søndag den 1. august 2010

dolcissimo


Som barn syntes jeg at der var noget uhyggeligt ved begrebet "lørdagsslik". Vi fik det ikke selv, men man kunne høre om det eller opleve det i andre familier, hvor dette lørdagsslik f.eks. manifesterede sig i separate skåle - decideret - jeg husker konkret en families røde slikskåle, som hundeskåle, triste, asociale, det virkede så regelbundet, så programmæssigt, så lystløst.

Jeg tænker på det mens jeg indser, at der umærkeligt er gået rytme i mit eget forhold til kage. Jeg er ligeså lidt glad for regler nu som da jeg var barn, alligevel har kage etableret sig som en ret så rart tilbagevendende del af det bløde, venlige flow jeg bestræber mig på at min søndag har. Og det føles hverken regelbundet eller programmæssigt, det føles traditionsrigt og under alle omstændigheder lystfyldt. Søndag er så velegnet til kage, for jeg har tid til at nyde den. Det pokkers er at mit yndlingssted - Dessertdragens Kageværksted - er lukket om søndagen, men på vej tilbage fra Messe kommer jeg lige forbi både Emmery's og van Hauen, og kan gøre en ubesværet afstikker til Lagkagehuset, som jo snart findes allevegne.

Idag fik vi noget helt særligt: et udvalg af små italienske kager, som Julie havde medbragt fra den italienske bod på fødevaremarkedet, som i disse dage breder sig over Kongens Nytorv.

Efter Messe, efter lidt huslighed og en backflushing af køkkenets konge, Vibiemme, denne overdådighed:

En lidt sejg, millefeuille-lignende kage med citron creme.

En bådformet, småkagesprød og smørsukkersød ramme om en meget fast, meget sød creme med pinjekerner.

En lille massiv kugle af en slags grovmalet mandelmasse med et marmeladecentrum.

En mandelsag mere med en anden slags marmelade.

Jeg bryggede kaffe og serverede mandelmælk til. Det var altsammen skønt, det var også meget sødt, meget, meget sødt. Jeg ville ønske at der var mere af en araber eller syditaliener i mig, for jeg ville helst have spist og drukket mere af herlighederne end min naturlige grænse tillod mig. Jeg har sådan én. Den er irriterende. Til gengæld er der rester til imorgen.

picnic med pesto rosso


Jeg er glad for at tage pasta med i picnictasken. På det sidste har jeg især været glad for pasta vendt med pesto og noget sprødt grønt af en art. Den klassiske, grønne basilikum pesto er altid en vinder, men i de sidste uger har jeg shoppet forskellig fyldt pasta i Supermarco, hvilket kaldte på nye eksperimenter. Så igår fik vi raviolini med parmigiano og basilikum, som var vendt i pesto rosso - min version af tomatpesto - og rucola, mens de stadigt var dampende varme. Det tilbereder rucolaen en smule.

Pesto rosso:

*50 g. soltørrede tomater, udblødt i vand
*1/4 - 1/2 kop pinjekerner
*1 kop reven parmigiano reggiano
*4-5 spsk god olivenolie
*1 spsk aceto di pomodoro
*3 fed hvidløg
*en smule salt

Læg de soltørrede tomater i blød i koldt vand mindst fire timer i forvejen. Dæk skålen til.

Når tomaterne er bløde, hældes vandet fra. Skyl evt. en ekstra gang.

Riv omkring en kopfuld parmigiano.

Hæld alle ingredienser i blenderen, skær evt. de tre fed hvidløg i mindre stykker først. Blend til pestoen er ensartet. Smag til! Vær opmærksom på at tomaterne kan være lidt salte i sig selv, så det kan være klogt at begynde forsigtigt. Konsistensen kan reguleres med mere olivenolie.

Hvis pestoen skal bruges til pasta, kan man - ligesom med den grønne - med fordel regulere konsistensen med lidt af pastaens kogevand, synes jeg. Men den kan naturligvis også bruges på crostini som den er, som dressing og til meget andet.

Til picnic havde vi, udover raviolini'erne, medbragt nogle pinde-hapser af tallegio stukket på gedechorizo, et stegt kyllingebryst med dejligt, sprødt skind, tomatsalat, oliven og en perfekt moden chaumes. Og brød og vino, selvfølgeligt.

Åh sommeraften!