kalvenyrer med svampe & marsala

Vi kommer ikke uden om, at dette hér er utroligt brunt. Men når man sidder over det på en kølig aften, og varmen og duften stiger én ind i næsen, så er man fuldkommen tilfreds. Det er oven i købet en ret man bliver dejligt mæt af, velegnet til sultne kvinder og store mænd.

De faste kalvenyrer passer godt sammen med kødfulde, faste svampe som champignon eller portobello. De er ret rimelige i pris i øjeblikket, og nyren koster jo aldrig noget særligt. Utroligt - ! - vil jeg gerne udbryde igen, for det er virkeligt godt kød, karakterfuldt, magert og jernholdigt. Til gengæld har det tendens til at blive tørt og hårdt i tilberedningen, så det er vigtigt at holde det fugtigt på én eller anden måde. En meget behagelig måde er at tilsætte et glas marsala.

Til tre personer bruger man:

*en stor kalvenyre
*ca. 400 g. champignon/portobello
*et lille vinglas marsala (helst den tørre)
*salt og peber
*evt. salvie eller timian

Svampene renses, og det nederste af stokken skæres af. Skær dem i skiver, ca. 2-3 mm. tykke, ikke for tynde. Nyren skylles evt., og tørres af med køkkenrulle. Skær den ud i passende stykker, og skær så vidt muligt efter de “klaser” nyren fra naturens side er inddelt i - én eller to pr. stykke. Hele nyren er så at sige hængt op på en slags stamme af sener og fedt - skær den så vidt muligt af stykkerne, men massekrér dem ikke i forsøget. Så er det bedre at stege med, og bede gæsterne holde øje over tallerkenerne. Hæld en sjat olivenolie på panden, vent til den er godt varm, men ikke hed. Læg nyrestykkerne på, smid et drys salt og og et solidt kværn peber over. Vend dem, og gentag. Lad dem stege i ca. 5 minutter, til saften begynder at sive ud, hæld så et glas marsala over, og lad det bruse af. Tilsæt evt. lidt salvie (20 små blade) eller et par kviste timian – men retten kan sagtens klare sig uden. Skru ned, og lad det simre 3-5 minutter. Tilsæt så de skiveskårne svampe, og vend dem ned i retten. Lad dem afgive væde, og giv dem yderligere 5-7 minutter. Der kommer en del god sauce ud af nyresaft, marsala og svampe – smag på den. Tilsæt evt. mere peber. Den må gerne være ret stærk, synes jeg.

Jeg serverer gerne retten med ris, ristede pinjekerner og en båd citron, som kan presses over såvel ris som nyrer.

Bagefter er det godt med lidt farver og syrlighed. Jeg biksede en lille salat sammen af seks blommetomater skåret i ottendedele, tilsat en smule god balsamico, et strint trøffelolie, 20-30 blade frisk salvie og en anelse salt. I køleskabet var der sorte oliven med fennikelfrø & appelsin fra go away, nogle figner, et stykke gedebrie og ezekielbrød. Husk at ost skal temperere inden servering!



I glasset var der en kraftig valpolicella ripasso, men man kunne også have valgt andet.

fasan & figner

Jeg forstår ikke de fuldstændigt imaterielle. Blandt de mange glæder som mad bredt set giver anledning til, hører glæden ved de nye spiseemner som enhver årstid bringer i sæson. På den måde er der altid en vis optimisme i køkkenet. Selv den mørkeste vinter, efter jul, med dens triste udfordringer for fantasien, det trætte blik over de tomme grøntsagskasser, eller rettere, de strenge gul-hvide-beige grøntsagskasser med de samme, store roer, melede kartofler, kål der ånder svovl i forskellig grad, selv denne triste tid er fuld af orange og rosa glæder, når man når fiskehandlerens vinduer. Først kommer lakserogn, så stenbidder- & løjerogn. Og torskerogn.

Lige nu er der rigelighed af mange, gode ting. Irma havde tilbud på fasan- & gråandefileter, det kan man finde med mellemrum. Der vil være masser af vildt at købe i de næste to måneder, det ferske er naturligvis sjovest. Og så gik det op for mig, at sæsonen for friske figner og friske kantareller er inde. Figner er fantastisk smukke, det skal man lige nyde i sig selv. Mat lilla udenpå, runde men tilspidsede foroven, indeni klart hvide mod skrællen, frugtkødet dybrødt med en masse små, gyldne kerner.


Jeg er ikke 100 % pjattet med tørrede figner, de er næsten lidt for søde på den klæge måde, de friske derimod har en let syrlighed, de er ikke vanvittigt markante i smagen, men bløde og dejlige. Blandt andet til gede- & fåreoste. Jeg synes desuden der er noget... ja, dekadent ved dem, på en bibelsk måde. Hvilket kun lægger noget til fornøjelsen.

Fasan er, som det meste vildt, ret magert kød, hvilket også betyder at det har tendens til at blive tørt. Det er godt at stege med spæk eller bacon, det hele kræ fyldt eller garneret med frugt af en art, det kan være friske, grønne druer, eller rosiner der har ligget og trukket grappa, f.eks., et eller andet som holder på saften, eller tilfører en ny slags. Mere om den slags tilberedninger en anden gang.

