Faste

Én af de mange ting jeg holder af ved min Kirke, er dens rytme igennem året. Nu er det fastetid. Mange protestanter har glemt det, men fastelavns overflod er jo bare et forspil til fasten, som igen er et forspil til Påsken. Den begynder Askeonsdag og slutter ved Påskevigilien, varer 40 dage, når man fraregner søndagene. Søndage er fridage.

Den italienske betegnelse quaresima er rarere at bruge, fordi den er mere overordnet og refererer i tid, den danske er så materiel. Fasten drejer sig jo ikke bare om faste, der er tre indbyrdes lige vigtige principper at holde sig for øje; faste, bøn og almisse. Kernen i det er sådan set at finde frem til en bedre udgave af sig selv, fjerne sit fokus fra det materielle for at finde tid og koncentration til overordnede eller spirituelle linier i sit liv. Rydde op, og overveje om man forvalter sit livs gaver på den bedste måde. Jeg synes det er dejligt at få en årligt tilbagevendende anledning til det.

Quaresima minder på mange måder om den muslimske ramadan. Fasten er en iøjnefaldende del af den, men den er ikke et mål i sig selv. Den er dét, man lidt gammelmodigt kunne kalde en fromhedsøvelse. Muslimerne afholder sig som bekendt fra at spise mellem solopgang og solnedgang, men har iøvrigt - mig bekendt - ikke nogen restriktioner på selve måltidet. Vi spiser, men spiser beskedent. Billigere. De penge man sparer ved det, lægger man til side til nødhjælp af en art (ligesom muslimerne gør med deres iftar), selv sender jeg gerne nogle af dem til mit afrobarn i Børnefonden, og resten til Caritas.

Der er tradition for at undgå kød i fastetiden, og spise fisk istedet. Jeg har aldrig forstået skellet mellem kød og fisk – for jeg mener, hvorfor skulle kødet fra pattedyr og fjerkræ være mere kød end dét fra fisk? - men traditionen giver heller ikke meget mening i nutidige dage, hvor fisk netop er blevet en decideret luksusspise. Ihvertfald for et citymenneske, som må nøjes med at fiske med en pegefinger i fiskehandlerens diske.

Jeg synes man skal holde sig for øje, at det centrale i fastekøkkenet er enkelhed, både økonomisk og tidsmæssig. God fastemad er f.eks:

*nudler
*risotto
*indvolde af kalv, svin, får, fjerkræ
*pasta
*lune salater af rodfrugter

... ting som er billige, og nemme at tilberede. Men igen, fanatisme har aldrig klædt nogen sag, så man må som altid se hvad forretningerne og sæsonen byder på. Jeg undgår selv stort set skært kød, for øko kød er så dyrt, og man skal heller ikke underkende det sanselige aspekt af at undvære gode sager for en tid. Afholdenheden sætter påskemåltidets lammesteg i et helt særligt lys. Jeg synes til gengæld heller ikke det ville være i rette ånd at være dekadent længe om at tilberede en ret ud fra ganske beskedne råvarer.

Det er en tid hvor man får god lejlighed til at overveje hvad der går for sig på tallerkenerne. Hvad der er godt og nødvendigt, og hvad man udmærket kan undvære. For mig ligger der en fin pædagogik i at passere Van Hauen med et langt blik efter deres thehorn og kommenskringler, og istedet lægge de 10, 50 kr. i opsparingsbøssen når jeg kommer hjem. Helt konkret. Det drejer sig ikke om undertrykke behov, dette hér, mere om at prioritere i sine indskydelser og vaner.

Man kan (og bør endda) bruge noget af den frigivne tid på et stykke spirituel læsning, synes jeg. Andre år har jeg valgt mig titler af f.eks. Augustin, Thomas A Kempis eller Thérèse de Lisieux. I år er jeg med skam at melde blevet fanget af - køkkenkataloger! En renovering af det lillebitte citykøkken er nært forestående. Men inden den sker, skal der nok blive tid til endnu nogle kampe med de to kun delvist funktionelle blus jeg har betjent mig af so far.

Jeg vender tilbage med opskrifter på fasteegnede sager.