Tilbage i Frankrig, i Lourdes. Varmen hænger i luften som en lille dis over Les Pyrénées, 30-35 grader, kun tidligt om morgenen er det en smule køligt. Det er perfekt vejr at være pilgrim i. Som sidste år er dagene fulde af Messer, af processioner, af tid til eftertænksomhed, tid til rosenkransen, tid til den slags bøn hvor man lytter mere end man larmer.
Helt uafhængigt af os, skulle mine forældre tilbringe nogle uger i Languedoc-Rousillon, et par af dem om bord på en båd med kurs ned ad Canal du Midi. Og blandt de ting som min far var meget opsat på at huske at få med i kufferten, var en østerskniv. God prioritering. Daddy er en stor østersfan, og han har ikke tænkt sig at lade en lejlighed gå til spilde.
På samme måde synes jeg at det vil være spild af franske dage, hvis jeg ikke får mine crêpes. Jeg holder meget af crêpes. Og hvad mere er, min indre crêpes hund har glammet højlydt henover sommeren. Det var franskmanden nede i kirken som vakte den allerede i forsommeren, og jeg har haft min mor - som er en habil crêpes fremstillerske - til at lave flere til mig i de sidste måneder. Men aldrig nok. Af én eller anden grund laver jeg dem ikke selv. Jeg nyder så meget desto mere at få dem. Jeg synes de er fantastiske med kastanjecreme og lidt flødeskum.
En eftermiddag hvor der er god tid til svinkeærinder, går vi op til Regalty på Boulevard de la Grotte. Jeg får mine crêpes au confiture. Og jeg er tilfreds. Crêpes hunden falder til ro for en stund.
Nu hvor vi kender byen bedre, går vi længere omkring. Vejene føles kortere. Ligesom sidste år går vi omkring den lokale sognekirke - den som Bernadette blev døbt i - flere gange, vi går også op på Chateau Fort og i den botaniske have, som er skøn at sidde i. Og op mod torvet med Les Halles, som har fødevaremarked om formiddagen. Men formiddagene er umulige, der har vi ting for nede ved Grotten. Ved torvet finder man også den lokale Monoprix, som har åbent længe. De har praktiske ting som vaskeservietter og batterier, men også frugt og tic tac og nogle ret okay udseende lokale delis, pølser og oste og den slags.
Og så finder jeg denne hér hylde.
Og jeg spørger mig selv - er den et udtryk for at franskmænd er virkeligt glade for deres crêpes? Eller tværtimod - at de faktisk er ligeglade med dem?
Bare tanken om den triste, industrielt konserverede klæghed bag plastikken, får min indre crêpes hund til at krybe pivende sammen.
