Når man er rigtigt, rigtigt træt på en måde som strejfer urimeligheden og en bæven omkring tårer, kan man alligevel godt vide med sig selv at det bliver for ukærligt ikke at unde sig selv en ordentlig bid mad, dér sent på aftenen.
Det behøver ikke at være alverden, bare noget der er godt. Med et lille glas vin til.
Det er ikke på udmattede aftener jeg skal vælge retter som involverer mange ingredienser, ved jeg, de der kræver for stor præcision, for meget tid, for stor kreativitet. Der er ikke juice i hjernen, simpelthen, den skal bare næres.
Igår aftes stod jeg og skar tomater ud, mens en fennikel i tykke ringe lå på grill i ovnen. De er jo ok pæne og fremkommelige, sådan nogle grøntsager. Men så hævede jeg kniven over denne hér fætter. Og idet jeg fokuserede, mærkede jeg en øjblikkelig, hed prikken i brystet, på den latent hysteriske måde.
Prøv engang lige at se! Det er et ormehul!
Jeg kan håndtere hvad som helst i et køkken, tror jeg, bare ikke orm og parasitter. Jeg synes de er *så* ulækre. Jeg kan endnu genkalde mig nogle seriøst ækle syn, store sommersvampe som viste sig at være slimede og spillevende af orm da jeg skar dem op på skærebrædtet derhjemme, eller en nykogt taskekrabbe som viste sig allerede at være helt ædt af parasitter, da min far åbnede den ved sommerhusets køkkenbord.
Da jeg havde sundet mig et øjeblik, kunne jeg alligevel godt se at der er noget æsthetisk ved selv et ormehul. Hvor er det bare præcist. Fint i kanten.
Men jeg har stadigt ikke lyst til at skære tomaten åben.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar