Som trofaste læsere vil vide, nærer jeg stor hengivenhed for den klassiske, danske fedtemad. Den er sublim i sin enkelhed - et stykke groft rugbrød, generøst smurt med fedt (helst andefedt, synes jeg), og drysset med salt. Den har været nydt igennem generationer, og står, ligesom Apicius' opskrift på fyldte vagtelæg, ikke til at forbedre.
Da jeg sidste år sang fedtemadens pris, var det kommet mig for øre at Hr. Schou nød en anden slags fedtemad. Den måtte prøves, men blev det ikke. Nu ser jeg heldigvis Hr. Schous datter jævnligt, og selvom hun har arvet sin fars glæde ved både sødt og fedt, har hun - af grunde som kun kan findes mellem forældre og børn, er jeg sikker på - snoet sig udenom fedtemaden, helt hér op i sin voksne alder. Historien vil at også Fru Schou længe vægrede sig ved stykket, men fortrød da hun først havde smagt det. Der var mange års tabte fedtemadder at indhente.
Unge Frk. Schou og jeg kastede os ud i det sammen. Anvisningen lød sådan hér:
et stykke surbrød (helst med kommen) smøres med fedt
over det drysses et tyndt lag - men dog et lag - brun farin (det du'r ikke at strø med ske, man er nødt til at bruge fingrene)
over det drysses en smule salt
Så er den klar til at blive nydt.
Som man kan se, fusionerer Hr. Schou sådan set den klassiske fedtemad med den klassiske sukkermad. Smagen er fyldig og ubestemmeligt god, og gav anledning til spørgsmålet - ville man spise denne herlighed når man har lyst til noget sødt, eller når man har lyst til noget salt?
Vi ved det ikke. Vi ved bare at vi gerne vil spise en mere.
Hr. Schous fedtemad er en fristelse. Den har allerede etableret sig som en nyklassiker på kanten af mit køkkenbord.
