Ok, det er et uskarpt billede af en smuk lille pige, men jo ikke bare en hvilkensomhelst smuk lille pige. Det er min skønne niece. Og jeg er kaffemosteren.
Jeg har en Vibiemme domobar og de gode bønner fra Risteriet. Dahlia har kaffetørsten.
Hendes storebror er nysgerrig, mest overfor Vibiemme selv, han er en god co-barrista, men taber interessen når hanen lukkes og maskinen indstiller sin knurren, vender tilbage til sine stilfærdige suk, sin sporadiske klikken, og kaffen står hed og klar under sit cremede låg.
Det er til gengæld hér at Dahlias interesse bliver vakt.
Vi taler ikke om en almindelig, barnlig interesse for voksnes verden og nye dufte og konsistenser og fascination af små kopper. Denne hér pige er virkeligt glad for sin kaffe. Ved sommerhusets morgenborde har jeg set hende frustreret og ærgerlig overfor kaffekanden og de påholdende forældre, som forsøger at holde kaffetørsten hen. Ihvertfald forbi de 2 år. Men det nytter ikke. Hun må have sin kaffe, om så bare stærkt fortyndet i et glas mælk, hvis det virkeligt er det eneste de voksne vil gå med på.
Denne eftermiddag stod den franske mandarinsodavand i lyserødt prinsesseglas i ulige konkurrence, da kaffen kom på bordet mellem min søster og mig. Pludseligt sidder tøsen på skødet af kaffesøstrene og bunder, med kaffekoppen imellem begge hænder og hovedet lagt tilbage, for lige at få det hele med. Hun foretrækker den straight up.
Jeg ved godt at det slet ikke er fornuftigt og godt at drikke kaffe mens man stadigt går med ble. Men jeg synes altså at det er benhård kaffestil. Og fræsende baghjul til de voksne der ødelægger deres med sirupper og sukker og drukner den i mælk. Om 15 år vil Dahlia tilkaste dem hånlige blikke, mens hun bunder en dobbelt ristretto.
