Jeg vil anytime advokere varmt for spontaneitet. Også selvom jeg er alt for dårlig til at handle på den. Det vil sige, der er et par områder hvor det lykkes ganske godt – det er på områderne mad og skal vi ikke lave noget iaften. Picnics kombinerer dem på det behageligste.
Når jeg sidder og skuler ud i det kolde mørke en januaraften, drømmer jeg om imposante picnics med den stenbidderrogn jeg køber og fryser ned mens saisonen er inde, jeg forestiller mig langstilkede glas, fajancetallerkener og sølvbestik, elegante småretter og mousserende hvidvin og pittoresque nætter som er lyse og lune og aldrig ender.
Når de lyse nætter er inde, er det i virkeligheden stadigt koldt i Danmark, og jeg er ikke den rustikke kind of woman, jeg begriber ikke charmen ved at spise iført overtøj, det er umageligt, frakkens knapper stritter ud, man bliver stor og klodset, ærmerne rasper over bestikket, munden er delvist i skjul bag kraven. Når varmen sniger sig forsigtigt ind over landet, læser jeg til eksamen. Når den er forbi, og aftenerne omsider tillader udflugter med cardigan eller sjal som eneste overtøj, ligger de grå skyer, blæsten, regnbygerne konstant på lur. Og andre mennesker har travlt. I Italien kan man have den utrolige kækhed at planlægge – og med en vis rimelighed regne med at gennemføre - en picnic 14 dage i forvejen, det kan man ikke i Danmark. Picnics i Danmark, og måske i særdeleshed i København, er et spørgsmål om det muliges kunst.
Jeg er med tiden blevet en stor fan af ting der kan lade sig gøre. Det betyder ikke at man skal skrue forventningerne ned eller slå sig til tåls, det troede jeg ellers som kompromisløs, sortklædt teenager, og jeg nægtede. Med tiden er jeg kommet til at se det sådan, at man så vidt muligt skal bringe sig selv i en position hvor man kan gribe de chancer som trods alt præsenterer sig med mellemrum. En solskinsaften, f.eks.
Jeg går aftentur stortset hver aften året rundt, og når vejret inviterer til det, er det oplagt at tage maden med. Jeg har kortstilkede vinglas, som ikke knækker så let, og melamintallerkener som ingenting vejer. Så mangler man bare at svøbe bestikket ind i et par servietter, og finde noget handy mad. Handy mad er noget som kan spises koldt, og som kan anrettes nemt hjemmefra – noget som ikke kræver for stor umage eller håndvask (ingen rejer at pille på stedet, altså!) noget som ikke flagrer omkring eller kræver vatterpas-lignende præcision af éns knæstilling, som tallerkenen hviler på. Handy mad kunne være så gode sager som tætte salater, et kyllingebryst som er skåret i skiver hjemmefra, stegte, pillede tigerrejer, pirog’er, samosa’er, ravioli vendt med en lille, krydret tomatsauce eller hjemmelavet pesto, hvidvinsdampede fiskeruller, ost & salame, hommus. Jeg har i årevis ønsket mig én af de dér anordninger af firkantede, stabelbare melaminskåle som er omsluttet af en metalramme med bærehåndtag. Den ville give en del nye muligheder, men helt ærligt – 400 kr.?
Hvis man ikke har gjort sig klart at man skal på picnic før man lige pludseligt skal, må man tage hvad køleskabet byder på. Forleden blev det til fatoush og fladbrød, samosa’er og hommus måtte købes ude. Jeg har købt mig et lille lager af halve flasker Chianti Mellini i SuperMarco, det er bekvemt at slippe for at have en skvulpende, tilproppet flaske med tilbage. Hele herligheden kunne rummes i den bostonbag som plejer at tjene til transport af bøger og noter, og blev nydt på en bænk ved Christianias sø, som er ét af mine yndlingssteder. Man skal bare ikke sætte sig under et træ, lærte vi, der er nemlig fugle i. Som skider.
