Vi spiste burgere forleden aften. Det var på tide! Jeg har haft lyst til dem i månedsvis (hvis det kan gøre det), men hver gang jeg har været konfronteret med muligheden, på caféer eller via Halifax’ skilte på vej hjem gennem Larsbjørnstræde, har jeg ikke rigtigt haft lyst til dem alligevel.
Problemet er kødet. Jeg er ikke fanatisk økoflipper, jeg kan sagtens spise konventionelt dyrkede grøntsager og kornprodukter hvis ikke der findes et bedre alternativ. Men konfronteret med kød som hverken er fra friland eller økobrug, kan jeg næsten høre skrigene fra stalde og bure løfte sig fra tallerkenen. Jeg ser svin med skuldersår, sørgmodige tremmekalve og fjerløse høns for mig. Det er aldrig ok. Det er et 100 % gastronomisk, etisk, æsthetisk turn-off for mig.
Så vi måtte samle dem selv. Det var faktisk lidt udfordrende.
Boller – hvorfor er det ikke muligt at få burgerboller i øko? Og hvorfor skal der være palmefedt og sukker i dem? Det syntes vi ikke der skulle, så vi endte med nogle øko kerneboller fra Irma. De så passende bløde og semi-karakterløse ud, det er jo ikke hård spelt man er ude i, når man jager den autentiske burgersmag.
Bøffer – det var nemt nok, vi købte oksefars hos slagteren på Kultorvet.
Ketchup – hvor er der helt enorm forskel på tomatindholdet! Det ligger mellem ca. 50 og 75%. Vi endte op med Urtekrams som havde de 75%, og lever så med at den kun holder i 3 uger efter åbning.
Mayonnaise – det er den øko fra Irma i glas, den stod i køleskabet i forvejen.
Drueagurker – som endte med at blive cornichoner. Irma har nogle udmærkede nogle af eget mærke. Små salte sager, ingen sukker (jeg har intet imod sukker, men det er jo saltagurker man skal have i sin burger, american style).
Tomater, salat, løg – kunne ukompliceret skaffes hos grønthandleren
Kartofler – til kartoffelbåde, det rigtige havde naturligvis været belgiske pomme frittes, men det var lidt for arbejdskrævende til en helt almindelig aften, selvom husholdningen faktisk råder over en friturekoger (jeg købte den til at tilberede kager i).
Cheddar – noget gult noget fra Irland, meget gult.
Da jeg stod dér i køkkenet og skulle til at gøre noget ved farsen, gik det op for mig at der aldrig er blevet tilberedt en hakkebøf eller en krebinet i mit køkken. Nogensinde. Så det var lige med at grave minderne frem. Jeg huskede noget med at de skulle være ret flade og at de skulle ridses med en kniv i et ternet mønster. Det viste sig at passe meget godt. De fik ca. 5-7 minutter på hver side i en solid klat smør på panden, og var ret perfekte, hvis jeg selv skal sige det. Der var tykke skiver cheddar klar, så de kunne lægges på de varme hakkebøffer så snart de kom af panden. Osten skal jo helst smelte lidt.
Kartoflerne blev skåret i sjettedele, blev strøet med salt og et solidt kværn peber, og fik 40 minutters tid i ovnen på ca. 200 grader. Det er forbløffende hvor længe de skal have!
Salatbladene blev vasket og slynget, tomaterne og et enkelt løg skåret i skiver. Cornichonerne blev skåret i skiver på den lange led.
Bollerne blev flækket og fik 3-5 minutter i ovnen på 200 grader.
Så kom det hele på bordet. Vi havde sidetallerkener til kartoflerne og deres tilbehør af ketchup og mayonnaise. Jeg må sige at jeg var fuldstændigt tilfreds, tynget af proteiner og fedt, og jeg indrømmer det, det kan syriske salater og magre italienske prosciutti slet ikke hamle op med.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar