Le Grand Chef 2012

GRAND CHEF 2012 - 22 avril, le 1er service by GrandChef2012

Da jeg kiggede Le Mondes netudgave igennem denne morgen, faldt jeg over filmen hér. Hvor herligt at mad og madkultur er så integreret en del af fransk selvforståelse, at en kokkekonkurrence byder sig til som den naturlige ramme for animeret, politisk satire.

Det viser sig at der er adskillige episoder i serien, den er tilsyneladende begyndt for flere uger tilbage. Man finder en intro til kandidaterne  - Candidate Choucroute, Candidate Bouillon, Candidate L'Ex-presso, Frometon, Verdure, Tire-Bouchon - hér.

Og følger med via linket hér.

Pludseligt er fransk politik blevet betydeligt mere underholdende.

Bon appétit! Og bonnes élections, signer jeg bare.

(og stem så Choucroute ud, hendes menu stinker... de dér 18% må være en misforståelse?)

apartheidkagen fra Floras fødselsdagsbord

Julie kom forbi med noget af overfloden fra sin nieces fødselsdagsbord. Flora blev fem år. Hun er heldig at have en familie som gør en del ud af dette hér med at fejre, og de fylder efter sigende kagefadene op med en entusiasme og en grundighed jeg må beundre.

Det er lidt ligesom med den nu salige Hr. Møller, tænker jeg, når jeg læser at han bl.a. fejrede sine - mange - fødselsdage ved at sørge for, at der blev delt wienerbrød ud til hver eneste medarbejder i hans virksomheds 100.000 tallige skare. Der er et næsten royalt format over det.

Og fejringen af Floras fødselsdag nåede altså helt fra Himmelev og herind til Rundetårn, i form af dejlige, blanke, duftende hvedeboller og chokolademuffins i fine forme med flag.

Når jeg kigger ned på denne hér muffin, som den står på tallerkenen og byder sig til, indser jeg bare at der jo ikke er tale om en chokoladekage. Egentligt. Jeg tror det var drengene i min gymnasieklasse som satte dens rette navn på plads for mig: de kaldte sådan en kage for apartheidkage. For mit indre øre kan jeg tydeligt høre Rolf kalde den det, mens vi skriver kageliste på et eller andet hold.

Kagen består jo af en stor brun masse, som er dét der får det hele til at hænge sammen. Og øverst er der et tyndt hvidt lag. Forklarede de.

Hvor herligt at en kage med et navn der smager af så bitter en fortid, giver sig så sødmefuld idag. Kun med en let, lys syrlighed på toppen. Citron.

alt dét føleri med duft og smag og fornemmelser og halløj.... pff

Politikens vinskribent gør sig med mellemrum nogle ejendommelige betragtninger. Som nu denne hér med udgangspunkt i en kollegas stålsatte rationaliseringstrang og meget høflige omgangskreds.

Det er ihvertfald underholdende.

Som Asger svarede, da jeg sendte billedet ovenfor som mms:

"ang. vinslatter, så synes jeg også bare at vi næste gang vi sidder der med en halv flaske Pingus og en halv flaske Romanée-Conti som vi ikke orker at drikke, så blander vi sgu bare lortet"