Det var sindsygt koldt at stå nede på Rådhuspladsen, det frøs for alvor, og det blæste. Men det var Malk de Kojn! Og hvad skulle man så gøre, andet end at mænge sig, blandt alle de andre solidt påklædte københavnere, og rækkerne af bredhoftede, solidt jysk-udseende politibetjente. Det var så vidunderligt fjollet det hele, at holde koncert i så umuligt vejr, trængslen mellem scenen, den tændte globe og skurvognene i Hopenhagen landsbyen, juletræet, den sært dæmpede klappen fra luffer, folk der insisterede på at danse i deres tumledukke-tykke påklædning, de iskolde dåseøl, hårbøjlerne med griseører og Malk de Kojns ko kostume. Lyden var ikke så klar, men det gjorde heller ingenting, alle mellem 14 og 40 (alle undtagen jeg) kunne tilsyneladende ordene udenad, og mangedoblede dem fra alle sider.
Det var så god en fest at man ikke overvejede at gå, før man faktisk var blevet alt for kold. Nede ved Larsbjørnsstræde var det næsten ikke til at overskue. Vi stred os videre, vi holdt ud, akkurat, og nåede hjem, stønnende, med noget der mindede om krampe i lårmusklerne, mine fødder var røde og hævede og krævede øjblikkeligt fodbad.
Ligeså snart vi kunne trække vejret uden at blive svimle, løftede det skandinaviske blod sig, og krævede sin ret.
Protein. Fedt. Alkohol.
Lige med det samme.
Så det endte med noget så mærkeligt som Cointreau af arvekrystallet og kyllingepølser af en smørrebrik. Det var vidunderligt. Det mindede mig om at et vidunderligt måltid netop ikke altid hviler på det omhyggeligt forberedte og udførte. Nogle gange hviler det alene på den lykke det er at få dækket sine behov når de er der.
