søndag den 5. august 2007

grønne bønner, et stort savn


Hvad blev der af de grønne bønner denne sommer? Det har været umuligt at få friske, økologiske, grønne bønner siden juni. Da var de næsten alle egyptiske. De sidste jeg fik var grove og lyse, man veg udenom dem i salaten.

Jeg spiser dem ellers til overflod, jeg synes de er dejlige og dejligt anvendelige, grønne, sprøde og mættende. De er næsten fast tilbehør i madkassen på uni. Så nipper jeg dem i enderne, skærer dem over med et skråt snit, damper dem (i en dampindsats) i circa 2 minutter, og vender dem i en dressing af citronsaft og acaciehonning rørt med masala og salt. De mister intet ved at nå stuetemperatur, de passer godt til et par skiver paté eller lidt rørt tun og oliven.

Forleden bukkede økoflipperen under for bønnespiseren. Jeg købte giftige/konventionelt dyrkede, franske, grønne bønner. Nippede dem i enderne, dampede dem i hele deres nydelige længde, og spiste dem som snack med resterne af min tahinsauce som dip. Dejligt. Men de var ikke fantastiske, der var brune, knækkede ender, og adskillige måtte smides ud direkte fra pakken.

Er det den ondskabsfulde regn, der har taget bønnerne med sig?

Ingen kommentarer: