mandag den 21. november 2011

lynnudler i vietnamesisk stemning - risnudler med tigerrejer, grønt, mynte, koriander, chili, citron & honning


An var så sød at forære mig en kogebog han vidste jeg havde ønsket mig længe, nemlig "Lê Lês gadekøkken". Og den er dejlig at kigge i mens man fantaserer om at invitere mennesker, og om tid til at daske rundt i udbudet af asiatiske grønthandlere ude på Vesterbro. Og okay, hvorfor ikke: en lille smule om varme og lys og Vietnam på sådan en Tran Anh Hung - fokuseret måde. Med grøn the ved hånden, i et guldflitret glas.

Men jeg er travl og distrait, med en tilhørende lav tærskel for ting som jeg ikke helt kan overskue på forhånd. Som at finde de rigtige sager til en ny ret. I nye butikker. Eller at vide hvor lang tid den tager at tilberede, circa. Ikke fordi retterne ser besværlige ud overhovedet, egentligt. Jeg trænger bare til enkelhed i øjeblikket.

Som nu disse hér lynhurtige nudler i vietnamesisk stemning - med friske, sprødt tilberedte grøntsager og rejer, nemlig, og friske urter, stensikkert ikke særligt autentiske, men never mind - som kan smækkes på bordet indenfor 20 minutter. Helt ærligt, længere går der ikke. Fra det øjeblik man åbner køleskabet, til de byder sig til fra tallerkenerne i deres simple overflod. De er superegnede til en aften man er alene.

Tricket er at vælge ting som kræver ganske lidt for at komme i stand. Pæne, lukkede grøntsager som er lige til at skylle og tørre, ingen kernehuse og skræller og store størrelser. Rejerne er de forkogte fra Butler's Choice - det er svært at få de rå i øjeblikket, så man kan lige så godt gøre en dyd af nødvenigheden - de kommer i en bakke med en lille pose såkaldt barbecue sauce, som man kan begynde med at smide i skralderen. Cashew nødderne kan man købe ristede med salt, de er helt fine.

Til 2 personer bruger man:

*150 g. risnudler

*jordnødde- eller sesamolie til stegning

*175 g. forkogte tigerrejer (Butler's Choice)
*150 g. små, pæne sukkerærter
*125-150 g. mini majs
*150 g. bønnespirer

*1 lille bundt mynte
*1 lille bundt koriander

+dressing:

*saften af 1/2 - 1 citron
*circa 4 spsk acacie honning
* 1/2 - 1 rød chili
*et tag salt

+ cashews

Rejerne skal tages op af fryseren mindst en time før tilberedning - gerne om morgenen inden man tager afsted, så kan de tø op i køleskabet.

Begynd med at lave dressingen. Saften af en citron (eller en halv hvis den er meget saftig, eller hvor lidt eller meget man nu synes...) presses ned i en skål, og smages til med honning - den skal være syrligt-sød, må ikke miste sit bid men må gerne være imødekommende - og et tag salt. Flæk chili'en, fjern kernerne, skær den i tynde ringe og smid den ned i dressingen, så det hele kan trække sammen.

Læg nudlerne klar i en stor, varmeresistent skål.

Grøntsagerne skal være skyllede og tørre. Mini majsene flækkes ned igennem midten.

Pil bladene af et passende lille bundt koriander og mynte, skyl dem, slyng dem, hav dem klar.

Sæt vand over i en stor gryde, det skal bruges til rejerne.

Sæt mere vand over i en kedel, til nudlerne. Når det koger, hældes vandet over dem. Lad dem trække i mindst fem minutter (afhængigt af mærke). Gentag eventuelt, og løs dem forsigtigt fra hinanden ved at røre lidt rundt i skålen med en gaffel.

Imens steger man grøntsagerne i en wok eller sauterepande. Varm en sjat olie op til god varme, og smid sukkerærter og minimajs på. Vend dem indimellem, og lad dem få circa 3 minutter. Tilsæt spirerne, og giv det hele endnu circa 2 minutter. Så skulle de gerne være møre, men stadigt sprøde. Sluk for blusset, og tag panden af.

Rejerne lægges i en hulske, og nedsænkes i det kogende vand - i gryden - i 10 sekunder. Gør det eventuelt i et par hold, rejerne skal ikke ligge i lag. Lad dem dryppe af på lidt køkkenrulle.

Anret herligheden ved at lægge nudlerne på en tallerken, hæld de varme grøntsager over, så rejerne, så dressingen. Drys med koriander, mynte og cashews.

Voilà!

søndag den 18. september 2011

pilgrimme til bords


Lourdes er fantastisk.

Min menighed havde sendt mig afsted til otte skønne dage som pilgrim i Lourdes, sammen med 91 andre skandinaviske katolikker. Det var tæt tilrettelagte dage, med Messer, processioner, ting at høre og se og faste spisetider at komme hjem til.

Grupper og andres detaljerede tilrettelæggelse af min tid har det - i det store og hele - med at føles imposerende og snærende fra indersiden af min hud, vil jeg gerne indrømme, begge dele har det med at gøre mig rastløs, indadvendt og irritabel. Men pilgrimskonceptet holdt 100%. De andre pilgrimme var vildt søde, og vi var simpelthen bare sammen i dagenes skønne, rolige flow.

Det er ikke så tit jeg står op kl. 5.45 med glæde, slet ikke på en ferie. Men man skulle jo være til Messe et sted nede på Le Sanctuaire ved 8-tiden, og den udsigt var sådan set nok.

På vores hotel i Rue Sainte Marie blev petit déjeuner serveret som buffet, og udvalget var karakteristisk sydeuropæisk. Hvidt brød, noget af det ristet. Og kage. Uundværlig for italienere, og dem var der mange af. Restauranten forsøgte at være imødekommende, de havde indskaffet rugbrød - ! - til skandinaverne, og der var yoghurt og svesker og ost af en bleg art, frugt og skinke og juice og et mørkt fluidum de kaldte kaffe.

Jeg vil gerne indrømme at det var svært at være helt sirlig med kommunionsfasten (faste en time inden man modtager kommunion), for buffeten var først klar kl. 7.30, og man skulle jo lige op og omkring den og ned til sit bord igen. Og så afsted, ud i den smukke varme dag, med et let sjal over skuldrene, med sanghæftet i tasken og rosenkransen rundt om håndledet, så den hele tiden var ved hånden.

Måltiderne var en fremtrædende del af vores dage, både de himmelske og de jordiske. Der var som sagt faste spisetider i hotellets restaurant, det lader til at de fleste pilgrimsgrupper holder sig til sådan nogle, og det giver faktisk god mening, i betragtning af de mange ting man skal nå. Man skal ikke tage stilling til hvornår, hvor eller hvad man vil spise. Man skal bare møde op, finde sine borde - vi sad ved lange borde, markeret med skilte for "Scandinaves" - og så var der fælles bordbøn og en varm tre-retters menu.

Jeg er glad for grillet ost på sprødt brød, så denne hér forret var et hit.

De spiser solidt i Haute-Pyrénées. Kraftfuldt. Energirigt. Proteinrigt. Denne hér salat kunne have været en anden fin lille forret, også uden bjerget af ost, skinke og æg, som bare lige skal markere bunden.

Jeg tror jeg fik mere kød på de otte dage, end jeg plejer at spise på halvanden måned. Men først og fremmest spiser de tilsyneladende kartofler og æg på de kanter. Vi fik kartofler hver eneste dag, til hver eneste frokost og hver eneste middag på nær en enkelt. Hér blev de f.eks. serveret som gnocchi.

Vi fik dem også som mos.

Som små tærter, som hele og bagte...

...som fritterede og stegte i både og skiver.

Man blev glad for deres letteste desserter, som citronsorbet, jordbæris eller denne hér melonsalat. Den blev severet med ost i tykke skiver ved siden af. Hvis man skulle mangle.

Men kagen hér var også dejligt klassisk fransk, med sin cremede, syrligt-søde sauce.

Efter frokost ser man lige om kan finde sig en kop kaffe, inden man skal finde gruppen igen. Kaffe er altid dejlig, og efter sådan et måltid er den nærmest nødvendig. Vi blev glade for Café L'Esplanade som ligger ud til en - efter forholdene - lidt trafikeret vej. Der var ikke så tæt pilgrimstrængsel, de var søde og lavede ok kaffe, fransk kaffe godt nok. Som jo er tynd.

Hen på eftermiddagen kunne det være tid til at finde gruppen igen, f.eks. for at samles omkring vores røde fane og gå i Sakramentsprocession kl. 16.30. En præst bærer den indviede hostie ned fra Rosenkranskirken, og vi følger efter, skandinaver, belgiere, italienere fra masser af forskellige menigheder, irere, indere og senegalesere og mexicanere og amerikanere, folk fra hele verden. Optur. Vi endte nede i Pius X basilikaen.

Hinsides Pont Saint Michel ligger Boulevard de la Grotte, en travl gade hvor man bl.a. finder de religiøse dimsers svar på dallevalle, Palais du Rosaire, og hvor små sidegader bugter sig op og ned, og man tydeligt mærker at byen ligger akkurat ved Pyrénéernes fod.

Og hér finder man også Regalty, en café med klassisk stribet markise over gaden, og den bedste mand bag disken. Opmærksom, effektiv, simpelthen så venlig. De mange italienere i byen havde det tydeligvis ligesom mig, de kunne ikke klare sig på fransk kaffe alene, og det var der råd for hos Regalty.

Som så mange andre i byen havde han et separat, lysende skilt med "espresso all'italiana", og et kort med crêpes. Vi havde kastet kærlige blikke på det, men man er ikke voldsomt sukkerflov sådan en eftermiddag, kun et par timer efter frokostens dessert, og med aftenens ditto i udsigt. På den anden side skulle jo man være et skarn for at være i Frankrig uden at tage for sig. Vi måtte. Man fik dem i sæt af to, vi valgte crêpes au confiture og au grand marnier, som den opvartende herre satte ild til ved bordet. God stil.

De var perfekt tynde, akkurat lidt sprøde i kanten, ikke for søde.

En dag tog vi op i bjergene, med retning mod Gavarnie hvor vi skulle spise frokost. Mens vi drejede om det ene sving efter det andet, opad og opad, og jeg med mellemrum skulle minde mig selv om at buschaufføren var lokal og givetvis havde styr på sagerne, ventede jeg hvert øjeblik at se de hemmelige skrænter fulde af høns, som alt taler for at de må holde sig på de kanter. Kartoflerne må de bytte sig til, tænker jeg. Anna (en af de andre pilgrimme) spurgte os om vi ville have omelet eller ørred til frokost, hun ville lige ringe til vores spisested og give besked. Ørred er den fisk man kan få på de kanter. Den springer i Le Gave, så vi selv.

Det var en varm dag, så det var dejligt at komme ind i skyggen at spise. Salat med en vinaigrettedressing, en smule cremet med en smule sennep, tror jeg. Herligheden var selvfølgeligt toppet med et æg...

... for lige at lægge bunden til de næste æg.

