onsdag den 26. december 2007

Kongen af Det Kolde Bord


Det må være glimmerforskrækkede protestanter, der har formuleret æsthetiske principper som less is more og simple is beautiful.

Det passer jo ikke. Arabiske ørenringe med snirkler og blå sten, lingeri fra Agent Provocateur, og tunesisk moskusparfume modbeviser det uden videre. Som en omhyggeligt sammensat tagine, der smager af Paradis, eller krydderiblandingen ras el hanout. Eller en Messe juledag.

Kun engang imellem gælder det for dét der sker på bordet. Som ristede kastanjer med pecorino, godt brød og et glas vino. Eller dette sublime, en klassisk dansk fedtemad. Den kulturhistorie der hviler på det flade stykke, lader ikke mediterrane fåreoste noget efter, det er velsmag nedarvet gennem generationer. Den taler om svine- & andehold, om at udnytte alt fra dyrene på en respektfuld måde, og om den glæde der findes i små ting.

Jeg er opvokset uden at kende til fedtemadens glæder, men lod mig introducere til den ved en frokost hos min morfars lillebror for nogle år siden. Siden har jeg betragtet den som én af vinterens største glæder. Der findes som bekendt forskellige slags smørbart fedt, de mest almindelige er den hvide og forholdvist faste svinefedt, og den lidt mere gullige og meget bløde andefedt. Jeg synes afgjort at andefedt er det mest aromatiske. Min fedtemad består helst af en lidt rustik skive af Van Hauens firekornsrugbrød, smurt forholdvist generøst med andefedt, og drysset med Maldon sea salt. En del af dens charme er at den er en typisk køkkenbordsmad, for andefedt har så lavt et smeltepunkt, at den ikke kan holde sin faste form ret længe på et middagsbord.

Jeg mangler endnu at finde begejstring for fedtegrever, men det er sikkert bare et spørgsmål om at finde de rigtige. En herre i Holte har angiveligt glæde ved et stykke, som beskrives som surbrød med fedt og puddersukker (dvs. brun farin). Det vil jeg prøve ved lejlighed.

Min far har tilvejebragt så rigelige mængder andefedt, at jeg overvejer at koge confit af det. Hvis ikke alle de økologiske ænder er spist, og eksamenslæsningen tillader det.