picnic med pindemadder

Mad af et snack-lignende tilsnit er dét som egner sig bedst til picnic, synes jeg. Småting som bringer variation med sig, nogle som giver naturlige pauser i måltidet, nogle som er hyggelige at fingerere rundt med, på en handy måde, mens man sludrer og nyder sin vin og den lune, lyse aften.

Igår havde vi pindemadder med. Jeg skar taleggio i små, tykke trekanter, som jeg omviklede med en smal strimmel tyndt skåren pølse (vælg en salame som giver store skiver, skær dem i strimler), og stak sammen med et blad basilikum. Vi begyndte med dem, og vendte tilbage til dem indimellem.

For der var jo andre gode sager med i den nye, fikse boks. Et kogt kyllingebryst med tahin dip og Asgers tabbouleh, som en marokkansk restauratør i Los Angeles - et stamsted i hans mange år i byen - har givet ham anvisninger på. Bulguren giver struktur, men den dominerer ikke; tomaterne er befriet for kerner og skåret i små, fine tern, der er mynte og - især - bredbladet persille i en hakket rigelighed, det hele er frisk og syrligt, syrligt ikke bare af tomater, men af citronsaft. Den tabbouleh trækker spyttet frem.

Vi havde også chips med. Vi spiser dem i grunden alt for sjældent, men nogle gange om året må jeg have dem. Og vi gider kun de ordentlige. Disse hér var fra Tyrell's med salt og peber, ret retro. Det er fantastisk hvor all-round sådan en tahin dip er - også hér er den dejlig, ligesom til kyllingekødet og ved siden af vores tabbouleh, på hjørnet af et stykke brød.

Kjær & Sommerfeldt har en masse herlige sommertilbud i disse uger; jeg vil helst købe min vin i Cibi & Vini på Torvegade, men den ligger en lille udflugt herfra, Kjær & Sommerfeldt kun et stenkast, og jeg har travlt i øjeblikket. Og et af deres tilbud er jeg faktisk blevet rigtigt glad for, vil jeg gerne indrømme. Det er denne hér Laroche Mas La Chevalière 3 Grappes Rouges 2010, blød, fyldig, lidt bær-, lidt blomme-agtig på en fed måde, struktureret, mørk i glasset, violet i kanten. Noget ganske andet og langt venligere end de slemme, sydfranske merlot-kradsere som længe har taget modet fra mig sydfrankrigsmæssigt. Asger insisterer: jeg har bare været uheldig. Og jeg begynder at tro ham. Jeg har bestemt fået mod på mere. Indtil vi når til den Châteauneuf-du-Pape han taler om, er dette hér ihvertfald den helt ideelle picnic vin, den har endda skruelåg.

Vi havde også ost med, noget komælk fra Ma Poule i Torvehallerne. Og det lette mørke begyndte at falde på.

Der er perfekt udsigt til den urbane solnedgang fra Holmens bænke. Vi havde lygten med, og der var ingenting at skynde sig for.

stabelbar picnic à la mexicana

Det tegnede til at blive en mild aften igår, så vi besluttede os for at smække en picnic sammen og spadsere ud mod vores yndlingssted på Christiania. Fremme ved søen viste det sig, at alt for mange allerede havde tænkt circa det samme, og de fyldte ligesom pladsen ud. Så vi skråede over broen igen, og fortsatte ud på Holmen mens skyerne trak sammen, og jeg blev glad for at jeg havde medbragt mit sjal.

Holmen er lidt stram og antiseptisk i det, med sine arrangerede linjer, slebne sten og store glasflader. Til gengæld er bænkene virkeligt gode til en picnic, meget lige. Vi valgte én foran operaen, med udsigt over havnen, med lyden af en fest et sted, en landbus som vendte på parkeringspladsen, en vandbus som lagde til og fra med mellemrum, lejlighedsvist en båd som fræsede sig vej mod havneudløbet med hvide krusninger efter sig, vandet som duvede tungt mod kajen, måger som sigtede en landing på stenpillerne med skrånende vingefang, et par hundluftere, cykelturister, lys himmel over de vekslende skyer, det er sommer trods alt.

Der var mexicansk stemning i picnic tasken, i denne hér fikse indretning af stabelbare skåle som min storesøster har givet mig. Jeg har ønsket mig sådan én i evigheder, og jeg må tilstå at jeg har en husmor-lignende begejstring for dens handy-hed.

En mexicaner ville muligvis vægre sig ved traktementet, det var jo ikke varmt, tortillas'ne ikke længere nybagte, det var muligvis rasende u-autentisk sammensat, jeg ved det ikke, igår interesserede det mig ikke så meget, vi er europæere og jeg tænkte at det kunne fungere.

Vi havde majstortillas, ristede sesamfrø og en Gavi med. I den lyserøde skål laks og kartofler vendt i en salsa verde, i den lyseblå forskelligt grønt - spæde spinatblade, skiveskårne tomater, fintskårne forårsløg og rødløg - i den lysegrønne skåls store rum en salsa verde rørt med fåremælksyogurt og lidt ekstra salt, i de mindre rum lidt gedeost og en rest yogurt, begge dele til de skønne jordbær i den mørkeblå skål.

Salsa verde. Jeg har allerede for flere måneder siden tænkt at jeg ville poste opskrifter på både sådan én og en chipotle sauce, men jeg har ikke haft tid. De kommer. Men i store træk er en salsa verde jo sådan noget med grønne serranos, ristede hvidløg, løg, tomatillos, bouillon. Jeg laver den typisk i større mængder og fryser den ned portionsvist, så igår kunne vi uden videre tage en pose op.

Laksen køber man i et pænt stykke hos fiskehandleren, og koger 10 minutters tid i saltet vand med et løg skåret i sjettedele. Imens gør man kartoflerne klar, skrubber dem grundigt og skærer dem i store tern. Når laksen kommer op, koges kartoflerne i det samme vand i circa 3-4 minutters tid. Så varmer man lidt salsa godt igennem på en sauterepande. Fjerner skind og eventuelle ben fra laksen, smider den ned i saucen sammen med kartoflerne, puffer lidt til kødet så det falder i mindre stykker, og varmer det hele igennem et par øjeblikke.

På tortilla'en stabler man tingene som man synes. Jeg synes der skal grønt nederst, så laksetingen toppet med en bred stribe salsa verde dressing, til sidst et drys sesamfrø.

Det fungerede helt fint.

Det blev sent, midnat, men det er jo ikke rigtigt mørkt, der var varme i maden, vi tændte lygten og spiste jordbær, sludrede til vinen var drukket.

sommersnack: jordbær med rosensirup & fåremælksyogurt

Man skal jo nyde jordbærrene, nu de er her. 

Og det er klart, der er få ting - alright, der er nok ingen - som kommer op på siden af de jordbær som stadigt er solvarme, duftende, med kødet modent mørkerødt, hvælvet og blankt mellem kernerne, og som man selv har plukket. Eller de jordbær man - i det mindste - kan købe fra små haver oppe omkring sommerhuset. Det er næsten en synd at gøre noget ved dem, de er perfekte som de er. De er lige til at spise og blive taknemmelig over.

Men hér i byen, hvor man må nøjes med de bær man kan finde i Torvehallerne, okay men nogle gange lidt rigeligt robuste, hårde, syrlige, umodne, kan man godt iklæde dem lidt ting & sager uden at skamme sig, synes jeg.

Forleden spiste vi f.eks. en halv bakke jordbær skåret i fjerdedele (eller sjettedele, afhængigt af størrelsen), vendt med lidt arabisk rosensirup, serveret med fast fåremælksyogurt og en kvist mynte.

Det var en herlig lille snack.