torsdag den 9. februar 2012

mexicanske særligheder: pica gomas & en tanke om slikkets tegnsystem


Da jeg forleden var nede hos min chilipusher for at gøre nogle helt andre indkøb, faldt jeg over disse hér mystiske, små, brune gummikugler. Det var mexicansk børneslik, sagde de. I solidaritet med de mexicanske børn, lidt fordi jeg godt kunne lide indpakningen, og lidt for at tilfredsstille min egen nysgerrighed, købte jeg nogle stykker med.

De viste sig at være ret særlige. Sure og søde og chili-hotte. Og med en helt egenartet aroma af kontorartikler. Som når man træder ind i en forretning for kontorartikler, og der er denne hér lugt af papir, blanketblokke og lim, lidt af nålefilt, og af viskelæder.

Nu kan man jo læse på indpakningen, at de selv synes de smager af vandmelon.

Måske er identifikationen af vandmelonsmagen - ligesom andre børne-slik-aromaer - tillært og kulturelt betinget, som når danske børn ved at en bestemt smag, gerne ledsaget af magentarød farve, er hindbær, mens amerikanske børn ved at en bestemt smag, gerne ledsaget af lilla farve, er drue. Eller når man i Danmark overhovedet kan tale om sådan noget som en sports-smag. Som vi jo samtidigt kan identificere med klart ufarvet, sart lysegul eller grøn. Er man ikke på forhånd bekendt med de aftalte sammenhænge, er det umuligt at identificere de enkelte syrligtsøde smage med de enkelte bær eller frugter, eller med deres farver, som kunne referere til så meget andet. Eller at regne ud at sport overhovedet har en smag, som ikke er sved.

Det er et smukt eksempel for semiotikere. Roland Barthes kunne have skrevet en elegant artikel om det.

Jeg har nøjedes med at tygge mig igennem disse hér gomas, og finde ud af at de faktisk vinder ved nærmere bekendtskab. Og at de må være af den dér tamarind pulp de er så glade for derovre.

Jeg har ikke alene været nede at købe et par håndfulde mere, jeg begynder også at overveje om jeg skal bede Asger tage noget lignende med, når han alligevel er ude at shoppe ting til kommende middage i latino supermarkederne i Los Angeles. Men hvad har de overhovedet? Jeg havde i forvejen tænkt mig noget tamarind slik, udover saladitos og nogle ordentlige ting som nopales og charales. Men jeg ved ikke hvilke mærker der er gode. Eller hvad de ellers kan smage af.

Så jeg har ladet mig føre virtuelt ved hånden ind i mexicanske slikbutikker på et browse, ind i denne hér søde hule i Toluca f.eks. Så nu ved jeg at de er glade for hjerteformede æsker, ligesom amerikanere og sydeuropæere. Men bjergene af syltede frugter, stakkene af regelmæssigt kantede, massive blokke i baggrunden, fadene med blege, brune, chokoladedyppede og krymlede kager, af flade, brune skiver af et eller andet, af stave og kugler - alle disse ting giver ikke sig selv. En mexicaner ville givetvis kunne identicere dem med et kvart øjekast, læse deres overflader og vide hvordan en firkantet form indikerer ét mens en rund indikerer noget helt andet, at krymmel giver et løfte som er helt anderledes end dét chokoladedyppet giver, og som rækker langt hinsides krymmel og chokolade i sig selv. De søde sager har et sprog, som mexicaneren forstår. Og jeg er selvfølgeligt udenfor. Tilbage hvor jeg begyndte, overladt til forsøg i praksis.

mandag den 2. januar 2012

Dagen derpå med Daddy's brandade


Jeg er vældig glad for at få foræret mad. Et halvt hjemmebagt brød, nogle muffins eller et glas marmelade eller sådan noget. Det er ikke bare lækkert, det er superhyggeligt.

Det er vild luksus at jeg har sådan en sød far, som ovenikøbet er køkken-ørn. Og som med mellemrum forærer mig mad til fryseren, portioner af kalve-sautée indienne, grundsauce til bolognese - hakket oksekød simret i timevis med løg, tomater, hvidløg og rødvin - eller boeuf en daube. Den slags. Ting som tager lang tid at lave, og som smager så dejligt.