For det er klart at vi skulle have omelet. Vi er jo i Frankrig. En rødmosset mand dukkede op fra køkkenet indimellem. Jeg begriber ikke hvordan han kunne håndtere så mange omeletter ude i køkkenet. Jeg begriber heller ikke hvordan deres fadebure kan rumme mængderne af æg, jeg vil skyde på at hver omelet var lavet på mindst fire. Nej, det er ikke tallerkenen der er lille, det er omeletten der er stor, og den var god, rigtigt god. Og selvfølgeligt var der kartofler til.

Til sidst fik vi en lille, kølig æbletærte, og gik så ud i middagsheden, kiggede os lidt omkring og fandt den lillebitte kirke. Nød landskabet, fandt nogle delis. Ret pudsigt at de overhovedet findes sådan et sted, byen er virkeligt ganske, ganske lille, men der må være madglade gæster nok, både blandt sommerens bjergvandrere og vinterens skiløbere. Der var et vidunderligt udvalg af oste, vi havde set noget lignende i nogle små, mørke butikker i Lourdes, men hér lå de så duftende og så tæt at man næsten kunne mærke hjertet synke, da man skulle lade dem tilbage. Vi havde jo ikke køleskab på hotellet. De havde også dejlige søde sager som klassisk, fransk nougat - jeg købte noget med lavendel - og honningslik, en anden lokal glæde - som de perles au miel, jeg fik med. Og kager, først og fremmest gateau basque, en rund sag med skrånende sider og kuppel på oversidens midte, og en konisk én, stærkt vanilleduftende og flitret i overfladen.

De holder traditionelt en del får i Pyrénéerne, og spiser dem angiveligt ved nogle særlige middage, på et eller andet særligt tidspunkt om året (eller var det flere?). Anna var engang blevet inviteret på lam grillet på skifer, som de jo også har ved hånden deroppe. Det var et hit, sagde hun, og jeg tror det gerne.

Vi trak ind under en markise, og så var skyerne også venlige at trække lidt sammen, mens vi nød en kold orangina og et par kopper kaffe. Der skulle altid være sådan en udsigt over eftermiddagskaffen, synes jeg. Yep, den vertikale stribe over det bageste hus, det lyse i bunden af billedet, er et vandfald.


Vi havde på forhånd forestillet os at der skulle blive masser af stille aftentimer, hvor man kunne nyde et glas vin. Jeg tror ikke at vi på hele ugen nåede flere glas end man kan tælle på en hånd. Philippe var sød at byde på et glas rødvin ved middagen en aften hvor vi delte bord, Grethe bød generøst af sin flaske hvid en anden aften.


Men vi skulle jo videre. Der var kun omkring fem kvarter at nyde vores tre retter i, hvis vi skulle nå ned på Le Sanctuaire i tide til at deltage i la procession mariale aux flambeaux, som begynder klokken 21. Man mødes og stiller sig klar i skumringen. Når der er budt velkommen sætter processionen langsomt igang, man beder rosenkransens fem led, ave maria'erne på alle de sprog som er repræsenterede i byen, stemmer i et fælles paternoster og sicut erat in principio på latin, skifter til sang - Ave Maria på Lourdes'k - lytter til musikken, forsangerne og forbederne som står oppe foran Rosenkranskirken, og bevæger sig langsomt rundt om L'Esplanade med tændte lys bag små papirsskærme. Tusindvis af mennesker fra hele verden. Til sidst samles man foran kirken og synger Salve Regina.

Vi deltog som gruppe bag den røde fane et par aftener, hvor ave maria blev både sagt og sunget på dansk under den franske himmel. Det er en rar følelse at lægge skandinavisk stemme til Kirken.

Andre aftener gik vi ned og deltog fra processionens periferi, sammen med alle de andre pilgrimme som ikke gik med. Man kan altid bede sammen. Og synge.

Andre aftener igen fandt vi en andagt at falde ned i, en aften viste det sig at blive blandt irere. Der er altid liv i byens kirker, og uanset hvor vi kommer fra i verden, er vi fælles om det vigtigste.


Et par enkelte aftener blev der tid til at passere Pont Saint Michel igen, og få et glas vin hos Regalty. Og simpelthen nyde at gå ude under så smuk og lun en himmel i sin sommerkjole, med lidt rod i krøllerne efter en lang dag, men ikke træt.

De skænker vinen generøst på de kanter. I enorme glas. Mens rødvinen er lidt ungdommeligt robust i det, ofte på en drue der hedder tannat, er hvidvinen ganske dejlig. En hvid grenache. Karakterfuld og frisk.

Men den suverænt mest interessante drik i Lourdes er jo Grottens vand, som begyndte at springe efter Bernadettes møde med Den Hellige Jomfru i 1858. Opfordringen var som den stadigt står på de mange runde plader på klippevæggen, der strækker sig mellem Grotten og Rosenkranskirken; "Venez boire à la fontaine et vous y laver". Så det gør vi.

Der er altid mange mennesker ved Grotten, langs kirken, badene og de overdækkede lysborde, hvor man kan tænde et lys i forbindelse med sine bønner. Over broerne, på den anden side af Le Gave, er der fredfyldt. Og også her kan man tappe grottevand som man vil. Vi lærte at tage en dunk med, og plastikglas.

Og så satte vi os på stenbænkene langs floden, under trækronerne der stadigt var lysegrønne langs bredden, mens løvet op ad bjergsiderne var ved at blive gyldent og rødligt. Det var næsten den bedste tid. Stille tid i varmen, hvor vi sank hen i stedet. Kiggede ned i det krystalklare vand, hvor ørrederne slog plask, og lyttede til ænder der skræppede og pilgrimme der sang ved badene på den anden side. Skubbede støvet foran bænken lidt rundt med snuden af sandalerne.

Jeg havde taget en masse lekture med, Ricoeur og Dufrenne, Sor Juana Ines de la Cruz, Octavio Paz og James Joyce, men det eneste jeg fik læst var nogle afsnit af Apostlenes Gerninger, en stille stund efter søndagsmessen. Jeg havde forestillet mig masser af stunder med kaffe ved hånden, ryggen mod en varm mur og en bog på knæene, almindeligvis ville jeg blive rastløs af at undvære mine bøger så længe. Men jeg savnede dem ikke.

Dagenes rolige rytme satte sig i kroppen. Der var en tid til alt, og alt var ordnet. Jeg ville ikke have troet det på forhånd, men selv jeg som har været hidsigt fortravlet og følt mig bagud med alting i evigheder, selv jeg måtte overgive mig. En af de vigtigste ting jeg har lært i Lourdes, er at modtage.

Og så fik jeg brugt min rosenkrans så meget, at perlerne skiftede farve fra rosa til hvide. Med blikket mod verdens vigtigste spisebord, dét som vi har ét stående af inde i Grotten, dét som vi helt konkret deler med Gud og hvermand. Og kvinde.

Jeg tror ikke at jeg nogensinde har oplevet noget så intenst på så udramatisk en måde, som Lourdes.

Det føltes overhovedet ikke rigtigt at tage nordpå igen, men man var nødt til det. Jeg glæder mig til at komme tilbage

mandag den 8. august 2011

gråand med kantareller, gulerødder og rosmarin som ragout


Vi havde egentligt forestillet os at vi skulle ud at spise picnic igår aftes, men det var ikke muligt, det var koldt og dystert, blæsende, fugtigt. Og så faldt jeg over de dejligste kantareller, som ligesom indbød til et af den slags måltider det er rart at kunne stille på et fast underlag.

Jeg havde nogle fileter af gråand i fryseren, og endte op med en ragout-lignende ting på den hurtige måde, hvor kødet altså ikke simrer sin egen fond, men bliver tilsat den. Jeg ville gerne have serveret den over pappardelle, men det havde vi ikke - og så kan anden pasta udmærket bruges, helst af den brede, flade slags. Man kan også servere brød til.

Til to personer bruger man:

*250 g. filet af gråand
*en pæn bakke kantareller
*6 gulerødder
*1 stort løg
*1 kraftig kvist rosmarin
*et lille halvt glas hvidvin
*1-2 kopper bouillon (and, kylling, kalv)
*salt og peber

Skær løget i ottende dele, og gulerødderne i forholdsvist tynde skiver. Rens svampene, og del dem evt. i mindre stykker, hvis de er meget uens i størrelsen.

Steg løg og gulerødder i olivenolie over god varme sammen med nålene fra rosmarinkvisten, og lad dem få et par minutter, til det hele er blevet en smule blødt.

Skær kødet i brede strimler, og smid dem ned til grøntsagerne. Lad kødet stege af et par minutter til overfladen er lukket, tilsæt et godt drys salt, og så kantarellerne. Når kantarellerne har stegt et par øjeblikke - men endnu ikke er begyndt at svede - hælder man knapt et halvt glas hvidvin ved. Når det er bruset af, tilsætter man bouillonen og skruer lidt ned for varmen. Lad hele herligheden simre et kvarters tid.

Kog imens pastaen, og riv en god skål parmiggiano.

Når retten er færdig, kværner man en solid omgang sort peber over den. Så ser den sådan hér ud, mindre spektakulær men mør og fyldig:

Spis den over pastaen med et generøst drys ost.

søndag den 7. august 2011

"I love you more than a strong desire to take a shit"


Selvom man ikke havde tid til mere end et par dage i sommerhuset, kan man jo godt insistere på at sommeren - uanset hvad - er sæson for at hengive sig til læsning af ting man ikke plejer at nå, underholdende knaldromaner f.eks. Indimellem, rundt omkring. Jeg faldt over denne hér anmeldelse af Carlos Fuentes "Destiny and Desire" (hvilken titel...!) i Los Angeles Times (årh hvor har den anmelder meget spalteplads...!), og bestilte bogen med i en pakke fra amazon. So far synes jeg den er vildt underholdende. Carnivalesque.

I bogens begyndelse mindes den halshuggede hovedperson Josué de gyldne dage da han endnu havde en krop, og beskriver den helt ned til dens udskillelser. Det er fine detallier. Jeg bliver mindet om dette indlysende sande, at et godt måltid først er rigtigt godt, når det føles rart hele vejen igennem fordøjelsen.

My shit varied according to circumstances, depending especially on diet. Mexican food brings us dangerously close to diarrhea, North American to stomach cramps, British to constipation. Only Mediterranean cuisine assures us a healthy balance between what comes in at the mouth and what goes out through the asshole, as if olive oil and vinegar from Modena, the produce of the gardens of Southern Europe, peaches and figs, melons and peppers, knew beforehand that the pleasure of eating should be balanced by the pleasure of shitting, very much in accordance with Quevedo's lines: "I love you more than a strong desire to take a shit."

(Carlos Fuentes: "Destiny and Desire", Random House, New York 2011, p. 10-11)

lørdag den 23. juli 2011

lammefricassée med asparges, gulerødder, gule beder, rosmarin & kørvel


Den langbenede herre som står bøjet over tallerkenen, er Asger.

