sommersnack: jordbær med rosensirup & fåremælksyogurt

Man skal jo nyde jordbærrene, nu de er her. 

Og det er klart, der er få ting - alright, der er nok ingen - som kommer op på siden af de jordbær som stadigt er solvarme, duftende, med kødet modent mørkerødt, hvælvet og blankt mellem kernerne, og som man selv har plukket. Eller de jordbær man - i det mindste - kan købe fra små haver oppe omkring sommerhuset. Det er næsten en synd at gøre noget ved dem, de er perfekte som de er. De er lige til at spise og blive taknemmelig over.

Men hér i byen, hvor man må nøjes med de bær man kan finde i Torvehallerne, okay men nogle gange lidt rigeligt robuste, hårde, syrlige, umodne, kan man godt iklæde dem lidt ting & sager uden at skamme sig, synes jeg.

Forleden spiste vi f.eks. en halv bakke jordbær skåret i fjerdedele (eller sjettedele, afhængigt af størrelsen), vendt med lidt arabisk rosensirup, serveret med fast fåremælksyogurt og en kvist mynte.

Det var en herlig lille snack.

Tivoli kagen

Jeg vil gerne advokere for Tivoli kagen. Alt for få laver den, alt for få nyder den.

Det er en skam.

Den er skøn!

Nederst finder man en lille, rund mørdejsbund med mazarin. Så en smule æblekompot, som med sin beherskede syrlighed spiller op til toppens lette fylde: en fin, jævn, kølig, vanillecrème, ikke for tæt, ikke for anmassende, duftende, lysegul, perfekt. Omkring den og over den: det luftigste flødeskum. Kronet med en marengs, ikke mat men blank, dekoreret med en klassisk rød frugtgelée tegnet i tynd spiral.

Behøver jeg at sige, at Dessertdragen havde sin månedentlige flødeskumslørdag idag?

tortillas de maiz (majstortillas)

Jeg er blevet meget glad for tortillas. Tortillas af majs som dufter og mætter og giver den dejligste basis for en hel række mexicanske køkkenklassikere. Smukke med melets små mørke prikker, deres let sprukne overflade og brunt bagte pletter.

De er nemme og hyggelige at have med at gøre. Man kan til gengæld ikke komme udenom at de tager lidt tid at bage (medmindre man da har en meget stor stegepande, som kan tage flere ad gangen).

Uanset hvad, er det tid der er givet godt ud.

Man kan ikke bruge en hvilken som helst majsmel, det skal være den såkaldte masa harina (som kan fås i Chili House). Masa harina er lavet på majs som er gået igennem en såkaldt nixtamalisations-proces (den er tørret, behandlet i en opløsning af læsket kalk, vasket, kværnet og tørret igen), som dels gør det muligt for melet at danne dej sammen med vand, dels gør majsens næringsstoffer betydeligt lettere at optage.

Det er praktisk at have en tortillapresse (som også kan fås i Chili House), men i en snæver vending kan man presse med et fad eller en grydebund istedet.

Til 6-8 små tortillas bruger man:

* 1 stor kop masa harina

* 3 / 4 kop kogt vand (afkølet et øjeblik)

Hæld melet i en skål, og tilsæt det varme vand. Rør det igennem med en flad grydeske. Når vandet er sunket ind i melet, og ikke længere er knaldhedt, begynder man at ælte. Ælt dejen godt igennem i fem minutters tid. Tilsæt mere mel eller vand efter behov - dejen skal have konsistens circa som play-doh (som jeg husker som lidt mere kornet end dansk modellervoks); fast så man kan knibe dejen op mellem fingrene, men ikke tør.

Dæk skålen til med et viskestykke, og lad dejen hvile 20-30 minutter.

Dæk tortillapressens to sider med bagepapir, som er klippet til i formen.

Varm en tung, tykbundet stegepande - gerne en smedejernspande - op til god varme. Man bruger ikke fedtstof, panden skal være tør.

Form dejen til 6 - 8 kugler. Den mister tit lidt fugt mens den hviler, så tilsæt evt. lidt mere vand på dette tidspunkt, f.eks. ved at dyppe hver enkelt portion dej i en skål varmt vand, idet den formes til en kugle.

Læg kuglen på tortillapressen, og pres den. Den skal være jævn, ikke mere end 2 mm tyk circa. Hvis dejen er for tør vil kanten blive frønnet, og give besvær i bagningen.

Læg tortilla'en på panden i én hurtig bevægelse. Når den begynder at slippe godt rundt i kanterne efter et minuts tid, skal den vendes.

Hvis dejen og temperaturen er rigtig, vil tortilla'en hæve op.

Efter et halvt til et helt minut - når tortilla'en er sunket sammen igen - vendes den rundt endnu engang, og får et øjeblik. Så skal den af.

Efterhånden som tortilla'erne bliver færdige, smækker man dem (stabelvis) ind i et foldet viskestykke eller to. Meget etablerede tortilla entusiaster vil have en decideret tortillavarmer - en foret kurv med låg - det har jeg ikke, men jeg har indset at dette afsluttende punkt ikke er uvæsentligt; tortilla'erne får først deres helt rigtige, bøjelige karakter når de har dampet hinanden klar.

Tortillas kan fint gemmes til dagen efter, og de kan også fryses ned. Giv dem en tur i et dampslag inden brug.

Og elsk dem!

mexicanske særligheder: pica gomas & en tanke om slikkets tegnsystem

Da jeg forleden var nede hos min chilipusher for at gøre nogle helt andre indkøb, faldt jeg over disse hér mystiske, små, brune gummikugler. Det var mexicansk børneslik, sagde de. I solidaritet med de mexicanske børn, lidt fordi jeg godt kunne lide indpakningen, og lidt for at tilfredsstille min egen nysgerrighed, købte jeg nogle stykker med.

De viste sig at være ret særlige. Sure og søde og chili-hotte. Og med en helt egenartet aroma af kontorartikler. Som når man træder ind i en forretning for kontorartikler, og der er denne hér lugt af papir, blanketblokke og lim, lidt af nålefilt, og af viskelæder.

Nu kan man jo læse på indpakningen, at de selv synes de smager af vandmelon.

Måske er identifikationen af vandmelonsmagen - ligesom andre børne-slik-aromaer - tillært og kulturelt betinget, som når danske børn ved at en bestemt smag, gerne ledsaget af magentarød farve, er hindbær, mens amerikanske børn ved at en bestemt smag, gerne ledsaget af lilla farve, er drue. Eller når man i Danmark overhovedet kan tale om sådan noget som en sports-smag. Som vi jo samtidigt kan identificere med klart ufarvet, sart lysegul eller grøn. Er man ikke på forhånd bekendt med de aftalte sammenhænge, er det umuligt at identificere de enkelte syrligtsøde smage med de enkelte bær eller frugter, eller med deres farver, som kunne referere til så meget andet. Eller at regne ud at sport overhovedet har en smag, som ikke er sved.

Det er et smukt eksempel for semiotikere. Roland Barthes kunne have skrevet en elegant artikel om det.

Jeg har nøjedes med at tygge mig igennem disse hér gomas, og finde ud af at de faktisk vinder ved nærmere bekendtskab. Og at de må være af den dér tamarind pulp de er så glade for derovre.

Jeg har ikke alene været nede at købe et par håndfulde mere, jeg begynder også at overveje om jeg skal bede Asger tage noget lignende med, når han alligevel er ude at shoppe ting til kommende middage i latino supermarkederne i Los Angeles. Men hvad har de overhovedet? Jeg havde i forvejen tænkt mig noget tamarind slik, udover saladitos og nogle ordentlige ting som nopales og charales. Men jeg ved ikke hvilke mærker der er gode. Eller hvad de ellers kan smage af.

Så jeg har ladet mig føre virtuelt ved hånden ind i mexicanske slikbutikker på et browse, ind i denne hér søde hule i Toluca f.eks. Så nu ved jeg at de er glade for hjerteformede æsker, ligesom amerikanere og sydeuropæere. Men bjergene af syltede frugter, stakkene af regelmæssigt kantede, massive blokke i baggrunden, fadene med blege, brune, chokoladedyppede og krymlede kager, af flade, brune skiver af et eller andet, af stave og kugler - alle disse ting giver ikke sig selv. En mexicaner ville givetvis kunne identicere dem med et kvart øjekast, læse deres overflader og vide hvordan en firkantet form indikerer ét mens en rund indikerer noget helt andet, at krymmel giver et løfte som er helt anderledes end dét chokoladedyppet giver, og som rækker langt hinsides krymmel og chokolade i sig selv. De søde sager har et sprog, som mexicaneren forstår. Og jeg er selvfølgeligt udenfor. Tilbage hvor jeg begyndte, overladt til forsøg i praksis.

Dagen derpå med Daddy's brandade

Jeg er vældig glad for at få foræret mad. Et halvt hjemmebagt brød, nogle muffins eller et glas marmelade eller sådan noget. Det er ikke bare lækkert, det er superhyggeligt.

Det er vild luksus at jeg har sådan en sød far, som ovenikøbet er køkken-ørn. Og som med mellemrum forærer mig mad til fryseren, portioner af kalve-sautée indienne, grundsauce til bolognese - hakket oksekød simret i timevis med løg, tomater, hvidløg og rødvin - eller boeuf en daube. Den slags. Ting som tager lang tid at lave, og som smager så dejligt.

Igår kom han forbi med et glas brandade de morue, som han havde serveret som hors d'æuvre for gæsterne - mine forældres nytårsgæster - dagen før. Den stod dér i køleskabet og fristede, selvom jeg stadigt var mæt efter vildsvinet.

Jeg tror ikke der findes noget bedre sådan dag, end netop brandade de morue; udvandet klipfisk som er kogt, så stegt af i olivenolie, tilsat lidt mælk eller fløde, blendet med mosede, kogte kartofler, en masse hvidløg og lidt peber og halløj. Fantastisk med kapers og en salat af bagte, flåede peberfrugter, men også skøn bare sådan, på brød.

Uha!

flæskeøre, øresvær, flæskesvær

Jeg var så heldig at få smagsprøver på en virkeligt skøn snack igår. Det var Cecilie som havde eksperimenteret i køkkenet, og generøst bød af sine sprødristede, poppede svineører.

Efter insisterende, omhyggelig rensning, hvor også de små, stride hår skrabes af - igen og igen - med en skarp kniv, er de skåret i ganske tynde skiver, og bagt i ovnen i 10 timer ved 60 grader. Bagefter er de poppet i vindruekerneolie et minut eller to.

De skal nydes med et godt drys salt, og smager som flæskesvær fra andre udskæringer. Men de er alligevel helt særlige, synes jeg. Det er respektfuldt at udnytte alt fra et dyr som har givet sit liv, og det er en tilfredsstillelse i sig selv. Man kan ligesom ære dyret ved at få det bedste ud af - eller frem i - alle dele af det, det er også godt for den gastronomiske fantasi. Og ørernes form og størrelse byder sig simpelthen naturligt til som en snack, de er så fine.

yogurt al caffè

Sommerens yndlingssnack har været denne hér kaffeyoghurt fra Granarolo. Lige fra køleskabet er den sval, syrlig, let sød og har en rund smag af kaffe. Den er ikke fast som græsk yoghurt, men den er heller ikke tynd som de danske sager i kartoner. Perfekt på en lille sølvtheske, en eftermiddag, med en kop sort dynamit ved siden af.

Og stadigt skøn i september.