sommersnack: jordbær med rosensirup & fåremælksyogurt

Man skal jo nyde jordbærrene, nu de er her. 

Og det er klart, der er få ting - alright, der er nok ingen - som kommer op på siden af de jordbær som stadigt er solvarme, duftende, med kødet modent mørkerødt, hvælvet og blankt mellem kernerne, og som man selv har plukket. Eller de jordbær man - i det mindste - kan købe fra små haver oppe omkring sommerhuset. Det er næsten en synd at gøre noget ved dem, de er perfekte som de er. De er lige til at spise og blive taknemmelig over.

Men hér i byen, hvor man må nøjes med de bær man kan finde i Torvehallerne, okay men nogle gange lidt rigeligt robuste, hårde, syrlige, umodne, kan man godt iklæde dem lidt ting & sager uden at skamme sig, synes jeg.

Forleden spiste vi f.eks. en halv bakke jordbær skåret i fjerdedele (eller sjettedele, afhængigt af størrelsen), vendt med lidt arabisk rosensirup, serveret med fast fåremælksyogurt og en kvist mynte.

Det var en herlig lille snack.

flødeskumslykke: éclairs med jordbær!

Jeg holder meget af éclairs. Vandbakkelsen, luftig, med huller som åbner krummens lette sejghed, ikke tør, ikke for sød. Cremen, kølig, som akkurat hviler i sin - flækkede - kagesky.

Åh!

Dessertdragen havde på sin facebookgruppe annonceret, at hun regnede med at få danske jordbær til gårsdagens flødeskumslørdag, og jeg håbede inderligt at hun ville lave éclairs. Jeg blev ikke skuffet. Bag diskens klare rude stod denne hér fyr og smilede til mig med sin jordbærmund. Klar til kys.

Tivoli kagen

Jeg vil gerne advokere for Tivoli kagen. Alt for få laver den, alt for få nyder den.

Det er en skam.

Den er skøn!

Nederst finder man en lille, rund mørdejsbund med mazarin. Så en smule æblekompot, som med sin beherskede syrlighed spiller op til toppens lette fylde: en fin, jævn, kølig, vanillecrème, ikke for tæt, ikke for anmassende, duftende, lysegul, perfekt. Omkring den og over den: det luftigste flødeskum. Kronet med en marengs, ikke mat men blank, dekoreret med en klassisk rød frugtgelée tegnet i tynd spiral.

Behøver jeg at sige, at Dessertdragen havde sin månedentlige flødeskumslørdag idag?

Selvdisciplin

Selvdisciplin, det er når man køber denne hér kage nede i Dessertdragens Kageværksted om lørdagen, og stiller den til side til om søndagen.

Det er fastetid. Køkkenbordet og spisebordet har skiftet rytme, og jeg holder min søde tand i skak hele ugen, til om søndagen. Søndage er undtaget fra fasten. Vi katolikker er praktiske folk, ikke asketer.

Der er den uoverenstemmelse ved det, at Dessertdragen på sin side ikke har åbent om søndagen, mens jeg på min side føler at jeg må vælge mine kager med endnu større omhu end sædvaneligt, og derfor retter mine skridt så meget desto mere målrettet mod netop Dragen. Så der står jeg lørdag eftermiddag, og skal vælge mellem moussekager og cheesecake og franske vafler og tærter og hindbærsnitter og fragilité, alt er det bedste, og byder sig til på det smukkeste bag de rene, klare glasdiske. Jeg har et kærligt blik til de franske vafler som troner på deres eget fad, men forestiller mig at vaflerne bliver bløde af den friske, flødelige creme, hvis de skal vente på mig. Så det bliver denne hér muffin, af gulerodskage med stor krumme, god fugtighed og rigelige trevler, toppet til overdådighed med sød-syrlig, ostelig creme og orange spåner, der smager som hvid chokolade. Så højt at den forsigtigt må presses en smule ned med en paletkniv, så den passer i æsken.

Man kan lære meget i fastetiden. Prioritering, blandt andet, og at sortere i sin lyst. Og at gode ting er værd at vente på.

yogurt al caffè

Sommerens yndlingssnack har været denne hér kaffeyoghurt fra Granarolo. Lige fra køleskabet er den sval, syrlig, let sød og har en rund smag af kaffe. Den er ikke fast som græsk yoghurt, men den er heller ikke tynd som de danske sager i kartoner. Perfekt på en lille sølvtheske, en eftermiddag, med en kop sort dynamit ved siden af.

Og stadigt skøn i september.

kaffemoster

Ok, det er et uskarpt billede af en smuk lille pige, men jo ikke bare en hvilkensomhelst smuk lille pige. Det er min skønne niece. Og jeg er kaffemosteren.

Jeg har en Vibiemme domobar og de gode bønner fra Risteriet. Dahlia har kaffetørsten.

Hendes storebror er nysgerrig, mest overfor Vibiemme selv, han er en god co-barrista, men taber interessen når hanen lukkes og maskinen indstiller sin knurren, vender tilbage til sine stilfærdige suk, sin sporadiske klikken, og kaffen står hed og klar under sit cremede låg.

Det er til gengæld hér at Dahlias interesse bliver vakt.

Vi taler ikke om en almindelig, barnlig interesse for voksnes verden og nye dufte og konsistenser og fascination af små kopper. Denne hér pige er virkeligt glad for sin kaffe. Ved sommerhusets morgenborde har jeg set hende frustreret og ærgerlig overfor kaffekanden og de påholdende forældre, som forsøger at holde kaffetørsten hen. Ihvertfald forbi de 2 år. Men det nytter ikke. Hun må have sin kaffe, om så bare stærkt fortyndet i et glas mælk, hvis det virkeligt er det eneste de voksne vil gå med på.

Denne eftermiddag stod den franske mandarinsodavand i lyserødt prinsesseglas i ulige konkurrence, da kaffen kom på bordet mellem min søster og mig. Pludseligt sidder tøsen på skødet af kaffesøstrene og bunder, med kaffekoppen imellem begge hænder og hovedet lagt tilbage, for lige at få det hele med. Hun foretrækker den straight up.

Jeg ved godt at det slet ikke er fornuftigt og godt at drikke kaffe mens man stadigt går med ble. Men jeg synes altså at det er benhård kaffestil. Og fræsende baghjul til de voksne der ødelægger deres med sirupper og sukker og drukner den i mælk. Om 15 år vil Dahlia tilkaste dem hånlige blikke, mens hun bunder en dobbelt ristretto.

dolcissimo

Som barn syntes jeg at der var noget uhyggeligt ved begrebet "lørdagsslik". Vi fik det ikke selv, men man kunne høre om det eller opleve det i andre familier, hvor dette lørdagsslik f.eks. manifesterede sig i separate skåle - decideret - jeg husker konkret en families røde slikskåle, som hundeskåle, triste, asociale, det virkede så regelbundet, så programmæssigt, så lystløst.

Jeg tænker på det mens jeg indser, at der umærkeligt er gået rytme i mit eget forhold til kage. Jeg er ligeså lidt glad for regler nu som da jeg var barn, alligevel har kage etableret sig som en ret så rart tilbagevendende del af det bløde, venlige flow jeg bestræber mig på at min søndag har. Og det føles hverken regelbundet eller programmæssigt, det føles traditionsrigt og under alle omstændigheder lystfyldt. Søndag er så velegnet til kage, for jeg har tid til at nyde den. Det pokkers er at mit yndlingssted - Dessertdragens Kageværksted - er lukket om søndagen, men på vej tilbage fra Messe kommer jeg lige forbi både Emmery's og van Hauen, og kan gøre en ubesværet afstikker til Lagkagehuset, som jo snart findes allevegne.

Idag fik vi noget helt særligt: et udvalg af små italienske kager, som Julie havde medbragt fra den italienske bod på fødevaremarkedet, som i disse dage breder sig over Kongens Nytorv.

Efter Messe, efter lidt huslighed og en backflushing af køkkenets konge, Vibiemme, denne overdådighed:

En lidt sejg, millefeuille-lignende kage med citron creme.

En bådformet, småkagesprød og smørsukkersød ramme om en meget fast, meget sød creme med pinjekerner.

En lille massiv kugle af en slags grovmalet mandelmasse med et marmeladecentrum.

En mandelsag mere med en anden slags marmelade.

Jeg bryggede kaffe og serverede mandelmælk til. Det var altsammen skønt, det var også meget sødt, meget, meget sødt. Jeg ville ønske at der var mere af en araber eller syditaliener i mig, for jeg ville helst have spist og drukket mere af herlighederne end min naturlige grænse tillod mig. Jeg har sådan én. Den er irriterende. Til gengæld er der rester til imorgen.