Hér kommer en helt enkel én, hvor fasanfileten holder sig saftig mens den simrer færdig i hvidvin.

Til to personer bruger man:

*fasanfilet, ca. 250 g.
*4-6 friske figner
*et glas hvidvin
*20-30 små blade frisk salvie
*salt & peber

Fasanfileterne checkes for rester af fjer og småsager, som evt. pudses af.

Fignerne vaskes grundigt, og skæres i små både, sjettedele eller deromkring.

Varm en sjat olivenolie op i en sauterepande, den skal være varm men ikke knaldhed. Fasanfileterne krydres med salt og peber, og lægges på. Steg dem på begge sider i et par minutter eller fem ialt. Hæld et glas hvidvin på, og lad det bruse af, det tager et minuts tid. Sku lidt ned, tilsæt salvien og fignerne, og lad dem simre med til de mørner, det tager max 5 minutter.

Voilá!

Server dem f.eks. med smørstegte kantatereller til:

Rens kantarellerne forsigtigt, læg dem evt. i en skål vand for at fjerne rester af jord eller sand. Skær evt. det nederste af stokken af, og riv eller skær større svampe i mindre stykker, så alle svampene får nogenlunde samme stegetid. Smid en generøs klat smør i en lille stegegryde, lad det bruse af. Smid svampene i, smid en smule salt og nogle kværn peber over, og lad dem stege ved god varme under omrøring, til de begynder at afgive væde. De skal stadigt være faste. Hæld dem i en lille serveringsskål med al saften.

Spis hele herligheden med brød til, det er dejligt at suge saften op med.

Bagefter spiste vi en lille salat af romaine, tomater og små sorte oliven, med dressing af hvidvinseddike, olivenolie og et enkelt fed kvast hvidløg. Desuden gedebrie og gorgonzola.

I glasset var der Chianti Rúfina, meget behagelig. Sådan, let initielt prikkende på den toscanske måde, men fyldig.

nyt legetøj

Jeg kan simpelthen blive så glad, når jeg finder sikre forsyninger for ting, der hidtil har været svære at finde.

Man skal ikke skue hunden på hårene. Det blev jeg mindet om igen for nyligt, da jeg lærte at værdsætte Mix Markeds herligheder. Mix Marked ligger på Nørrebrogade, på venstre hånd umiddelbart efter at man har krydset Dronning Louises Bro, og jeg har tit tilkastet dets grøntsagskasser skæve blikke, inden jeg er drejet om hjørnet til Blågårdsgade. I Blågårdsgade køber jeg mine økologisk korrekte grøntsager & andet kolonial i Purefood, blandt andre mennesker der stemmer i spektret radikal-enhedslisten, og jeg bærer dem bort i min mulepose med jazzfestivallogo. Jeg syntes grøntsagskasserne foran Mix Marked så uappetitlige ud, og det synes jeg sådan set stadigt, måske mest fordi de simpelthen står ude på Nørrebrogade, og Nørrebrogade er uappetitlig. Man fornemmer næsten udstødningsrørenes mikropartikler som en ru film over det hele.

Det var de arabiske fladbrød og de små, brune oliven med sten, der lokkede.

Brødene er mere rigelige og mere duftende end så mange andre tilsvarende, og der har været fundet udbredt anvendelse for dem denne sommer, i min arabiske follìa. Skåret i tern & stegt til fatoush, brugt som wrap til frokostens salatrester, til tabouleh, som præ-bif snack omkring hommus & peberstrimler, den slags, et kvart brød, skilt forsigtigt i sine to lag, smurt med gorgonzola, presset sammen igen Og nydt. De er selvsagt glimrende som middagsbrød. Jeg synes endda der er noget sakralt ved dem.

De små, brune oliven changerer i black, brown & beige. Ja, der er jazz i dét marked. Ikke mindst når man går videre på opdagelse mellem glas, dåser, poser & pakker.

Der er bl.a. flere rækker af glas med indiske specialiteter, med lilla plakater & borter, som jeg gør ophold ved. Jeg laver ikke indisk mad, men de går lige i mit pigehjerte, og jeg lader mig friste over evne en dag ved lejlighed. Der er uprætentiøse papkasser fulde af krydderier som jeg ikke aner hvad jeg skal bruge til. Det ødelægger ikke fornøjelsen ved at kigge dem allesammen igennem. Det frister faktisk. Der er syltede, sirligt pakkede sager i store glas, som ville være en pryd for ethvert køkken med et større middagsflow. Der er søde, tyrkiske sager, nogle med guldsnor, og nogle som minder mig om eftermiddagsthe i mit barndomshjem. Der er også ristede solsikkekerner med salt, noget jeg simpelthen elsker, men som kræver en vis tungefærdighed, og afslappede omgangsformer.

Og på den øverste, høje hylde i rækken foran kassen, finder man altså dette vidunderlige, det svært opdrivelige, attråede. Blomstervand af rose og appelsinblomst. Og granatæblesirup. Alene navnene og duftene lover et hjørne af paradis. Rose- & appelsinblomstvand skal bruges i desserter, f.eks. i en marcipantærte af bare mandler, sukker og dette hér. Man spiser den med fåreost og pærer. Granatæblesiruppen bruger jeg mest med grøntsager.

Men jeg får lyst til at prøve alt muligt nyt, og køkkenet står derude.