Vi var på Tony's igår, min grand-grand kusine og jeg. Det var godt, synes jeg. Jeg ville egentligt have taget nogle billeder af maden, men det glemte jeg. Vi snakker begge to rigtigt meget.
Tony's breder sig over to etager, en høj kælder og en høj stue. Ved kælderindgangen bliver man mødt af en venlig mand i forklæde bag en pult, han anviser en plads. Der er hyggeligt på en på én gang lidt praktisk, stordrift-lignende & HAY CPH agtig måde. Dæmpet lys uden at det bliver klægt, endsige candle-light slemt, med et af de dér elghoveder i foldet, hvid lampeplastik på væggen. Og så er der ellers bare hvidt og træfineret & -lamineret. Med lidt autentisk bjælke. Og vinkler og niveauer. Ret afslappet, med opstablede vinkasser mod en endevæg. Vi blev ført forbi den lange bardisk, og fik et lille firkantet bord af den slags man finder på café'er, beklædt med den træstrukturerede laminat de er glade for dernede, dækket op med menukort som dækkeservietter - eller hvad man kalder det, når der er tale om et stykke ubleget papir - et vinglas og et vandglas fyldt med bestik og en papirserviet. Der var ikke langt til bordet ved siden af. Virkeligt ikke. Det tavse kærestepar som sad der, kunne lade sig underholde af vores snak lige til de gik. Vi fik brød og en kraftig oliventapanade ind på bordet i en dyb tallerken, og tid til at beslutte os.
Man vælger enten tre retter for 200 kr. eller fire retter for 250 kr. Der er forretter, hovedretter, ekstratilbehør til hovedretter, ost og sødt, menuen udskiftes jævnligt, og der er altid noget at vælge imellem. Det er rustikke, klassiske sager af overvejende italiensk tilsnit, f.eks. vitello tonnato, bistecca alla fiorentina, spaghetti med kødboller, caprese salat, tiramisu. Nogle retter lægger man et tillæg på 30 - 100 kr. for, men de fleste ligger selvfølgeligt indenfor menuens rammer.
Vi valgte begge to tre retter. Udover mineralvand ville vi gerne have et enkelt glas rødvin hver, og tjeneren sagde så at den eneste rødvin de havde på glas den aften var en forholdsvist frugtig syditaliener, som jeg ikke husker navnet på. Det gav mig anledning til en let ængstelse, men det var der ingen grund til. Vinen var fyldig og dejlig og blød og nem.
Vores foretter kom hurtigt. Jeg fik en aflang, hvid tallerken foran mig, med tre tun-bøffer en miniature, grillet så de var tilberedte langs kanten, men rå indeni. Det var ikke den mest aromatiske tun jeg har fået i mit liv, men jeg ved ikke, måske er det svært når den først skal fryses ind, med tanke på parasitter. Anyways, de var fine og faste, de små sager, og jeg fik en dejlig purée af kogte, hvide bønner til (var der et strejf citronsaft i?). Drysset med friske blade af babyspinat og mynte, og små ringe af rødløg.
Efter en lille pause kom hovedretterne. Foran mig, endnu en aflang hvid tallerken med rygende varme rigatoni. De hyggede sig i en creme af bagte, purerede auberginer med lidt hvidløg, blandt tykke skiver salsicce (som de kaldte kålpølser) i genereuse mængder, stegt perfekt af, sammen med endnu et drys babyspinat - altsammen toppet af en slags knas af noget nødde-rasp lignende noget. Det var virkeligt en skøn ret! Uprætentiøs, varmende og mættende. Jeg spiste til jeg ikke var sulten længere. Og så spiste jeg lidt videre, fordi det smagte så godt. Det var med et suk og fugtige øjne at jeg måtte lade en ikke ubetydelig rest bære fra bordet igen. Selvom jeg er en ganske lille kvinde har jeg en sund appetit, og jeg tror godt jeg tør love at også store mænd kan blive mætte på Tony's. Hvis de er helt usædvaneligt store og sultne kan de jo endda bestille ekstratilbehør til omkring 40 kr. Og der var rigeligt med brød på bordet.
Vi havde stadigt osten tilgode. Den kom ind på samme, velkendte slags tallerken, nu med plads og blanke flader. Der var en lille bunke mild, cremet blåskimmel i smulder, og en stor trekant pikant lagret komælksost af en halv centimeters tykkelse, dertil endnu en lille skive brød for opfordringens skyld, og lidt flis af syltet pære. Jeg var som sagt mæt allerede, men man skulle jo være et skarn for ikke at smage på de gode sager, når de lå dér og bød sig til. Man kunne måske godt have ønsket sig noget ged eller får ved siden al den komælk, eller også er det bare mig - det er det helt sikkert også - der er lidt monoman med mine fåre- & gedeoste. Men blandingen kunne da være god. Især når der nu findes så mange gode italienske.
Vi var blevet siddende noget længere end vi i princippet kunne, stedet har nemlig regler omkring forskellige serveringer. Man har kun sit bord for et vist tidsrum, vi fik besked om at vi havde to timer og et kvarter. Det er selvfølgeligt rimeligt nok at der skal være et vist flow af gæster, så køkkenet kan blive holdt oppe og priserne nede. Men jeg var lidt skeptisk overfor det til en begyndelse, jeg afskyer tidspres når jeg spiser, min barndoms morgenborde gik ikke ud på andet. Og snakken ved bordet er en stor del af fornøjelsen ved at gå ud, synes jeg, jeg gider ikke at kigge på ure. Heldigvis var der altså ikke mere pres på bordene denne hér tirsdag, end at vi fik lov at blive siddende aldeles uforstyrrede. Det var i det hele taget en rar betjening, effektiv men ikke påtrængende. Jeg er klar over at det skal ligne opmærksomhed når tjeneren kommer undervejs for at spørge om man kan lide sin mad, men det føles påtrængende og uhøfligt, synes jeg. For tænk nu hvis man ikke kan. Det er rart at slippe for, også når man kan, som nu igår.
Vanvittigt nok slap vi derfra med en regning på under 600 kr.
Jeg har tænkt en del på de dejlige rigatoni siden. Det er irriterende at det tager så mange timer at fordøje et måltid, for nu kunne jeg da godt have spist op!
Men jeg tror bare jeg kommer tilbage efter mere en anden aften.
