Man kan få grønne bønner igen. Fine, dybgrønne, delikate, økologiske, fra Skibby. Jeg fandt dem i Irma.
Gensynet blev fejret igår aftes. Jeg nippede og dampede bønnerne, og blandede dem i en lille fajanceskål med en slags tung dressing. Den bestod af lidt granatæblesirup, temmeligt finthakkede valnødder, et lille drys salt og en smule olivenolie. Den lå omkring bønnerne som et let klistret, syrligt-sødt drys. Man kunne elske granatæblesirup alene for dens dramatiske farve.
På tallerken var der desuden ost - et lille stykke fyldig gorgonzola og et lille stykke gedebrie - sorte oliven, brød og en rest agurke/tomat salat fra dagen før (tomater, agurk, løg, frisk salvie, salt og hvidvineddike). I glasset Bardolino.
Snart vil jeg forsøge mig med en tagine fra én af mine yndlingskogebøger, som jeg sad og lystlæste i forleden. Den er yndlings for sit omfang, sine appetitlige billeder og ikke mindst for sin imposante titel, "Le Grand Livre de la Cuisine Marocaine". Der er bønner i den tagine, og kartofler og confitterede citroner. Ved ikke hvor man får den slags citroner i Danmark, men man kan vel lave dem selv, hvis det endeligt er. Kartofler bryder jeg mig i princippet ikke om, har aldrig gjort det, men jeg kender da enkelte, heldige tilberedninger (som f.eks. frites (tykt skårne, friturestegt to gange, saltede, afdryppede)), og har svært ved at acceptere negative smagsdogmer, selv mine egne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar