Tivoli kagen

Jeg vil gerne advokere for Tivoli kagen. Alt for få laver den, alt for få nyder den.

Det er en skam.

Den er skøn!

Nederst finder man en lille, rund mørdejsbund med mazarin. Så en smule æblekompot, som med sin beherskede syrlighed spiller op til toppens lette fylde: en fin, jævn, kølig, vanillecrème, ikke for tæt, ikke for anmassende, duftende, lysegul, perfekt. Omkring den og over den: det luftigste flødeskum. Kronet med en marengs, ikke mat men blank, dekoreret med en klassisk rød frugtgelée tegnet i tynd spiral.

Behøver jeg at sige, at Dessertdragen havde sin månedentlige flødeskumslørdag idag?

apartheidkagen fra Floras fødselsdagsbord

Julie kom forbi med noget af overfloden fra sin nieces fødselsdagsbord. Flora blev fem år. Hun er heldig at have en familie som gør en del ud af dette hér med at fejre, og de fylder efter sigende kagefadene op med en entusiasme og en grundighed jeg må beundre.

Det er lidt ligesom med den nu salige Hr. Møller, tænker jeg, når jeg læser at han bl.a. fejrede sine - mange - fødselsdage ved at sørge for, at der blev delt wienerbrød ud til hver eneste medarbejder i hans virksomheds 100.000 tallige skare. Der er et næsten royalt format over det.

Og fejringen af Floras fødselsdag nåede altså helt fra Himmelev og herind til Rundetårn, i form af dejlige, blanke, duftende hvedeboller og chokolademuffins i fine forme med flag.

Når jeg kigger ned på denne hér muffin, som den står på tallerkenen og byder sig til, indser jeg bare at der jo ikke er tale om en chokoladekage. Egentligt. Jeg tror det var drengene i min gymnasieklasse som satte dens rette navn på plads for mig: de kaldte sådan en kage for apartheidkage. For mit indre øre kan jeg tydeligt høre Rolf kalde den det, mens vi skriver kageliste på et eller andet hold.

Kagen består jo af en stor brun masse, som er dét der får det hele til at hænge sammen. Og øverst er der et tyndt hvidt lag. Forklarede de.

Hvor herligt at en kage med et navn der smager af så bitter en fortid, giver sig så sødmefuld idag. Kun med en let, lys syrlighed på toppen. Citron.

suino & vino intro: cinghiale in agrodolce (vildsvin i sur-sød-bitter sauce) & Cliff Lede Cabernet Sauvignon Stags Leap District 2007

Nu kommer kineserne nok løbende om nogle uger, og insisterer på at 2012 er dragens år eller sådan noget. Asger og jeg ved bedre. Dette nye år er svinets år.

Vi har aftalt en stafet, som går ud på at vi - skiftevis og henover året - skal tilberede en eller anden udskæring af svin på en interessant måde. Og vælge vin til. Jeg er ikke særligt godt bekendt med svinekød, jeg er opvokset uden - hvis man fraser en lille lejlighedsvis skive bacon, eller et stykke lufttørret salame, nogle fristelser er trods alt for store - min far ville ikke have det. Når jeg har taget udfordringen med større udskæringer op i køkkenet som voksen, synes jeg mit svin har det med at blive lidt tørt i det. Jeg har prøvet at grille det med forskellige marinader, at stege det og simre det i sammenkogte retter. Det er helt ok. Det kan være dejligt. Men alt ialt synes jeg ikke det har været så superinteressant.

Men det skal det blive!

Vi begyndte det nye år på den bedste måde, med uforstyrret tid til at slå årets tema an. Jeg sørgede for svin, Asger sørgede for vin.

Vi skulle have cinghiale in agrodolce (vildsvin i sursød sauce på den italienske måde, som har uendeligt lidt at gøre med den asiatiske), en af mine favoritter i gryderetter. Den er ihvertfald hverken tør eller ligegyldig, den er kraftfuld, smagstæt. Jeg fulgte i det store og hele opskriften fra min yndlingskogebog, "La Cucina d'Oro" (a cura di Giovanni Nuvoletti). Dagen før vores middag hentede jeg noget meget fin vildsvineryg fra hav.dk i torvehallerne, havde bestilt det på forhånd. Jeg skar kødet af rygraden så nært som muligt - det var nydeligt kød, en smal mørbrad - og gemte benet til simring. Skar kødet i pæne, store stykker, og gjorde klar til marinaden.

Man tager en gulerod eller to, et løg, halvanden stilk bladselleri og en porre, skærer sagerne i skiver og tern som man synes, og steger dem i lidt olivenolie på en sauterepande. Piller seks fed hvidløg og finder nogle enebær frem, kvaser begge dele let i morteren så de åbner sig, og smider dem ned til grøntsagerne sammen med en visk bredbladet persille og nogle lauerbærblade. Så tilsætter man en flaske rødvin og 2 dl. balsamico, og lader hele herligheden simre en halv times tid. Så lader man marinaden køle af, inden man hælder den over kødet som helst skal ligge fladt, i ét lag, fordelt i et par bokse. Så ryger de i køleskabet et døgns tid.

Dagen efter må man i gang circa tre timers tid før man gerne vil smække dyret på bordet.

Man lægger 40 g. rosiner i blød i en skål vand med et låg over.

Så skærer man et halvt løg i tern, en halv (eller hel) gulerod og en stilk bladselleri i skiver, hakker en visk persille groft (eller nøjes med at plukke den), og skærer omkring 30-50 g. "prosciutto crudo" (som kan fås i delis eller bare i Irma) i små tern. Steger det hele af i lidt olivenolie i en tykbundet gryde. Fisker kødet op af marinaden (som kasseres), og smider det i gryden. Giv det lidt salt og peber, og lad det brune.

Hav en æske tændstikker klar. Stænk sagerne i gryden med brandy, og sæt ild til.

Når flammen er døet hen, skummer man evt. fedt af, strør en smule mel over retten, og tilsætter en kop bouillon eller to. Jeg havde kalvefond i fryseren, og det fungerede udmærket. Jeg smed også rygbenet - dét som blev tilovers ved udskæringen dagen før - ned i gryden.

Så lader man sagerne stå og hygge sig over middel varme i et par timer. Kigger til dem indimellem, og hælder lidt ekstra bouillon ved når det er nødvendigt.

Så fisker man kødet og benet op, ser igen om man kan skumme lidt fedt af suppen (gem det til brasede kartofler en anden dag!), og blender den (det er selvsagt lettest med en stavblender) sammen med 20 g. reven, meget mørk chokolade (gerne 80 %) og 40 g. honning (f.eks. acaciehonning). Smider kødet ned i den igen. Tilsætter de 40 g. rosiner når de har været en tur over køkkensien, sammen med 2 spsk balsamico og en kandiseret citronskal skåret i ganske små tern, og lader retten samle sig i mindst et kvarters tid over forholdsvist lav varme.

Så sætter man sig ind og spiser en lille forret.

Vi fik stenbidderrogn med lidt creme fraiche, hakket rødløg og lyst brød til. Og et glas champagne (jeg kan ikke huske hvad den hed, den var fra Juuls på Værnedamsvej). Den smagte lidt af æble og lyst træ.

Så var det vildsvinetid.

Min ovn er defekt, så Asger havde sørget for noget tilbehør: bagt julesalat med noget timian og ægge-ostehistorie, tror jeg det var, og en dejligt sprød skive parmaskinke på toppen. Det var både lidt salt, lidt bittert og lidt sødt, og passede perfekt til. Sammen med brød.

Cliff Lede's Cabernet Sauvignon Stags Leap District 2007 trådte ind på scenen.

Den var frugtig på en tør måde, krydret, tæt, fyldig på en næsten likøragtig måde i næsen.

Vi morede os lidt over Cliffs insisteren på at lave distriktstypiske vine. For vores californiske ven smagte i grunden ret så fransk.

Det var et dejligt match for vildsvinet. Vellykket intro, syntes vi.

Vi holdt Cliff tempereret nede ved altandøren indimellem glassene.

Jeg synes jo godt at jeg kan finde ud af at tage fra ved et spisebord, men vildsvinet var virkeligt meget mættende. Min mave var fuld før næsen og tungen var det. Det var så fristende. Men alright, jeg er et voksent menneske, jeg kan godt håndtere det. Og styre mig. Jeg er bare lidt misundelig på Asger som har næsten to meter at fordele sådan et par solide portioner over.

Vi slog mave. Og efter en stund hentede vi ostene frem fra køkkenet - et par stykker Mr. B havde købt oppe i Torvehallerne, noget svensk, lidt smuldret ko, en fransk hvidskimmel, og et lille stykke Saint Agur. De ville have været gladere for et glas hvidvin, så Cliff fik også lov at hvile.

Bagefter fik vi biancomangiare, som tæller højt på vores favoritliste over desserter. Der var en stribe sundhedsfarligt knaldrød, libanesisk rosensirup omkring, og et drys guldglimmer på toppen.

Til sidst nød vi resten af den dejlige flaske, mens vi talte om hvordan vi skulle leje en bil med stort bagagerum i Los Angeles engang, og drøne rundt i Napa.

pilgrimme til bords

Lourdes er fantastisk.

Min menighed havde sendt mig afsted til otte skønne dage som pilgrim i Lourdes, sammen med 91 andre skandinaviske katolikker. Det var tæt tilrettelagte dage, med Messer, processioner, ting at høre og se og faste spisetider at komme hjem til.

Grupper og andres detaljerede tilrettelæggelse af min tid har det - i det store og hele - med at føles imposerende og snærende fra indersiden af min hud, vil jeg gerne indrømme, begge dele har det med at gøre mig rastløs, indadvendt og irritabel. Men pilgrimskonceptet holdt 100%. De andre pilgrimme var vildt søde, og vi var simpelthen bare sammen i dagenes skønne, rolige flow.

Det er ikke så tit jeg står op kl. 5.45 med glæde, slet ikke på en ferie. Men man skulle jo være til Messe et sted nede på Le Sanctuaire ved 8-tiden, og den udsigt var sådan set nok.

På vores hotel i Rue Sainte Marie blev petit déjeuner serveret som buffet, og udvalget var karakteristisk sydeuropæisk. Hvidt brød, noget af det ristet. Og kage. Uundværlig for italienere, og dem var der mange af. Restauranten forsøgte at være imødekommende, de havde indskaffet rugbrød - ! - til skandinaverne, og der var yoghurt og svesker og ost af en bleg art, frugt og skinke og juice og et mørkt fluidum de kaldte kaffe.

Jeg vil gerne indrømme at det var svært at være helt sirlig med kommunionsfasten (faste en time inden man modtager kommunion), for buffeten var først klar kl. 7.30, og man skulle jo lige op og omkring den og ned til sit bord igen. Og så afsted, ud i den smukke varme dag, med et let sjal over skuldrene, med sanghæftet i tasken og rosenkransen rundt om håndledet, så den hele tiden var ved hånden.

Måltiderne var en fremtrædende del af vores dage, både de himmelske og de jordiske. Der var som sagt faste spisetider i hotellets restaurant, det lader til at de fleste pilgrimsgrupper holder sig til sådan nogle, og det giver faktisk god mening, i betragtning af de mange ting man skal nå. Man skal ikke tage stilling til hvornår, hvor eller hvad man vil spise. Man skal bare møde op, finde sine borde - vi sad ved lange borde, markeret med skilte for "Scandinaves" - og så var der fælles bordbøn og en varm tre-retters menu.

Jeg er glad for grillet ost på sprødt brød, så denne hér forret var et hit.

De spiser solidt i Haute-Pyrénées. Kraftfuldt. Energirigt. Proteinrigt. Denne hér salat kunne have været en anden fin lille forret, også uden bjerget af ost, skinke og æg, som bare lige skal markere bunden.

Jeg tror jeg fik mere kød på de otte dage, end jeg plejer at spise på halvanden måned. Men først og fremmest spiser de tilsyneladende kartofler og æg på de kanter. Vi fik kartofler hver eneste dag, til hver eneste frokost og hver eneste middag på nær en enkelt. Hér blev de f.eks. serveret som gnocchi.

Vi fik dem også som mos.

Som små tærter, som hele og bagte...

...som fritterede og stegte i både og skiver.

Man blev glad for deres letteste desserter, som citronsorbet, jordbæris eller denne hér melonsalat. Den blev severet med ost i tykke skiver ved siden af. Hvis man skulle mangle.

Men kagen hér var også dejligt klassisk fransk, med sin cremede, syrligt-søde sauce.

Efter frokost ser man lige om kan finde sig en kop kaffe, inden man skal finde gruppen igen. Kaffe er altid dejlig, og efter sådan et måltid er den nærmest nødvendig. Vi blev glade for Café L'Esplanade som ligger ud til en - efter forholdene - lidt trafikeret vej. Der var ikke så tæt pilgrimstrængsel, de var søde og lavede ok kaffe, fransk kaffe godt nok. Som jo er tynd.

Hen på eftermiddagen kunne det være tid til at finde gruppen igen, f.eks. for at samles omkring vores røde fane og gå i Sakramentsprocession kl. 16.30. En præst bærer den indviede hostie ned fra Rosenkranskirken, og vi følger efter, skandinaver, belgiere, italienere fra masser af forskellige menigheder, irere, indere og senegalesere og mexicanere og amerikanere, folk fra hele verden. Optur. Vi endte nede i Pius X basilikaen.

Hinsides Pont Saint Michel ligger Boulevard de la Grotte, en travl gade hvor man bl.a. finder de religiøse dimsers svar på dallevalle, Palais du Rosaire, og hvor små sidegader bugter sig op og ned, og man tydeligt mærker at byen ligger akkurat ved Pyrénéernes fod.

Og hér finder man også Regalty, en café med klassisk stribet markise over gaden, og den bedste mand bag disken. Opmærksom, effektiv, simpelthen så venlig. De mange italienere i byen havde det tydeligvis ligesom mig, de kunne ikke klare sig på fransk kaffe alene, og det var der råd for hos Regalty.

Som så mange andre i byen havde han et separat, lysende skilt med "espresso all'italiana", og et kort med crêpes. Vi havde kastet kærlige blikke på det, men man er ikke voldsomt sukkerflov sådan en eftermiddag, kun et par timer efter frokostens dessert, og med aftenens ditto i udsigt. På den anden side skulle jo man være et skarn for at være i Frankrig uden at tage for sig. Vi måtte. Man fik dem i sæt af to, vi valgte crêpes au confiture og au grand marnier, som den opvartende herre satte ild til ved bordet. God stil.

De var perfekt tynde, akkurat lidt sprøde i kanten, ikke for søde.

En dag tog vi op i bjergene, med retning mod Gavarnie hvor vi skulle spise frokost. Mens vi drejede om det ene sving efter det andet, opad og opad, og jeg med mellemrum skulle minde mig selv om at buschaufføren var lokal og givetvis havde styr på sagerne, ventede jeg hvert øjeblik at se de hemmelige skrænter fulde af høns, som alt taler for at de må holde sig på de kanter. Kartoflerne må de bytte sig til, tænker jeg. Anna (en af de andre pilgrimme) spurgte os om vi ville have omelet eller ørred til frokost, hun ville lige ringe til vores spisested og give besked. Ørred er den fisk man kan få på de kanter. Den springer i Le Gave, så vi selv.

Det var en varm dag, så det var dejligt at komme ind i skyggen at spise. Salat med en vinaigrettedressing, en smule cremet med en smule sennep, tror jeg. Herligheden var selvfølgeligt toppet med et æg...

... for lige at lægge bunden til de næste æg.

For det er klart at vi skulle have omelet. Vi er jo i Frankrig. En rødmosset mand dukkede op fra køkkenet indimellem. Jeg begriber ikke hvordan han kunne håndtere så mange omeletter ude i køkkenet. Jeg begriber heller ikke hvordan deres fadebure kan rumme mængderne af æg, jeg vil skyde på at hver omelet var lavet på mindst fire. Nej, det er ikke tallerkenen der er lille, det er omeletten der er stor, og den var god, rigtigt god. Og selvfølgeligt var der kartofler til.

Til sidst fik vi en lille, kølig æbletærte, og gik så ud i middagsheden, kiggede os lidt omkring og fandt den lillebitte kirke. Nød landskabet, fandt nogle delis. Ret pudsigt at de overhovedet findes sådan et sted, byen er virkeligt ganske, ganske lille, men der må være madglade gæster nok, både blandt sommerens bjergvandrere og vinterens skiløbere. Der var et vidunderligt udvalg af oste, vi havde set noget lignende i nogle små, mørke butikker i Lourdes, men hér lå de så duftende og så tæt at man næsten kunne mærke hjertet synke, da man skulle lade dem tilbage. Vi havde jo ikke køleskab på hotellet. De havde også dejlige søde sager som klassisk, fransk nougat - jeg købte noget med lavendel - og honningslik, en anden lokal glæde - som de perles au miel, jeg fik med. Og kager, først og fremmest gateau basque, en rund sag med skrånende sider og kuppel på oversidens midte, og en konisk én, stærkt vanilleduftende og flitret i overfladen.

De holder traditionelt en del får i Pyrénéerne, og spiser dem angiveligt ved nogle særlige middage, på et eller andet særligt tidspunkt om året (eller var det flere?). Anna var engang blevet inviteret på lam grillet på skifer, som de jo også har ved hånden deroppe. Det var et hit, sagde hun, og jeg tror det gerne.

Vi trak ind under en markise, og så var skyerne også venlige at trække lidt sammen, mens vi nød en kold orangina og et par kopper kaffe. Der skulle altid være sådan en udsigt over eftermiddagskaffen, synes jeg. Yep, den vertikale stribe over det bageste hus, det lyse i bunden af billedet, er et vandfald.


Vi havde på forhånd forestillet os at der skulle blive masser af stille aftentimer, hvor man kunne nyde et glas vin. Jeg tror ikke at vi på hele ugen nåede flere glas end man kan tælle på en hånd. Philippe var sød at byde på et glas rødvin ved middagen en aften hvor vi delte bord, Grethe bød generøst af sin flaske hvid en anden aften.


Men vi skulle jo videre. Der var kun omkring fem kvarter at nyde vores tre retter i, hvis vi skulle nå ned på Le Sanctuaire i tide til at deltage i la procession mariale aux flambeaux, som begynder klokken 21. Man mødes og stiller sig klar i skumringen. Når der er budt velkommen sætter processionen langsomt igang, man beder rosenkransens fem led, ave maria'erne på alle de sprog som er repræsenterede i byen, stemmer i et fælles paternoster og sicut erat in principio på latin, skifter til sang - Ave Maria på Lourdes'k - lytter til musikken, forsangerne og forbederne som står oppe foran Rosenkranskirken, og bevæger sig langsomt rundt om L'Esplanade med tændte lys bag små papirsskærme. Tusindvis af mennesker fra hele verden. Til sidst samles man foran kirken og synger Salve Regina.

Vi deltog som gruppe bag den røde fane et par aftener, hvor ave maria blev både sagt og sunget på dansk under den franske himmel. Det er en rar følelse at lægge skandinavisk stemme til Kirken.

Andre aftener gik vi ned og deltog fra processionens periferi, sammen med alle de andre pilgrimme som ikke gik med. Man kan altid bede sammen. Og synge.

Andre aftener igen fandt vi en andagt at falde ned i, en aften viste det sig at blive blandt irere. Der er altid liv i byens kirker, og uanset hvor vi kommer fra i verden, er vi fælles om det vigtigste.


Et par enkelte aftener blev der tid til at passere Pont Saint Michel igen, og få et glas vin hos Regalty. Og simpelthen nyde at gå ude under så smuk og lun en himmel i sin sommerkjole, med lidt rod i krøllerne efter en lang dag, men ikke træt.

De skænker vinen generøst på de kanter. I enorme glas. Mens rødvinen er lidt ungdommeligt robust i det, ofte på en drue der hedder tannat, er hvidvinen ganske dejlig. En hvid grenache. Karakterfuld og frisk.

Men den suverænt mest interessante drik i Lourdes er jo Grottens vand, som begyndte at springe efter Bernadettes møde med Den Hellige Jomfru i 1858. Opfordringen var som den stadigt står på de mange runde plader på klippevæggen, der strækker sig mellem Grotten og Rosenkranskirken; "Venez boire à la fontaine et vous y laver". Så det gør vi.

Der er altid mange mennesker ved Grotten, langs kirken, badene og de overdækkede lysborde, hvor man kan tænde et lys i forbindelse med sine bønner. Over broerne, på den anden side af Le Gave, er der fredfyldt. Og også her kan man tappe grottevand som man vil. Vi lærte at tage en dunk med, og plastikglas.

Og så satte vi os på stenbænkene langs floden, under trækronerne der stadigt var lysegrønne langs bredden, mens løvet op ad bjergsiderne var ved at blive gyldent og rødligt. Det var næsten den bedste tid. Stille tid i varmen, hvor vi sank hen i stedet. Kiggede ned i det krystalklare vand, hvor ørrederne slog plask, og lyttede til ænder der skræppede og pilgrimme der sang ved badene på den anden side. Skubbede støvet foran bænken lidt rundt med snuden af sandalerne.

Jeg havde taget en masse lekture med, Ricoeur og Dufrenne, Sor Juana Ines de la Cruz, Octavio Paz og James Joyce, men det eneste jeg fik læst var nogle afsnit af Apostlenes Gerninger, en stille stund efter søndagsmessen. Jeg havde forestillet mig masser af stunder med kaffe ved hånden, ryggen mod en varm mur og en bog på knæene, almindeligvis ville jeg blive rastløs af at undvære mine bøger så længe. Men jeg savnede dem ikke.

Dagenes rolige rytme satte sig i kroppen. Der var en tid til alt, og alt var ordnet. Jeg ville ikke have troet det på forhånd, men selv jeg som har været hidsigt fortravlet og følt mig bagud med alting i evigheder, selv jeg måtte overgive mig. En af de vigtigste ting jeg har lært i Lourdes, er at modtage.

Og så fik jeg brugt min rosenkrans så meget, at perlerne skiftede farve fra rosa til hvide. Med blikket mod verdens vigtigste spisebord, dét som vi har ét stående af inde i Grotten, dét som vi helt konkret deler med Gud og hvermand. Og kvinde.

Jeg tror ikke at jeg nogensinde har oplevet noget så intenst på så udramatisk en måde, som Lourdes.

Det føltes overhovedet ikke rigtigt at tage nordpå igen, men man var nødt til det. Jeg glæder mig til at komme tilbage

Påske!

Sådan så vores påskebord ud igår aftes.

Vi begyndte med at bruge en time eller to i køkkenet på at gøre grøntsager og urter i stand, koge vagtelæg, koge smørbønner, grille en aubergine som skulle bruges senere, og åbne vinen.

Jeg bandt også den fine, lille lammekølle op med rigelige buketter af rosmarin, salvie og timian hele vejen rundt. Urternes aroma trænger subtilt ind i kødet mens det steger i ovnen.

Så var vi klar til noget action.

Vi begyndte med at blende en pesto rosso af soltørrede tomater, og spise den på små crostini mens vi skålede i et boblende glas vino ved køkkenbordet.

I baggrunden ser man mit skærebrædt med de små, halverede vagtelæg hvis blommer jeg netop havde fjernet og smidt i den lyserøde skål, så de var klar til at blive blendet med hvidvinsdrukne pinjekerner, løvstikke, honning, fiskesauce, hvidvinseddike og et kværn sort peber.

Da vagtelæggene var fyldt igen, grøntsagerne til forretten var klar og vi havde overblik over resten, satte vi os ind ved spisebordet og nød lidt stenbidderrogn med creme fraiche og rødløg, og æggene ved siden af. Der var som sædvaneligt brød på bordet - jeg ER lidt monoman med mit brød - og vin tilbage til de små, grønne glas.

Så satte vi pastaen over, og jeg lavede en sauce af grønne asparges med hvidløg, hvidvin og gorgonzola, salt og peber. Jeg havde et lidt løst greb om hvidvinsflasken, så saucen blev en smule for tynd; vinen var simpelthen ikke dampet så meget ind som jeg havde forestillet mig, da de små aspargessnitter var møre. Jeg vægtede biddet i asparges'ne over saucens tæthed, og smeltede gorgonzola'en ned i den lidt rigelige, afdampede sjat vin som lå på panden. Det smagte skønt som altid, og det var dejligt forårsagtigt med de asparges.

Og så var det tid til at skære påskemiddagens ikoniske lammekølle for. Jeg steger en hel steg så sjældent at jeg til stadighed føler mig usikker på hvor længe den skal have. Jeg er ængstelig for at give den for meget - jeg ville føle at jeg havde krænket kødet, på en eller anden måde, hvis det endte trist og brun-beige og tørt - men er omvendt ligeså ængstelig for at servere råt kød, når det ikke er hensigten. Under opbindingen, under dækket af de udtørrede urter, viste lammet sig heldigvis at være perfekt. Indenfor en bred, brunlig kant fandtes et stort, rosa centrum, akkurat tilberedt i midten, stadigt saftigt hele vejen igennem.

Vi havde to små grøntsagsretter ved siden af.

I den hvide skål til venstre er der smørbønner som først blev kogt, siden stegt af i olivenolie til skindet akkurat sprak. Da det andet og sidste hold bønner på panden var klar, kom der hvidløg og chili ved, lidt salt og tyndt strimlede forårsløg og ramsløg. I en skål blander man hele den lune herlighed godt sammen, tilsætter citronsaft og sumak, og til sidst fårefeta i smulder eller tern. I den gule skål til højre er kødet fra den grillede aubergine findelt og moset, rørt op med tahin, lidt salt, granatæble molasse, citronsaft, salt, peber og grofthakket, bredbladet persille, og til sidst vendt med små tern af agurk (uden kerner), mini tomater i både, og kernerne af et frisk granatæble.

Jeg havde en rest fåremælksyoghurt tilbage fra Skærtorsdagens traditionelle frokost med Gigi, Marianne og min storesøster, og det meste af et bundt duftende mynte, så vi lavede også en lille myntesauce. Og havde dejlige, små, brune oliven niçoises.

Vinen var en Chianti Classico Casina di Cornia 2007 ude fra Fabio i Cibi e Vini. På én gang ungdommeligt let og frugtig, klassisk sangiovese, og træ-agtigt lagret. Den passede strålende til den middelhavs arabiske tuning, bordet var inde på. Vi havde som sædvaneligt kildevand ved siden af.

Der var en farverig rigelighed som dækkede tallerkenerne. Og jeg nød at spise af netop disse tallerkener som jeg ikke bruger til hverdag, fordi de er gamle og lidt skrøbelige i deres sprøde fajance, og har affektionsværdi. Det er de Villeroy & Boch tallerkener min mormor & morfar fik som deres første stel da de var nygifte.

Det fungerede rigtigt godt med bønnerne og auberginehistorien, var vi enige om. Bønnerne var bløde og lune og venlige med lidt bid fra chilien og deres grønne flitter, auberginecremen syrlig og frisk på en fyldig måde. Det hele var dejligt. Jeg synes jeg plejer at kunne tage sundt & godt fra ved et middagsbord, min petite størrelse i betragtning, men ville ønske jeg havde en større mave, når jeg sidder ved så veldækket et bord. Det er irriterende når maven er mæt før ganen er det.

Vi hyggespiste et stykke tid, småretter og særligheder inviterer ligesom til det. Ligesom rødvin gør.

Men så var det tid til ost. Vi lod de små brune oliven blive på bordet sammen med brødet, og fik iranske dadler til. Det er de bedste. Saftigt-klistrede og aromatiske.

Ostene var karakterfulde sager, fåreoste og et par råmælksbrie'er, den ene - den rødlige yderst oppe til venstre - en fyr som var dyppet i vin og lagret på en særlig måde, virkeligt insisterende.

Til sidst tog vi også kagen med ind ved bordet. Det var en mini panettone som jeg fik foræret for måneder tilbage, og som havde ligget og gemt sig i køkkenet. Om formiddagen havde jeg prikket den over det hele med en langtandet gaffel, og lavet en sirup af saften af et par citroner, noget rørsukker og en halv gren rosmarin, som blev hældt over. Den havde stået og trukket hele dagen, tildækket, og var syrlig og karamelagtig i overfladen.

Vi var mætte og tilfredse, og der var stadigt vin at nyde, det er det bedste, det eftertænksomme glas. Lysene var ved at brænde ud, og fuglene sang udenfor da jeg slukkede de sidste.

forberedelser

Påske er min yndlingsbegivenhed på hele året. Uden sammenligning. Jeg holder af alle enkelthederne ved den; fastetiden som går forud, de fantastiske messer i hele den stille uge, læsningerne, årstiden den ligger på, musikken, farverne, traditionerne. Også de materielle.

Påske handler på mange forskellige måder om at slippe al godheden og glæden løs, og lade den få overtaget. At lade sig falde tilbage i den. Og lade sig befrie.

Så efter fastetidens nøjsomhed er det klart at vi slår os løs imorgen, og holder så meget fest som vi kan finde ud af ude i køkkenet og ved spisebordet.

Jeg har taget tilløb over kogebøgerne. Helt undtagelsesvist skal jeg ikke holde påske sammen med min familie i år, vi er bare to overskuelige munde at finde på gode sager til. Jeg tror at det er lykkedes, og hvad mere er, forretningerne ødelagde ikke min planlægning, jeg kunne få alt hvad der stod på min liste.

Nu sidder jeg og skriver huskeseddel, jeg skal f.eks. huske at lægge smørbønner i blød iaften inden vi smutter til Messe. Jeg får i almindelighed flimmer af lister og sedler, jeg får i særdeleshed flimmer af mennesker som dyrker dem, og finder fornøjelse ved at sætte flueben. Men indimellem er de handy, listerne. Jeg vil gerne gøre det hele så dejligt, så festligt og så fuldstændigt som muligt, og jeg vil ikke lade min p.t. latente distræthed komme i vejen.

Jeg har tænkt mig at bryde fasten med stil allerede i nat, når vi kommer hjem. Jeg har købt belgiske øl, bl.a. en Westmalle dubbel som er én af mine absolutte favoritter, og noget blød, lyserød luksus, fiskehandlerens krabbe/rejesalat. Dette hér er natten for undtagelser og ustyrlighed.

Jeg er anyways altid så høj efter Messen at jeg ikke kan sove, så jeg vil pynte op, vil jeg, med mine små får og æg og kyllinger fra æskerne som fandtes dybt inde i skabet, og nu ligger og venter hér bag kogebøgerne på mit spisebord. Pynte indimellem kølende mundfulde af en fyldig øl.

Jeg er mere rastløs end jeg bryder mig om denne eftermiddag. Jeg tror egentligt at dette hér er hvad feststemning går ud på, planlægning og forventning, en lille smule præstationsiver, en hel masse glæde. Men lige nu vil jeg gerne finde fred til at dykke ned ved skrivebordet nogle timer.