Igår kom han forbi med et glas brandade de morue, som han havde serveret som hors d'æuvre for gæsterne - mine forældres nytårsgæster - dagen før. Den stod dér i køleskabet og fristede, selvom jeg stadigt var mæt efter vildsvinet.

Jeg tror ikke der findes noget bedre sådan dag, end netop brandade de morue; udvandet klipfisk som er kogt, så stegt af i olivenolie, tilsat lidt mælk eller fløde, blendet med mosede, kogte kartofler, en masse hvidløg og lidt peber og halløj. Fantastisk med kapers og en salat af bagte, flåede peberfrugter, men også skøn bare sådan, på brød.

Uha!

suino & vino intro: cinghiale in agrodolce (vildsvin i sur-sød-bitter sauce) & Cliff Lede Cabernet Sauvignon Stags Leap District 2007


Nu kommer kineserne nok løbende om nogle uger, og insisterer på at 2012 er dragens år eller sådan noget. Asger og jeg ved bedre. Dette nye år er svinets år.

Vi har aftalt en stafet, som går ud på at vi - skiftevis og henover året - skal tilberede en eller anden udskæring af svin på en interessant måde. Og vælge vin til. Jeg er ikke særligt godt bekendt med svinekød, jeg er opvokset uden - hvis man fraser en lille lejlighedsvis skive bacon, eller et stykke lufttørret salame, nogle fristelser er trods alt for store - min far ville ikke have det. Når jeg har taget udfordringen med større udskæringer op i køkkenet som voksen, synes jeg mit svin har det med at blive lidt tørt i det. Jeg har prøvet at grille det med forskellige marinader, at stege det og simre det i sammenkogte retter. Det er helt ok. Det kan være dejligt. Men alt ialt synes jeg ikke det har været så superinteressant.

Men det skal det blive!

Vi begyndte det nye år på den bedste måde, med uforstyrret tid til at slå årets tema an. Jeg sørgede for svin, Asger sørgede for vin.

Vi skulle have cinghiale in agrodolce (vildsvin i sursød sauce på den italienske måde, som har uendeligt lidt at gøre med den asiatiske), en af mine favoritter i gryderetter. Den er ihvertfald hverken tør eller ligegyldig, den er kraftfuld, smagstæt. Jeg fulgte i det store og hele opskriften fra min yndlingskogebog, "La Cucina d'Oro" (a cura di Giovanni Nuvoletti). Dagen før vores middag hentede jeg noget meget fin vildsvineryg fra hav.dk i torvehallerne, havde bestilt det på forhånd. Jeg skar kødet af rygraden så nært som muligt - det var nydeligt kød, en smal mørbrad - og gemte benet til simring. Skar kødet i pæne, store stykker, og gjorde klar til marinaden.

Man tager en gulerod eller to, et løg, halvanden stilk bladselleri og en porre, skærer sagerne i skiver og tern som man synes, og steger dem i lidt olivenolie på en sauterepande. Piller seks fed hvidløg og finder nogle enebær frem, kvaser begge dele let i morteren så de åbner sig, og smider dem ned til grøntsagerne sammen med en visk bredbladet persille og nogle lauerbærblade. Så tilsætter man en flaske rødvin og 2 dl. balsamico, og lader hele herligheden simre en halv times tid. Så lader man marinaden køle af, inden man hælder den over kødet som helst skal ligge fladt, i ét lag, fordelt i et par bokse. Så ryger de i køleskabet et døgns tid.

Dagen efter må man i gang circa tre timers tid før man gerne vil smække dyret på bordet.

Man lægger 40 g. rosiner i blød i en skål vand med et låg over.

Så skærer man et halvt løg i tern, en halv (eller hel) gulerod og en stilk bladselleri i skiver, hakker en visk persille groft (eller nøjes med at plukke den), og skærer omkring 30-50 g. "prosciutto crudo" (som kan fås i delis eller bare i Irma) i små tern. Steger det hele af i lidt olivenolie i en tykbundet gryde. Fisker kødet op af marinaden (som kasseres), og smider det i gryden. Giv det lidt salt og peber, og lad det brune.

Hav en æske tændstikker klar. Stænk sagerne i gryden med brandy, og sæt ild til.

Når flammen er døet hen, skummer man evt. fedt af, strør en smule mel over retten, og tilsætter en kop bouillon eller to. Jeg havde kalvefond i fryseren, og det fungerede udmærket. Jeg smed også rygbenet - dét som blev tilovers ved udskæringen dagen før - ned i gryden.

Så lader man sagerne stå og hygge sig over middel varme i et par timer. Kigger til dem indimellem, og hælder lidt ekstra bouillon ved når det er nødvendigt.

Så fisker man kødet og benet op, ser igen om man kan skumme lidt fedt af suppen (gem det til brasede kartofler en anden dag!), og blender den (det er selvsagt lettest med en stavblender) sammen med 20 g. reven, meget mørk chokolade (gerne 80 %) og 40 g. honning (f.eks. acaciehonning). Smider kødet ned i den igen. Tilsætter de 40 g. rosiner når de har været en tur over køkkensien, sammen med 2 spsk balsamico og en kandiseret citronskal skåret i ganske små tern, og lader retten samle sig i mindst et kvarters tid over forholdsvist lav varme.

Så sætter man sig ind og spiser en lille forret.

Vi fik stenbidderrogn med lidt creme fraiche, hakket rødløg og lyst brød til. Og et glas champagne (jeg kan ikke huske hvad den hed, den var fra Juuls på Værnedamsvej). Den smagte lidt af æble og lyst træ.

Så var det vildsvinetid.


Min ovn er defekt, så Asger havde sørget for noget tilbehør: bagt julesalat med noget timian og ægge-ostehistorie, tror jeg det var, og en dejligt sprød skive parmaskinke på toppen. Det var både lidt salt, lidt bittert og lidt sødt, og passede perfekt til. Sammen med brød.



Den var frugtig på en tør måde, krydret, tæt, fyldig på en næsten likøragtig måde i næsen.

Vi morede os lidt over Cliffs insisteren på at lave distriktstypiske vine. For vores californiske ven smagte i grunden ret så fransk.

Det var et dejligt match for vildsvinet. Vellykket intro, syntes vi.

Vi holdt Cliff tempereret nede ved altandøren indimellem glassene.

Jeg synes jo godt at jeg kan finde ud af at tage fra ved et spisebord, men vildsvinet var virkeligt meget mættende. Min mave var fuld før næsen og tungen var det. Det var så fristende. Men alright, jeg er et voksent menneske, jeg kan godt håndtere det. Og styre mig. Jeg er bare lidt misundelig på Asger som har næsten to meter at fordele sådan et par solide portioner over.

Vi slog mave. Og efter en stund hentede vi ostene frem fra køkkenet - et par stykker Mr. B havde købt oppe i Torvehallerne, noget svensk, lidt smuldret ko, en fransk hvidskimmel, og et lille stykke Saint Agur. De ville have været gladere for et glas hvidvin, så Cliff fik også lov at hvile.

Bagefter fik vi biancomangiare, som tæller højt på vores favoritliste over desserter. Der var en stribe sundhedsfarligt knaldrød, libanesisk rosensirup omkring, og et drys guldglimmer på toppen.

Til sidst nød vi resten af den dejlige flaske, mens vi talte om hvordan vi skulle leje en bil med stort bagagerum i Los Angeles engang, og drøne rundt i Napa.




mandag den 21. november 2011

lynnudler i vietnamesisk stemning - risnudler med tigerrejer, grønt, mynte, koriander, chili, citron & honning


An var så sød at forære mig en kogebog han vidste jeg havde ønsket mig længe, nemlig "Lê Lês gadekøkken". Og den er dejlig at kigge i mens man fantaserer om at invitere mennesker, og om tid til at daske rundt i udbudet af asiatiske grønthandlere ude på Vesterbro. Og okay, hvorfor ikke: en lille smule om varme og lys og Vietnam på sådan en Tran Anh Hung - fokuseret måde. Med grøn the ved hånden, i et guldflitret glas.

Men jeg er travl og distrait, med en tilhørende lav tærskel for ting som jeg ikke helt kan overskue på forhånd. Som at finde de rigtige sager til en ny ret. I nye butikker. Eller at vide hvor lang tid den tager at tilberede, circa. Ikke fordi retterne ser besværlige ud overhovedet, egentligt. Jeg trænger bare til enkelhed i øjeblikket.

Som nu disse hér lynhurtige nudler i vietnamesisk stemning - med friske, sprødt tilberedte grøntsager og rejer, nemlig, og friske urter, stensikkert ikke særligt autentiske, men never mind - som kan smækkes på bordet indenfor 20 minutter. Helt ærligt, længere går der ikke. Fra det øjeblik man åbner køleskabet, til de byder sig til fra tallerkenerne i deres simple overflod. De er superegnede til en aften man er alene.

Tricket er at vælge ting som kræver ganske lidt for at komme i stand. Pæne, lukkede grøntsager som er lige til at skylle og tørre, ingen kernehuse og skræller og store størrelser. Rejerne er de forkogte fra Butler's Choice - det er svært at få de rå i øjeblikket, så man kan lige så godt gøre en dyd af nødvenigheden - de kommer i en bakke med en lille pose såkaldt barbecue sauce, som man kan begynde med at smide i skralderen. Cashew nødderne kan man købe ristede med salt, de er helt fine.

Til 2 personer bruger man:

*150 g. risnudler

*jordnødde- eller sesamolie til stegning

*175 g. forkogte tigerrejer (Butler's Choice)
*150 g. små, pæne sukkerærter
*125-150 g. mini majs
*150 g. bønnespirer

*1 lille bundt mynte
*1 lille bundt koriander

+dressing:

*saften af 1/2 - 1 citron
*circa 4 spsk acacie honning
* 1/2 - 1 rød chili
*et tag salt

+ cashews

Rejerne skal tages op af fryseren mindst en time før tilberedning - gerne om morgenen inden man tager afsted, så kan de tø op i køleskabet.

Begynd med at lave dressingen. Saften af en citron (eller en halv hvis den er meget saftig, eller hvor lidt eller meget man nu synes...) presses ned i en skål, og smages til med honning - den skal være syrligt-sød, må ikke miste sit bid men må gerne være imødekommende - og et tag salt. Flæk chili'en, fjern kernerne, skær den i tynde ringe og smid den ned i dressingen, så det hele kan trække sammen.

Læg nudlerne klar i en stor, varmeresistent skål.

Grøntsagerne skal være skyllede og tørre. Mini majsene flækkes ned igennem midten.

Pil bladene af et passende lille bundt koriander og mynte, skyl dem, slyng dem, hav dem klar.

Sæt vand over i en stor gryde, det skal bruges til rejerne.

Sæt mere vand over i en kedel, til nudlerne. Når det koger, hældes vandet over dem. Lad dem trække i mindst fem minutter (afhængigt af mærke). Gentag eventuelt, og løs dem forsigtigt fra hinanden ved at røre lidt rundt i skålen med en gaffel.

Imens steger man grøntsagerne i en wok eller sauterepande. Varm en sjat olie op til god varme, og smid sukkerærter og minimajs på. Vend dem indimellem, og lad dem få circa 3 minutter. Tilsæt spirerne, og giv det hele endnu circa 2 minutter. Så skulle de gerne være møre, men stadigt sprøde. Sluk for blusset, og tag panden af.

Rejerne lægges i en hulske, og nedsænkes i det kogende vand - i gryden - i 10 sekunder. Gør det eventuelt i et par hold, rejerne skal ikke ligge i lag. Lad dem dryppe af på lidt køkkenrulle.

Anret herligheden ved at lægge nudlerne på en tallerken, hæld de varme grøntsager over, så rejerne, så dressingen. Drys med koriander, mynte og cashews.

Voilà!

søndag den 18. september 2011

pilgrimme til bords


Lourdes er fantastisk.

Min menighed havde sendt mig afsted til otte skønne dage som pilgrim i Lourdes, sammen med 91 andre skandinaviske katolikker. Det var tæt tilrettelagte dage, med Messer, processioner, ting at høre og se og faste spisetider at komme hjem til.

Grupper og andres detaljerede tilrettelæggelse af min tid har det - i det store og hele - med at føles imposerende og snærende fra indersiden af min hud, vil jeg gerne indrømme, begge dele har det med at gøre mig rastløs, indadvendt og irritabel. Men pilgrimskonceptet holdt 100%. De andre pilgrimme var vildt søde, og vi var simpelthen bare sammen i dagenes skønne, rolige flow.

Det er ikke så tit jeg står op kl. 5.45 med glæde, slet ikke på en ferie. Men man skulle jo være til Messe et sted nede på Le Sanctuaire ved 8-tiden, og den udsigt var sådan set nok.

På vores hotel i Rue Sainte Marie blev petit déjeuner serveret som buffet, og udvalget var karakteristisk sydeuropæisk. Hvidt brød, noget af det ristet. Og kage. Uundværlig for italienere, og dem var der mange af. Restauranten forsøgte at være imødekommende, de havde indskaffet rugbrød - ! - til skandinaverne, og der var yoghurt og svesker og ost af en bleg art, frugt og skinke og juice og et mørkt fluidum de kaldte kaffe.

Jeg vil gerne indrømme at det var svært at være helt sirlig med kommunionsfasten (faste en time inden man modtager kommunion), for buffeten var først klar kl. 7.30, og man skulle jo lige op og omkring den og ned til sit bord igen. Og så afsted, ud i den smukke varme dag, med et let sjal over skuldrene, med sanghæftet i tasken og rosenkransen rundt om håndledet, så den hele tiden var ved hånden.

Måltiderne var en fremtrædende del af vores dage, både de himmelske og de jordiske. Der var som sagt faste spisetider i hotellets restaurant, det lader til at de fleste pilgrimsgrupper holder sig til sådan nogle, og det giver faktisk god mening, i betragtning af de mange ting man skal nå. Man skal ikke tage stilling til hvornår, hvor eller hvad man vil spise. Man skal bare møde op, finde sine borde - vi sad ved lange borde, markeret med skilte for "Scandinaves" - og så var der fælles bordbøn og en varm tre-retters menu.

Jeg er glad for grillet ost på sprødt brød, så denne hér forret var et hit.

De spiser solidt i Haute-Pyrénées. Kraftfuldt. Energirigt. Proteinrigt. Denne hér salat kunne have været en anden fin lille forret, også uden bjerget af ost, skinke og æg, som bare lige skal markere bunden.

Jeg tror jeg fik mere kød på de otte dage, end jeg plejer at spise på halvanden måned. Men først og fremmest spiser de tilsyneladende kartofler og æg på de kanter. Vi fik kartofler hver eneste dag, til hver eneste frokost og hver eneste middag på nær en enkelt. Hér blev de f.eks. serveret som gnocchi.

Vi fik dem også som mos.

Som små tærter, som hele og bagte...

...som fritterede og stegte i både og skiver.

Man blev glad for deres letteste desserter, som citronsorbet, jordbæris eller denne hér melonsalat. Den blev severet med ost i tykke skiver ved siden af. Hvis man skulle mangle.

Men kagen hér var også dejligt klassisk fransk, med sin cremede, syrligt-søde sauce.

Efter frokost ser man lige om kan finde sig en kop kaffe, inden man skal finde gruppen igen. Kaffe er altid dejlig, og efter sådan et måltid er den nærmest nødvendig. Vi blev glade for Café L'Esplanade som ligger ud til en - efter forholdene - lidt trafikeret vej. Der var ikke så tæt pilgrimstrængsel, de var søde og lavede ok kaffe, fransk kaffe godt nok. Som jo er tynd.

Hen på eftermiddagen kunne det være tid til at finde gruppen igen, f.eks. for at samles omkring vores røde fane og gå i Sakramentsprocession kl. 16.30. En præst bærer den indviede hostie ned fra Rosenkranskirken, og vi følger efter, skandinaver, belgiere, italienere fra masser af forskellige menigheder, irere, indere og senegalesere og mexicanere og amerikanere, folk fra hele verden. Optur. Vi endte nede i Pius X basilikaen.

Hinsides Pont Saint Michel ligger Boulevard de la Grotte, en travl gade hvor man bl.a. finder de religiøse dimsers svar på dallevalle, Palais du Rosaire, og hvor små sidegader bugter sig op og ned, og man tydeligt mærker at byen ligger akkurat ved Pyrénéernes fod.

Og hér finder man også Regalty, en café med klassisk stribet markise over gaden, og den bedste mand bag disken. Opmærksom, effektiv, simpelthen så venlig. De mange italienere i byen havde det tydeligvis ligesom mig, de kunne ikke klare sig på fransk kaffe alene, og det var der råd for hos Regalty.

Som så mange andre i byen havde han et separat, lysende skilt med "espresso all'italiana", og et kort med crêpes. Vi havde kastet kærlige blikke på det, men man er ikke voldsomt sukkerflov sådan en eftermiddag, kun et par timer efter frokostens dessert, og med aftenens ditto i udsigt. På den anden side skulle jo man være et skarn for at være i Frankrig uden at tage for sig. Vi måtte. Man fik dem i sæt af to, vi valgte crêpes au confiture og au grand marnier, som den opvartende herre satte ild til ved bordet. God stil.

De var perfekt tynde, akkurat lidt sprøde i kanten, ikke for søde.

En dag tog vi op i bjergene, med retning mod Gavarnie hvor vi skulle spise frokost. Mens vi drejede om det ene sving efter det andet, opad og opad, og jeg med mellemrum skulle minde mig selv om at buschaufføren var lokal og givetvis havde styr på sagerne, ventede jeg hvert øjeblik at se de hemmelige skrænter fulde af høns, som alt taler for at de må holde sig på de kanter. Kartoflerne må de bytte sig til, tænker jeg. Anna (en af de andre pilgrimme) spurgte os om vi ville have omelet eller ørred til frokost, hun ville lige ringe til vores spisested og give besked. Ørred er den fisk man kan få på de kanter. Den springer i Le Gave, så vi selv.

Det var en varm dag, så det var dejligt at komme ind i skyggen at spise. Salat med en vinaigrettedressing, en smule cremet med en smule sennep, tror jeg. Herligheden var selvfølgeligt toppet med et æg...

... for lige at lægge bunden til de næste æg.

For det er klart at vi skulle have omelet. Vi er jo i Frankrig. En rødmosset mand dukkede op fra køkkenet indimellem. Jeg begriber ikke hvordan han kunne håndtere så mange omeletter ude i køkkenet. Jeg begriber heller ikke hvordan deres fadebure kan rumme mængderne af æg, jeg vil skyde på at hver omelet var lavet på mindst fire. Nej, det er ikke tallerkenen der er lille, det er omeletten der er stor, og den var god, rigtigt god. Og selvfølgeligt var der kartofler til.

Til sidst fik vi en lille, kølig æbletærte, og gik så ud i middagsheden, kiggede os lidt omkring og fandt den lillebitte kirke. Nød landskabet, fandt nogle delis. Ret pudsigt at de overhovedet findes sådan et sted, byen er virkeligt ganske, ganske lille, men der må være madglade gæster nok, både blandt sommerens bjergvandrere og vinterens skiløbere. Der var et vidunderligt udvalg af oste, vi havde set noget lignende i nogle små, mørke butikker i Lourdes, men hér lå de så duftende og så tæt at man næsten kunne mærke hjertet synke, da man skulle lade dem tilbage. Vi havde jo ikke køleskab på hotellet. De havde også dejlige søde sager som klassisk, fransk nougat - jeg købte noget med lavendel - og honningslik, en anden lokal glæde - som de perles au miel, jeg fik med. Og kager, først og fremmest gateau basque, en rund sag med skrånende sider og kuppel på oversidens midte, og en konisk én, stærkt vanilleduftende og flitret i overfladen.

De holder traditionelt en del får i Pyrénéerne, og spiser dem angiveligt ved nogle særlige middage, på et eller andet særligt tidspunkt om året (eller var det flere?). Anna var engang blevet inviteret på lam grillet på skifer, som de jo også har ved hånden deroppe. Det var et hit, sagde hun, og jeg tror det gerne.

Vi trak ind under en markise, og så var skyerne også venlige at trække lidt sammen, mens vi nød en kold orangina og et par kopper kaffe. Der skulle altid være sådan en udsigt over eftermiddagskaffen, synes jeg. Yep, den vertikale stribe over det bageste hus, det lyse i bunden af billedet, er et vandfald.


Vi havde på forhånd forestillet os at der skulle blive masser af stille aftentimer, hvor man kunne nyde et glas vin. Jeg tror ikke at vi på hele ugen nåede flere glas end man kan tælle på en hånd. Philippe var sød at byde på et glas rødvin ved middagen en aften hvor vi delte bord, Grethe bød generøst af sin flaske hvid en anden aften.


Men vi skulle jo videre. Der var kun omkring fem kvarter at nyde vores tre retter i, hvis vi skulle nå ned på Le Sanctuaire i tide til at deltage i la procession mariale aux flambeaux, som begynder klokken 21. Man mødes og stiller sig klar i skumringen. Når der er budt velkommen sætter processionen langsomt igang, man beder rosenkransens fem led, ave maria'erne på alle de sprog som er repræsenterede i byen, stemmer i et fælles paternoster og sicut erat in principio på latin, skifter til sang - Ave Maria på Lourdes'k - lytter til musikken, forsangerne og forbederne som står oppe foran Rosenkranskirken, og bevæger sig langsomt rundt om L'Esplanade med tændte lys bag små papirsskærme. Tusindvis af mennesker fra hele verden. Til sidst samles man foran kirken og synger Salve Regina.

Vi deltog som gruppe bag den røde fane et par aftener, hvor ave maria blev både sagt og sunget på dansk under den franske himmel. Det er en rar følelse at lægge skandinavisk stemme til Kirken.

Andre aftener gik vi ned og deltog fra processionens periferi, sammen med alle de andre pilgrimme som ikke gik med. Man kan altid bede sammen. Og synge.

Andre aftener igen fandt vi en andagt at falde ned i, en aften viste det sig at blive blandt irere. Der er altid liv i byens kirker, og uanset hvor vi kommer fra i verden, er vi fælles om det vigtigste.


Et par enkelte aftener blev der tid til at passere Pont Saint Michel igen, og få et glas vin hos Regalty. Og simpelthen nyde at gå ude under så smuk og lun en himmel i sin sommerkjole, med lidt rod i krøllerne efter en lang dag, men ikke træt.

De skænker vinen generøst på de kanter. I enorme glas. Mens rødvinen er lidt ungdommeligt robust i det, ofte på en drue der hedder tannat, er hvidvinen ganske dejlig. En hvid grenache. Karakterfuld og frisk.

Men den suverænt mest interessante drik i Lourdes er jo Grottens vand, som begyndte at springe efter Bernadettes møde med Den Hellige Jomfru i 1858. Opfordringen var som den stadigt står på de mange runde plader på klippevæggen, der strækker sig mellem Grotten og Rosenkranskirken; "Venez boire à la fontaine et vous y laver". Så det gør vi.

Der er altid mange mennesker ved Grotten, langs kirken, badene og de overdækkede lysborde, hvor man kan tænde et lys i forbindelse med sine bønner. Over broerne, på den anden side af Le Gave, er der fredfyldt. Og også her kan man tappe grottevand som man vil. Vi lærte at tage en dunk med, og plastikglas.

Og så satte vi os på stenbænkene langs floden, under trækronerne der stadigt var lysegrønne langs bredden, mens løvet op ad bjergsiderne var ved at blive gyldent og rødligt. Det var næsten den bedste tid. Stille tid i varmen, hvor vi sank hen i stedet. Kiggede ned i det krystalklare vand, hvor ørrederne slog plask, og lyttede til ænder der skræppede og pilgrimme der sang ved badene på den anden side. Skubbede støvet foran bænken lidt rundt med snuden af sandalerne.

Jeg havde taget en masse lekture med, Ricoeur og Dufrenne, Sor Juana Ines de la Cruz, Octavio Paz og James Joyce, men det eneste jeg fik læst var nogle afsnit af Apostlenes Gerninger, en stille stund efter søndagsmessen. Jeg havde forestillet mig masser af stunder med kaffe ved hånden, ryggen mod en varm mur og en bog på knæene, almindeligvis ville jeg blive rastløs af at undvære mine bøger så længe. Men jeg savnede dem ikke.

Dagenes rolige rytme satte sig i kroppen. Der var en tid til alt, og alt var ordnet. Jeg ville ikke have troet det på forhånd, men selv jeg som har været hidsigt fortravlet og følt mig bagud med alting i evigheder, selv jeg måtte overgive mig. En af de vigtigste ting jeg har lært i Lourdes, er at modtage.

Og så fik jeg brugt min rosenkrans så meget, at perlerne skiftede farve fra rosa til hvide. Med blikket mod verdens vigtigste spisebord, dét som vi har ét stående af inde i Grotten, dét som vi helt konkret deler med Gud og hvermand. Og kvinde.

Jeg tror ikke at jeg nogensinde har oplevet noget så intenst på så udramatisk en måde, som Lourdes.

Det føltes overhovedet ikke rigtigt at tage nordpå igen, men man var nødt til det. Jeg glæder mig til at komme tilbage

mandag den 8. august 2011

gråand med kantareller, gulerødder og rosmarin som ragout


Vi havde egentligt forestillet os at vi skulle ud at spise picnic igår aftes, men det var ikke muligt, det var koldt og dystert, blæsende, fugtigt. Og så faldt jeg over de dejligste kantareller, som ligesom indbød til et af den slags måltider det er rart at kunne stille på et fast underlag.

Jeg havde nogle fileter af gråand i fryseren, og endte op med en ragout-lignende ting på den hurtige måde, hvor kødet altså ikke simrer sin egen fond, men bliver tilsat den. Jeg ville gerne have serveret den over pappardelle, men det havde vi ikke - og så kan anden pasta udmærket bruges, helst af den brede, flade slags. Man kan også servere brød til.

Til to personer bruger man:

*250 g. filet af gråand
*en pæn bakke kantareller
*6 gulerødder
*1 stort løg
*1 kraftig kvist rosmarin
*et lille halvt glas hvidvin
*1-2 kopper bouillon (and, kylling, kalv)
*salt og peber

Skær løget i ottende dele, og gulerødderne i forholdsvist tynde skiver. Rens svampene, og del dem evt. i mindre stykker, hvis de er meget uens i størrelsen.

Steg løg og gulerødder i olivenolie over god varme sammen med nålene fra rosmarinkvisten, og lad dem få et par minutter, til det hele er blevet en smule blødt.

Skær kødet i brede strimler, og smid dem ned til grøntsagerne. Lad kødet stege af et par minutter til overfladen er lukket, tilsæt et godt drys salt, og så kantarellerne. Når kantarellerne har stegt et par øjeblikke - men endnu ikke er begyndt at svede - hælder man knapt et halvt glas hvidvin ved. Når det er bruset af, tilsætter man bouillonen og skruer lidt ned for varmen. Lad hele herligheden simre et kvarters tid.

Kog imens pastaen, og riv en god skål parmiggiano.

Når retten er færdig, kværner man en solid omgang sort peber over den. Så ser den sådan hér ud, mindre spektakulær men mør og fyldig:

Spis den over pastaen med et generøst drys ost.

søndag den 7. august 2011

"I love you more than a strong desire to take a shit"


Selvom man ikke havde tid til mere end et par dage i sommerhuset, kan man jo godt insistere på at sommeren - uanset hvad - er sæson for at hengive sig til læsning af ting man ikke plejer at nå, underholdende knaldromaner f.eks. Indimellem, rundt omkring. Jeg faldt over denne hér anmeldelse af Carlos Fuentes "Destiny and Desire" (hvilken titel...!) i Los Angeles Times (årh hvor har den anmelder meget spalteplads...!), og bestilte bogen med i en pakke fra amazon. So far synes jeg den er vildt underholdende. Carnivalesque.

I bogens begyndelse mindes den halshuggede hovedperson Josué de gyldne dage da han endnu havde en krop, og beskriver den helt ned til dens udskillelser. Det er fine detallier. Jeg bliver mindet om dette indlysende sande, at et godt måltid først er rigtigt godt, når det føles rart hele vejen igennem fordøjelsen.

My shit varied according to circumstances, depending especially on diet. Mexican food brings us dangerously close to diarrhea, North American to stomach cramps, British to constipation. Only Mediterranean cuisine assures us a healthy balance between what comes in at the mouth and what goes out through the asshole, as if olive oil and vinegar from Modena, the produce of the gardens of Southern Europe, peaches and figs, melons and peppers, knew beforehand that the pleasure of eating should be balanced by the pleasure of shitting, very much in accordance with Quevedo's lines: "I love you more than a strong desire to take a shit."

(Carlos Fuentes: "Destiny and Desire", Random House, New York 2011, p. 10-11)