onsdag den 8. august 2007

penne al limone


Første gang min nevø fik penne al limone serveret hos mig, græd han frustreret da tallerkenen var tom. Det er der også voksne mennesker, der har lyst til.

Pasta skal som bekendt primært tænkes som forret. Derfor er det også fint at servere den i en helt enkel sauce, så kan kød- & grøntsagsretterne få éns fulde opmærksomhed bagefter. Er man bare to personer til middag, er det ikke noget besvær med to anretninger. Det er appetitligt. Og mere overskueligt.

Penne al limone er gode før f.eks. kylling eller lam, eller retter med spinat.

150 g. penne rækker udmærket som lille forret for 4 personer, eller substantielt for to, der får salat bagefter.

Man bruger:

*150 g. tørre penne (gerne penne rigate, f.eks. dem fra Rustichella)

*2 bægre pasteuriserede æggeblommer
*1/2 kop (1,25 dl.) piskefløde
*ca. 75 g. friskreven parmigiano reggiano
*skallen af mindst en halv citron
*ca. 1/3 tsk. reven muskatnød
*sort peber, mindst 20 vrid på en lille peugeot kværn
*en lille smule salt

+drys:

*et lille bundt bredbladet persille

Pastaen koges i rigeligt vand med en smule salt i circa 13 minutter, mens man rører saucen.

Æggeblommer og fløde hældes sammen i en skål, og røres til en let, ensartet creme. Den skal røres med el-piskeren til den ikke kan blive luftigere, circa 5 minutter ved høj hastighed. Den er stadigt ret tynd. Riv citronskal direkte ned i skålen, så ingen aroma går tabt. Riv muskatnød ned i skålen, duft eller smag dig frem - jeg synes for meget muskatnød er værre end for lidt, den bliver kvalm i større mængder - omvendt kan retten tage mere end man tror, den bliver balanceret af den syrlige citronskal. Kværn rigeligt med sort peber i, mindst 20 vrid på min peberkværn, men gerne 30, det skal kunne ses og smages. Jeg ER vild med sort peber. Tilsæt et lille drys salt, og den revne ost. Pisk ingredienserne grundigt sammen med elpiskeren ved lav hastighed. Saucen skal nu være fast som småkagedej.

Befri persillen for stilke, og hak den groft.

Pastaen sis grundigt for vand, der kan være lumsk meget vand inde i penne. Bland dem ned i saucen, som nu bliver blød og flødelig igen. Anret en lille portion på hver tallerken, og drys med persille.

Ingen kommentarer: