om at huske at hygge sig i hast

Hvor meget man end holder af at gå i køkkenet, kan der være perioder hvor man har så travlt, at det er meget værd bare at kunne sætte sig til bordet uden ret meget forberedelse, uden ret mange tanker. Lade sig synke ned, dyrke de enkle glæder, og give sig tid til et eller andet hyggeligt eller morsomt, så man bliver ved med at leve i den dér følelse af overskud. Så vidt muligt.

Det er helt toppen hvis Cinemateket viser en interessant film ved 22-tiden, for så kan man sidde med snuden begravet ved skrivebordet indtil 20.30 tiden, og holde fri med en ok samvittighed. Hvis man har forberedt sig, kan spisebordet komme til at se sådan hér ud på 20-30 minutter.

Jeg vidste at travlheden lå på lur. Så jeg besluttede mig på forhånd for at investere ekstra tid i køkkenet over nogle aftener, så jeg kunne lave store portioner af retter som kan tåle at blive frosset ned. En hel masse små lammefrikadeller, som er dejlige sammen med en hurtig salat og lidt hommus f.eks, og som kan lunes i ovnen på 10 minutter. Nogle poser karry, som er lige til at varme op i en gryde, og nyde med ris til. Og så denne hér pastasauce af oksefars, urter og en masse grøntsager.

Jeg tror jeg brugte 500 - 600 g. af den dejligste mørkerøde oksefars nede fra min slagter, og en luns bacon på omkring 100 g. Desuden gulerødder, persillerødder, bladselleri, en masse tomater (både friske og syditalienske pomodorini fra dåse) og noget fennikel som lå og kedede sig inde i køleskabet; kvistevis af rosmarin og timian, lidt rød chili, lauerbærblade og en masse hvidløg. Og ting og sager.

Vi kogte emmer penne til. Jeg ved ikke rigtigt med dem. Pasta på emmer er sikkert sund, men jeg kan ikke lykkes med at koge den helt perfekt i biddet.

Jeg smed en klat smør ned at smelte i saucen da jeg varmede den op. Vi fik friskreven parmiggiano til, og et glas vino. Det mætter fantastisk. Det er næsten som om det varmer.

Så kan man smutte i bif, eller bare sludre. Og når man er mæt og varm og skuldrene stille synker på plads, er det lettere at huske at man har valgt sine projekter fordi man - i grunden - synes de er spændende og morsomme. Og at være klar til morgendagen.

the horror

Når man er rigtigt, rigtigt træt på en måde som strejfer urimeligheden og en bæven omkring tårer, kan man alligevel godt vide med sig selv at det bliver for ukærligt ikke at unde sig selv en ordentlig bid mad, dér sent på aftenen.

Det behøver ikke at være alverden, bare noget der er godt. Med et lille glas vin til.

Det er ikke på udmattede aftener jeg skal vælge retter som involverer mange ingredienser, ved jeg, de der kræver for stor præcision, for meget tid, for stor kreativitet. Der er ikke juice i hjernen, simpelthen, den skal bare næres.

Igår aftes stod jeg og skar tomater ud, mens en fennikel i tykke ringe lå på grill i ovnen. De er jo ok pæne og fremkommelige, sådan nogle grøntsager. Men så hævede jeg kniven over denne hér fætter. Og idet jeg fokuserede, mærkede jeg en øjblikkelig, hed prikken i brystet, på den latent hysteriske måde.

Prøv engang lige at se! Det er et ormehul!

Jeg kan håndtere hvad som helst i et køkken, tror jeg, bare ikke orm og parasitter. Jeg synes de er *så* ulækre. Jeg kan endnu genkalde mig nogle seriøst ækle syn, store sommersvampe som viste sig at være slimede og spillevende af orm da jeg skar dem op på skærebrædtet derhjemme, eller en nykogt taskekrabbe som viste sig allerede at være helt ædt af parasitter, da min far åbnede den ved sommerhusets køkkenbord.

Da jeg havde sundet mig et øjeblik, kunne jeg alligevel godt se at der er noget æsthetisk ved selv et ormehul. Hvor er det bare præcist. Fint i kanten.

Men jeg har stadigt ikke lyst til at skære tomaten åben.