lørdag den 23. april 2011

forberedelser


Påske er min yndlingsbegivenhed på hele året. Uden sammenligning. Jeg holder af alle enkelthederne ved den; fastetiden som går forud, de fantastiske messer i hele den stille uge, læsningerne, årstiden den ligger på, musikken, farverne, traditionerne. Også de materielle.

Påske handler på mange forskellige måder om at slippe al godheden og glæden løs, og lade den få overtaget. At lade sig falde tilbage i den. Og lade sig befrie.

Så efter fastetidens nøjsomhed er det klart at vi slår os løs imorgen, og holder så meget fest som vi kan finde ud af ude i køkkenet og ved spisebordet.

Jeg har taget tilløb over kogebøgerne. Helt undtagelsesvist skal jeg ikke holde påske sammen med min familie i år, vi er bare to overskuelige munde at finde på gode sager til. Jeg tror at det er lykkedes, og hvad mere er, forretningerne ødelagde ikke min planlægning, jeg kunne få alt hvad der stod på min liste.

Nu sidder jeg og skriver huskeseddel, jeg skal f.eks. huske at lægge smørbønner i blød iaften inden vi smutter til Messe. Jeg får i almindelighed flimmer af lister og sedler, jeg får i særdeleshed flimmer af mennesker som dyrker dem, og finder fornøjelse ved at sætte flueben. Men indimellem er de handy, listerne. Jeg vil gerne gøre det hele så dejligt, så festligt og så fuldstændigt som muligt, og jeg vil ikke lade min p.t. latente distræthed komme i vejen.

Jeg har tænkt mig at bryde fasten med stil allerede i nat, når vi kommer hjem. Jeg har købt belgiske øl, bl.a. en Westmalle dubbel som er én af mine absolutte favoritter, og noget blød, lyserød luksus, fiskehandlerens krabbe/rejesalat. Dette hér er natten for undtagelser og ustyrlighed.

Jeg er anyways altid så høj efter Messen at jeg ikke kan sove, så jeg vil pynte op, vil jeg, med mine små får og æg og kyllinger fra æskerne som fandtes dybt inde i skabet, og nu ligger og venter hér bag kogebøgerne på mit spisebord. Pynte indimellem kølende mundfulde af en fyldig øl.

Jeg er mere rastløs end jeg bryder mig om denne eftermiddag. Jeg tror egentligt at dette hér er hvad feststemning går ud på, planlægning og forventning, en lille smule præstationsiver, en hel masse glæde. Men lige nu vil jeg gerne finde fred til at dykke ned ved skrivebordet nogle timer.

Ingen kommentarer: