mandag den 8. august 2011

gråand med kantareller, gulerødder og rosmarin som ragout


Vi havde egentligt forestillet os at vi skulle ud at spise picnic igår aftes, men det var ikke muligt, det var koldt og dystert, blæsende, fugtigt. Og så faldt jeg over de dejligste kantareller, som ligesom indbød til et af den slags måltider det er rart at kunne stille på et fast underlag.

Jeg havde nogle fileter af gråand i fryseren, og endte op med en ragout-lignende ting på den hurtige måde, hvor kødet altså ikke simrer sin egen fond, men bliver tilsat den. Jeg ville gerne have serveret den over pappardelle, men det havde vi ikke - og så kan anden pasta udmærket bruges, helst af den brede, flade slags. Man kan også servere brød til.

Til to personer bruger man:

*250 g. filet af gråand
*en pæn bakke kantareller
*6 gulerødder
*1 stort løg
*1 kraftig kvist rosmarin
*et lille halvt glas hvidvin
*1-2 kopper bouillon (and, kylling, kalv)
*salt og peber

Skær løget i ottende dele, og gulerødderne i forholdsvist tynde skiver. Rens svampene, og del dem evt. i mindre stykker, hvis de er meget uens i størrelsen.

Steg løg og gulerødder i olivenolie over god varme sammen med nålene fra rosmarinkvisten, og lad dem få et par minutter, til det hele er blevet en smule blødt.

Skær kødet i brede strimler, og smid dem ned til grøntsagerne. Lad kødet stege af et par minutter til overfladen er lukket, tilsæt et godt drys salt, og så kantarellerne. Når kantarellerne har stegt et par øjeblikke - men endnu ikke er begyndt at svede - hælder man knapt et halvt glas hvidvin ved. Når det er bruset af, tilsætter man bouillonen og skruer lidt ned for varmen. Lad hele herligheden simre et kvarters tid.

Kog imens pastaen, og riv en god skål parmiggiano.

Når retten er færdig, kværner man en solid omgang sort peber over den. Så ser den sådan hér ud, mindre spektakulær men mør og fyldig:

Spis den over pastaen med et generøst drys ost.

søndag den 7. august 2011

"I love you more than a strong desire to take a shit"


Selvom man ikke havde tid til mere end et par dage i sommerhuset, kan man jo godt insistere på at sommeren - uanset hvad - er sæson for at hengive sig til læsning af ting man ikke plejer at nå, underholdende knaldromaner f.eks. Indimellem, rundt omkring. Jeg faldt over denne hér anmeldelse af Carlos Fuentes "Destiny and Desire" (hvilken titel...!) i Los Angeles Times (årh hvor har den anmelder meget spalteplads...!), og bestilte bogen med i en pakke fra amazon. So far synes jeg den er vildt underholdende. Carnivalesque.

I bogens begyndelse mindes den halshuggede hovedperson Josué de gyldne dage da han endnu havde en krop, og beskriver den helt ned til dens udskillelser. Det er fine detallier. Jeg bliver mindet om dette indlysende sande, at et godt måltid først er rigtigt godt, når det føles rart hele vejen igennem fordøjelsen.

My shit varied according to circumstances, depending especially on diet. Mexican food brings us dangerously close to diarrhea, North American to stomach cramps, British to constipation. Only Mediterranean cuisine assures us a healthy balance between what comes in at the mouth and what goes out through the asshole, as if olive oil and vinegar from Modena, the produce of the gardens of Southern Europe, peaches and figs, melons and peppers, knew beforehand that the pleasure of eating should be balanced by the pleasure of shitting, very much in accordance with Quevedo's lines: "I love you more than a strong desire to take a shit."

(Carlos Fuentes: "Destiny and Desire", Random House, New York 2011, p. 10-11)