Sådan så vores påskebord ud igår aftes.
Vi begyndte med at bruge en time eller to i køkkenet på at gøre grøntsager og urter i stand, koge vagtelæg, koge smørbønner, grille en aubergine som skulle bruges senere, og åbne vinen.
Jeg bandt også den fine, lille lammekølle op med rigelige buketter af rosmarin, salvie og timian hele vejen rundt. Urternes aroma trænger subtilt ind i kødet mens det steger i ovnen.
Så var vi klar til noget action.
Vi begyndte med at blende en pesto rosso af soltørrede tomater, og spise den på små crostini mens vi skålede i et boblende glas vino ved køkkenbordet.
I baggrunden ser man mit skærebrædt med de små, halverede vagtelæg hvis blommer jeg netop havde fjernet og smidt i den lyserøde skål, så de var klar til at blive blendet med hvidvinsdrukne pinjekerner, løvstikke, honning, fiskesauce, hvidvinseddike og et kværn sort peber.
Da vagtelæggene var fyldt igen, grøntsagerne til forretten var klar og vi havde overblik over resten, satte vi os ind ved spisebordet og nød lidt stenbidderrogn med creme fraiche og rødløg, og æggene ved siden af. Der var som sædvaneligt brød på bordet - jeg ER lidt monoman med mit brød - og vin tilbage til de små, grønne glas.
Så satte vi pastaen over, og jeg lavede en sauce af grønne asparges med hvidløg, hvidvin og gorgonzola, salt og peber. Jeg havde et lidt løst greb om hvidvinsflasken, så saucen blev en smule for tynd; vinen var simpelthen ikke dampet så meget ind som jeg havde forestillet mig, da de små aspargessnitter var møre. Jeg vægtede biddet i asparges'ne over saucens tæthed, og smeltede gorgonzola'en ned i den lidt rigelige, afdampede sjat vin som lå på panden. Det smagte skønt som altid, og det var dejligt forårsagtigt med de asparges.
Og så var det tid til at skære påskemiddagens ikoniske lammekølle for. Jeg steger en hel steg så sjældent at jeg til stadighed føler mig usikker på hvor længe den skal have. Jeg er ængstelig for at give den for meget - jeg ville føle at jeg havde krænket kødet, på en eller anden måde, hvis det endte trist og brun-beige og tørt - men er omvendt ligeså ængstelig for at servere råt kød, når det ikke er hensigten. Under opbindingen, under dækket af de udtørrede urter, viste lammet sig heldigvis at være perfekt. Indenfor en bred, brunlig kant fandtes et stort, rosa centrum, akkurat tilberedt i midten, stadigt saftigt hele vejen igennem.
Vi havde to små grøntsagsretter ved siden af.
I den hvide skål til venstre er der smørbønner som først blev kogt, siden stegt af i olivenolie til skindet akkurat sprak. Da det andet og sidste hold bønner på panden var klar, kom der hvidløg og chili ved, lidt salt og tyndt strimlede forårsløg og ramsløg. I en skål blander man hele den lune herlighed godt sammen, tilsætter citronsaft og sumak, og til sidst fårefeta i smulder eller tern. I den gule skål til højre er kødet fra den grillede aubergine findelt og moset, rørt op med tahin, lidt salt, granatæble molasse, citronsaft, salt, peber og grofthakket, bredbladet persille, og til sidst vendt med små tern af agurk (uden kerner), mini tomater i både, og kernerne af et frisk granatæble.
Jeg havde en rest fåremælksyoghurt tilbage fra Skærtorsdagens traditionelle frokost med Gigi, Marianne og min storesøster, og det meste af et bundt duftende mynte, så vi lavede også en lille myntesauce. Og havde dejlige, små, brune oliven niçoises.
Vinen var en Chianti Classico Casina di Cornia 2007 ude fra Fabio i Cibi e Vini. På én gang ungdommeligt let og frugtig, klassisk sangiovese, og træ-agtigt lagret. Den passede strålende til den middelhavs arabiske tuning, bordet var inde på. Vi havde som sædvaneligt kildevand ved siden af.
Der var en farverig rigelighed som dækkede tallerkenerne. Og jeg nød at spise af netop disse tallerkener som jeg ikke bruger til hverdag, fordi de er gamle og lidt skrøbelige i deres sprøde fajance, og har affektionsværdi. Det er de Villeroy & Boch tallerkener min mormor & morfar fik som deres første stel da de var nygifte.
Det fungerede rigtigt godt med bønnerne og auberginehistorien, var vi enige om. Bønnerne var bløde og lune og venlige med lidt bid fra chilien og deres grønne flitter, auberginecremen syrlig og frisk på en fyldig måde. Det hele var dejligt. Jeg synes jeg plejer at kunne tage sundt & godt fra ved et middagsbord, min petite størrelse i betragtning, men ville ønske jeg havde en større mave, når jeg sidder ved så veldækket et bord. Det er irriterende når maven er mæt før ganen er det.
Vi hyggespiste et stykke tid, småretter og særligheder inviterer ligesom til det. Ligesom rødvin gør.
Men så var det tid til ost. Vi lod de små brune oliven blive på bordet sammen med brødet, og fik iranske dadler til. Det er de bedste. Saftigt-klistrede og aromatiske.
Ostene var karakterfulde sager, fåreoste og et par råmælksbrie'er, den ene - den rødlige yderst oppe til venstre - en fyr som var dyppet i vin og lagret på en særlig måde, virkeligt insisterende.
Til sidst tog vi også kagen med ind ved bordet. Det var en mini panettone som jeg fik foræret for måneder tilbage, og som havde ligget og gemt sig i køkkenet. Om formiddagen havde jeg prikket den over det hele med en langtandet gaffel, og lavet en sirup af saften af et par citroner, noget rørsukker og en halv gren rosmarin, som blev hældt over. Den havde stået og trukket hele dagen, tildækket, og var syrlig og karamelagtig i overfladen.
Vi var mætte og tilfredse, og der var stadigt vin at nyde, det er det bedste, det eftertænksomme glas. Lysene var ved at brænde ud, og fuglene sang udenfor da jeg slukkede de sidste.