Min kære ven er vendt tilbage til byen efter alt for mange års arbejdsbetinget eksil rundt omkring i verden. Jeg glæder mig allerede til hans costolette alla milanese, hans gnocchi som efter kogning steges akkurat til sprød overflade i smør, hans yogurtmarinerede kylling og taboulleh og sarah berhardt kager - åh dem! - og hans sublime vinvalg.

Men igår var det mig der lavede mad. Jeg besluttede mig for en sommerlig fricassée på lam med hvidvin, asparges, gulerødder, gule beder, rosmarin og et drys kørvel.

Fricassée er hyggelig at lave til gæster, den er ikke krævende men tager tid. Som vistnok tidligere nævnt, er konceptet at man simrer en større udskæring kød med forskelligt grønt og urter som man synes, sier den fond som kommer ud af det, skærer kødet i mindre stykker og tilbereder det færdigt i fonden på en opbagning sammen med nye grøntsager. Det er superlet at improvisere over.

Min lammefricassée kunne nemt mætte fire mennesker, og jeg brugte:

til forberedelse af kød & fond:

*750 g. lammeinderlår (eller en anden udskæring lam)
*halvandet bundt grønne aspages, enderne
*5 små gulerødder
*2 løg i sjettedele
*4 kopper / 1 liter vand
*2 glas hvidvin
*3-5 lauerbærblade
*en lille dusk bredbladet persille
*2 kraftige kviste rosmarin
*ca. 15 peberkorn
*salt

til den færdige fricassée:

*lammekødet fra før skåret i store bidder
*circa 3 kopper (3/4 liter) fond
*en god skive smør
*3-4 små spsk. mel
*et lille bundt fine gulerødder
*5 gule beder
*halvandet bundt grønne asparges, toppene
*1-2 kraftige kviste rosmarin
*kørvel
*et skvæt piskefløde
*saften af circa en halv citron
*evt. salt & peber

+ plukket kørvel

Begynd med at gøre grøntsagerne til fond'en klar. Løgene skæres i sjettedele, gulerødderne i store stykker. Af aspargesene skærer man først en tynd skive af den allernederste tørre bund, og kasserer den - så circa 7 cm, som skal med i suppen. Læg de lange aspargestoppe til side.

Læg kødklumpen i en stor gryde (gerne en tung jerngryde som f.eks. Le Creuset laver dem) sammen med grøntsagerne, en lille dusk persille (med rene stilke) revet i mindre stykker, de to kviste rosmarin revet i mindre stykker, nogle lauerbærblade, peberkorn og et godt drys salt. Hæld omkring 4 kopper vand og 2 glas hvidvin ved. Lad hele herligheden simre i halvanden times tid eller to - hold øje, og rør den igennem med mellemrum. Hæld evt. mere vand ved, efterhånden som fond'en koger ind - man skal ende med at have mindst 3 kopper (3/4 liter) til fricasséen.

Når der er omkring en halv time tilbage af kogetiden, gør man grøntsager og urter klar til næste runde - den færdige fricassée, som skal serveres. De gule beder skrælles og skæres i store tern, gulerødderne skrælles og skæres i ikke-for-tynde (men heller ikke for humpel-lignende) skiver. Rosmarinens nåle plukkes af, og stænglerne kasseres. Aspargestoppene skæres i stykker à circa 7 cm med skrå snit. Det er pænest, synes jeg.

Når fond'en er færdig og kødet godt mørt, fisker man kødet op på et skærebrædt og sier fonden (igennem en almindelig køkkensi). Grøntsager, urter mv. smides ud. Kødet skæres i store bidder, så der er ihvertfald et par mundfulde i hver bid.

Så er det man smøger ærmerne op stiller sig klar over den rengjorte gryde, med smør, mel og suppen i en hældeskål eller kande. Hav en god og ikke for klodset røreske med nogenlunde fin kant ved hånden. Smelt en god, tyk skive smør i gryden ved lav varme. Så snart den er smeltet, tilsættes melet - begynd forsigtigt med 2 spsk. Rør som en sindssyg. Det går hurtigt med massen dernede, og det kan gå meget galt. Man vil gerne have en helt - helt - jævn lysegul masse af konsistens som lidt tyk pandekagedej, men glat som mayonnaise. Tilsæt evt. lidt mere mel, hvis det virker rigtigt; massen skal stadigt kunne flyde ud, men må selfølgeligt heller ikke være for tynd. Hvis man er det mindste i tvivl om, om der er klumper i, er det lettest at begynde forfra. Hvis det ser godt ud, begynder man ligeså forsigtigt at tilsætte fond, et par skefulde ad gangen til at begynde med. Rør hurtigt og meget, meget omhyggeligt. Fond'en skal være helt indarbejdet i smør/mel massen, før man tilsætter mere. Tilsæt efterhånden mere fond, til man har den mængde sauce/suppe man finder passende. Hvis man er det mindste i tvivl om, om der er kommet klumper i under tilsætningen af fond, må man si saucen i en fin si med et klæde over. Der er få ting i verden som er mere ucharmerende end klumper i sauce (eller fromage).

Evt. overskydende fond fryses ned til risotto, suppe eller andet godt.

Skru lidt op for varmen, og tilsæt kødbidderne, de gule beder, gulerødderne og rosmarinen. Når sagerne har nået simrepunktet, kan man stille køkkenuret på circa 20 minutters tid. Tilsæt et godt skvæt piskefløde - efter smag og behag - og smag til med salt og peber. Når de 20 minutter er gåët, tilsættes asparges snitterne, og det hele får endnu 10 minutters tid. Smag til sidst til med citronsaft. Hvor meget man skal bruge, afhænger af citronens sort og modenhed. Citronens syrlighed skal afbalancere flødens fedme og kødets kraft, men må ikke i sig selv blive for fremtrædende.

Pluk kørvelen omhyggeligt fri af stænglerne.

Servér fricassée'en med et godt drys kørvel over, og med brød ved siden af.

Vi havde allerede fået stenbidderrogn med creme fraiche og hakket rødløg til forret, mens fricasséen simrede færdig, og bagefter fik vi forskellige hvid- & blåskimmeloste - bl.a. en herligt moden chaumes - med figenmarmelade til.




onsdag den 13. juli 2011

salat af perlebyg med tomat, agurk, feta, oliven & urter


Der er denne hér salat af perlebyg, som også optræder på billedet af vores første picnic i maj. Igår lavede jeg den igen, mens vi holdt et øje på den dystre himmel, og håbede at der alligevel var en chance for tørvejr og aftensol, som vi kunne gribe. Det var der. Det blev til picnic på en bænk i lystbådehavnen ved den lille havfrue, ikke langt fra porte og markiser, men vi skulle ikke bruge dem, himmelen holdt tørt og var smuk og lyserød og imødekommende.

*1/2 kop perlebyg
*150 g. gedefeta
*6-8 tomater
*1 agurk
*100 g. små sorte oliven
*frisk mynte (eller oregano og/eller bredbladet persille)
*3 fed hvdløg
*hvidvinseddike
*olivenolie

Perlebyggen sættes over, og koger 20 minutter i letsaltet vand.

Skær tomaterne i sjettedele, skær agurken i stave, fjern kernerne, og skær dem (stavene!) i forholdsvis små tern. Skær også fetaen i tern, kvas de tre fed hvidløg omhyggeligt i morteren, og hak mynten (og persillen eller oreganoen eller hvad man har) nogenlunde fint. Hæld det hele sammen i en skål (eller en picnic box), og tilsæt oliven, en god sjat hvidvinseddike, en lille sjat olivenolie og et drys salt.

Så er den i vinkel.

Vi spiste et kyllingebryst til, skåret i skiver hjemmefra, nogle dejlige ovnbagte samosa'er med kartoffel/ærtefyld, tahindip, et lille stykke groft brød og en bid blåskimmelost.

onsdag den 29. juni 2011

lige pludselig picnic med tomatsalat med sardiner, oliven & salvie


Vi har ventet på det i ugevis, og lige pludseligt kunne det lade sig gøre. At tage ud på voldene og lade sig synke ned i den milde, blide sommeraften, i det høje, saftige græs, under en himmel der aldrig bliver rigtigt mørk men kun tegner violette pasteller over den nedgående, flamingo farvede sol. Med en bid at spise, et glas vin at nippe til, og tid at sludre i.

Vi havde ting at gøre indtil lidt hen på aftenen, og da vi endeligt kunne slippe dem ville vi bare afsted, ud, nyde poesien og ikke dvæle over skærebrædt og komfur først. Sådan en aften kan en pizza være en strålende mulighed synes jeg. Især når den ikke står alene, men bliver suppleret af en lille salat af en art, og hvad man ellers har. Vi er især glade for kartoffelpizza, helst den som Spigad'oro i Kompagnistræde kalder pizza bianca, og som vi altid bestiller uden bacon. Den udmærker sig i forhold til byens andre kartoffelpizza'er ved at have forholdvist rigelige og tykke skiver kartoffel - og ost, men ingen olie. Det lader til at hvor de fleste pizzeria'er skærer kartoflerne meget tyndt ud for at mørne dem hurtigt i den hede ovn, så har Spigad'oro forkogt sine. Det er et hit. De smager bagt, og er bløde mod den sprøde bund.

Vi havde et stykke chevre du poitou med, et lille stykke fougeru, nogle italienske crackers og en flaske nero d'avola - og så denne hér hurtige og fyldige tomatsalat, som jeg smækkede sammen på ti-femten minutter.

Tomat salat:

*10-12 små blommetomater
*ca. 50 g. små brune oliven
*frisk salvie (4-5 store blade)
*en dåse sardiner (jeg brugte de saftige og milde Delicius i olivenolie, som kan fås i Supermarco)
*3 fed hvidløg
*balsamico
*olivenolie
*en anelse salt

Tomaterne skæres i kvarte. Sardinerne drænes for olie og hakkes groft. Hak salvien forholdsvist fint, og kvas hvidløgsfeddene omhyggeligt i en morter. Hæld det hele sammen i en skål, tilsæt oliven og dryp med god balsamico og olivenolie, og tilsæt evt. et lille ekstra nip salt.

Ude på Christiania var vores yndlingsbænk ikke alene fri, den havde også undergået en forvandling til kærlighedsbænk!

... med hjerter:

... og meninger:

.... og opfordringer:

I træet bag den sad en hemmelig makker og smilede til os.

Vi pakkede de medbragte sager ud, og sank ned i freden. Bænken føltes virkeligt meget dejlig.

Over søen skreg fuglene, men vi har luret dem & deres afføring - de kunne ikke nå os. Kun en enkelt myg insisterede. Vi skal vist lige et smut til Malmö at købe noget Djungelolja ved lejlighed.

fredag den 10. juni 2011

Oh yeah!


Sådan hér ser min eftermiddag ud!

Det har været lidt meget, det hele. Så jeg besluttede allerede for længe siden at jeg vil holde fri denne weekend, og nyde Pinsen.

Jeg havde nogle aftaler i formiddags, men på vejen hjem tænkte jeg på friheden der ventede. Og måtte forbi Dessertdragens Kageværksted at manifestere friheden ved at købe en dejlig kage med. Jeg havde forestillet mig en gulerodsmuffin eller en moussekage, men det er bare fordi jeg har siddet for længe ved skrivebordet. Ude i virkeligheden er det blevet sommer, det er smukt og saftigt og frodigt, og der er bær.

Dessertdragen var gået grassat i jordbær. Danske jordbær, understregede hun. Så man kunne få klassiske jordbærkager med chokoladedækket mazarinbund, en slags fuglereder i lysende hvid marengs med chokolade og en flødeskumscreme der hyggede om bærrene i redernes bund, noget de kaldte jordbærbagateller som var en fast, svagt lysegul creme - sat med smør, som de udtrykte det - med jordbær og lidt kiwi i (tror jeg der var), med tynd, fnuglet bund omkring, skåret i nydelige firkanter, og en slags jordbær-med-fløde-kage, som lignede panna cotta toppet med jordbær. Og så denne hér. En cheesecake med jordbær. Den stod på sit eget fad og smilede til mig.

Der er ikke andet for end at kaste sig ud i herlighederne. Jeg begynder nu.

Jeg har ryddet skrivebordet, og fundet en stak tegneserier frem.

Jeg vil læne mig tilbage i dem og i jordbærrene. Smage og nyde og overhovedet ikke kigge på hvad klokken er.

torsdag den 26. maj 2011

Frederiks Have


Sådan hér så der ud under min næse igår, klokken 20.50 på Frederiks Have.

Min smukke faster er vendt tilbage til Danmark på besøg i en uges tid, og inviterede os ud at spise. Frederiks Have er virkeligt et skønt sted.

Mit første besøg derude var sidste år, hvor min faster fejrede sin fødselsdag med et stort selskab, og vi fyldte hele den nedre del af restauranten op. Jeg sad mellem en af hendes veninder og en af de norske fætre, overfor mere familie som jeg alt for sjældent ser, og et par nye bekendtskaber, så jeg sludrede meget og var konstant bagud på min tallerken. Men jeg husker stadigt hvor frisk og godt og reelt det var, og ærgelsen over ikke at nå til ende med hovedretten som var noget dejligt lam anrettet på forskellige måder. Ikke den trætte new zealandske slags, men dejligt dansk - tror jeg - ikke for magert lam.

Jeg fik revanche igår!

Først fik vi et perlende, frisk glas Crémant de Bourgogne med en dråbe Grand Marnier (tror jeg det var) i, og en amuse bouche af stenbidderrogn med ristede løg og ærteskud, og en lille, kold sauce.

Der kom brød til i en kurv, to-tre forskellige slags.

Så en fin, akkurat tilberedt filet af skærising med hjertemuslinger, og noget bladselleri og agurk skåret meget kunstfærdigt ud, og en smuk, klar, grøn agurkesauce.

Så kom lammet i tre skikkelser; som pølse, som culotte og som en rillette-lignende ting, meget saftig, meget smagfuld. På billedet ligger den halvvejs begravet under grønne herligheder, ramsløg, spidskål og dampede, grønne asparges. Med en krammer fra en intens, reduceret sauce. Og små, faste kartofler. Vi fik en usædvaneligt skøn brunello til, som mindede mig om hvorfor jeg plejer at sige at netop brunello er min yndlingsvin.

Jeg har ikke undladt at slå den op på nettet idag, for vi skal helt sikkert ikke slutte bekendtskabet hér, jeg og Brunello di Montalcino "I Palazzi", Tenimenti Angelini 2005.

Til sidst fik vi rabarber tilberedt på forskellige måder; som en slags yoghurt - som måske lige var en tand syrlig til det ledsagende, søde glas (som ikke var sauterne, men mindede grangiveligt om det...) - som is, og med en skefuld krydret øllebrød og meget finreven, meget mørk chokolade til.

Jeg er fan!

onsdag den 11. maj 2011

under åben himmel


Sådan så det ud på en bænk i Amaliehaven, under de lavthængende grene af en mørkelilla syren, mens himlen endnu var lys og månen var oppe, sløret, snart halvt fuld, hundelufterne spadserede langs kajen, turisterne var væk, springvandet slukket, og luften stille og kun let fugtig, ved ni-tiden igår aftes.

Årets første picnic!

Vi fik kyllingelevere som var stegt med løg og hvidvin, og simret færdig med kalvebouillon (det var hvad jeg havde i fryseren), nogle kviste timian og et drys salt og peber. Vi havde friskreven parmiggiano med i en boks for sig, til at drysse over.

Desuden en salat af kogt perlebyg med tomater i små både, agurk i tern uden kerner, masser af friskhakket mynte og bredbladet persille, feta og en dressing af hvidvinseddike med olivenolie, fire knuste fed af de dejligste, friske egyptiske hvidløg, salt og peber.

Og samosa'er med grøntsagsfyld og dejligt hjemmebagt brød. Og et glas chianti classico, som vi skålede for de lyse nætter i.

mandag den 25. april 2011

Påske!


Sådan så vores påskebord ud igår aftes.

Vi begyndte med at bruge en time eller to i køkkenet på at gøre grøntsager og urter i stand, koge vagtelæg, koge smørbønner, grille en aubergine som skulle bruges senere, og åbne vinen.

Jeg bandt også den fine, lille lammekølle op med rigelige buketter af rosmarin, salvie og timian hele vejen rundt. Urternes aroma trænger subtilt ind i kødet mens det steger i ovnen.

Så var vi klar til noget action.

Vi begyndte med at blende en pesto rosso af soltørrede tomater, og spise den på små crostini mens vi skålede i et boblende glas vino ved køkkenbordet.

I baggrunden ser man mit skærebrædt med de små, halverede vagtelæg hvis blommer jeg netop havde fjernet og smidt i den lyserøde skål, så de var klar til at blive blendet med hvidvinsdrukne pinjekerner, løvstikke, honning, fiskesauce, hvidvinseddike og et kværn sort peber.

Da vagtelæggene var fyldt igen, grøntsagerne til forretten var klar og vi havde overblik over resten, satte vi os ind ved spisebordet og nød lidt stenbidderrogn med creme fraiche og rødløg, og æggene ved siden af. Der var som sædvaneligt brød på bordet - jeg ER lidt monoman med mit brød - og vin tilbage til de små, grønne glas.

Så satte vi pastaen over, og jeg lavede en sauce af grønne asparges med hvidløg, hvidvin og gorgonzola, salt og peber. Jeg havde et lidt løst greb om hvidvinsflasken, så saucen blev en smule for tynd; vinen var simpelthen ikke dampet så meget ind som jeg havde forestillet mig, da de små aspargessnitter var møre. Jeg vægtede biddet i asparges'ne over saucens tæthed, og smeltede gorgonzola'en ned i den lidt rigelige, afdampede sjat vin som lå på panden. Det smagte skønt som altid, og det var dejligt forårsagtigt med de asparges.

Og så var det tid til at skære påskemiddagens ikoniske lammekølle for. Jeg steger en hel steg så sjældent at jeg til stadighed føler mig usikker på hvor længe den skal have. Jeg er ængstelig for at give den for meget - jeg ville føle at jeg havde krænket kødet, på en eller anden måde, hvis det endte trist og brun-beige og tørt - men er omvendt ligeså ængstelig for at servere råt kød, når det ikke er hensigten. Under opbindingen, under dækket af de udtørrede urter, viste lammet sig heldigvis at være perfekt. Indenfor en bred, brunlig kant fandtes et stort, rosa centrum, akkurat tilberedt i midten, stadigt saftigt hele vejen igennem.

Vi havde to små grøntsagsretter ved siden af.

I den hvide skål til venstre er der smørbønner som først blev kogt, siden stegt af i olivenolie til skindet akkurat sprak. Da det andet og sidste hold bønner på panden var klar, kom der hvidløg og chili ved, lidt salt og tyndt strimlede forårsløg og ramsløg. I en skål blander man hele den lune herlighed godt sammen, tilsætter citronsaft og sumak, og til sidst fårefeta i smulder eller tern. I den gule skål til højre er kødet fra den grillede aubergine findelt og moset, rørt op med tahin, lidt salt, granatæble molasse, citronsaft, salt, peber og grofthakket, bredbladet persille, og til sidst vendt med små tern af agurk (uden kerner), mini tomater i både, og kernerne af et frisk granatæble.

Jeg havde en rest fåremælksyoghurt tilbage fra Skærtorsdagens traditionelle frokost med Gigi, Marianne og min storesøster, og det meste af et bundt duftende mynte, så vi lavede også en lille myntesauce. Og havde dejlige, små, brune oliven niçoises.

Vinen var en Chianti Classico Casina di Cornia 2007 ude fra Fabio i Cibi e Vini. På én gang ungdommeligt let og frugtig, klassisk sangiovese, og træ-agtigt lagret. Den passede strålende til den middelhavs arabiske tuning, bordet var inde på. Vi havde som sædvaneligt kildevand ved siden af.

Der var en farverig rigelighed som dækkede tallerkenerne. Og jeg nød at spise af netop disse tallerkener som jeg ikke bruger til hverdag, fordi de er gamle og lidt skrøbelige i deres sprøde fajance, og har affektionsværdi. Det er de Villeroy & Boch tallerkener min mormor & morfar fik som deres første stel da de var nygifte.

Det fungerede rigtigt godt med bønnerne og auberginehistorien, var vi enige om. Bønnerne var bløde og lune og venlige med lidt bid fra chilien og deres grønne flitter, auberginecremen syrlig og frisk på en fyldig måde. Det hele var dejligt. Jeg synes jeg plejer at kunne tage sundt & godt fra ved et middagsbord, min petite størrelse i betragtning, men ville ønske jeg havde en større mave, når jeg sidder ved så veldækket et bord. Det er irriterende når maven er mæt før ganen er det.

Vi hyggespiste et stykke tid, småretter og særligheder inviterer ligesom til det. Ligesom rødvin gør.

Men så var det tid til ost. Vi lod de små brune oliven blive på bordet sammen med brødet, og fik iranske dadler til. Det er de bedste. Saftigt-klistrede og aromatiske.

Ostene var karakterfulde sager, fåreoste og et par råmælksbrie'er, den ene - den rødlige yderst oppe til venstre - en fyr som var dyppet i vin og lagret på en særlig måde, virkeligt insisterende.

Til sidst tog vi også kagen med ind ved bordet. Det var en mini panettone som jeg fik foræret for måneder tilbage, og som havde ligget og gemt sig i køkkenet. Om formiddagen havde jeg prikket den over det hele med en langtandet gaffel, og lavet en sirup af saften af et par citroner, noget rørsukker og en halv gren rosmarin, som blev hældt over. Den havde stået og trukket hele dagen, tildækket, og var syrlig og karamelagtig i overfladen.

Vi var mætte og tilfredse, og der var stadigt vin at nyde, det er det bedste, det eftertænksomme glas. Lysene var ved at brænde ud, og fuglene sang udenfor da jeg slukkede de sidste.