Oh yeah!

Sådan hér ser min eftermiddag ud!

Det har været lidt meget, det hele. Så jeg besluttede allerede for længe siden at jeg vil holde fri denne weekend, og nyde Pinsen.

Jeg havde nogle aftaler i formiddags, men på vejen hjem tænkte jeg på friheden der ventede. Og måtte forbi Dessertdragens Kageværksted at manifestere friheden ved at købe en dejlig kage med. Jeg havde forestillet mig en gulerodsmuffin eller en moussekage, men det er bare fordi jeg har siddet for længe ved skrivebordet. Ude i virkeligheden er det blevet sommer, det er smukt og saftigt og frodigt, og der er bær.

Dessertdragen var gået grassat i jordbær. Danske jordbær, understregede hun. Så man kunne få klassiske jordbærkager med chokoladedækket mazarinbund, en slags fuglereder i lysende hvid marengs med chokolade og en flødeskumscreme der hyggede om bærrene i redernes bund, noget de kaldte jordbærbagateller som var en fast, svagt lysegul creme - sat med smør, som de udtrykte det - med jordbær og lidt kiwi i (tror jeg der var), med tynd, fnuglet bund omkring, skåret i nydelige firkanter, og en slags jordbær-med-fløde-kage, som lignede panna cotta toppet med jordbær. Og så denne hér. En cheesecake med jordbær. Den stod på sit eget fad og smilede til mig.

Der er ikke andet for end at kaste sig ud i herlighederne. Jeg begynder nu.

Jeg har ryddet skrivebordet, og fundet en stak tegneserier frem.

Jeg vil læne mig tilbage i dem og i jordbærrene. Smage og nyde og overhovedet ikke kigge på hvad klokken er.

Selvdisciplin

Selvdisciplin, det er når man køber denne hér kage nede i Dessertdragens Kageværksted om lørdagen, og stiller den til side til om søndagen.

Det er fastetid. Køkkenbordet og spisebordet har skiftet rytme, og jeg holder min søde tand i skak hele ugen, til om søndagen. Søndage er undtaget fra fasten. Vi katolikker er praktiske folk, ikke asketer.

Der er den uoverenstemmelse ved det, at Dessertdragen på sin side ikke har åbent om søndagen, mens jeg på min side føler at jeg må vælge mine kager med endnu større omhu end sædvaneligt, og derfor retter mine skridt så meget desto mere målrettet mod netop Dragen. Så der står jeg lørdag eftermiddag, og skal vælge mellem moussekager og cheesecake og franske vafler og tærter og hindbærsnitter og fragilité, alt er det bedste, og byder sig til på det smukkeste bag de rene, klare glasdiske. Jeg har et kærligt blik til de franske vafler som troner på deres eget fad, men forestiller mig at vaflerne bliver bløde af den friske, flødelige creme, hvis de skal vente på mig. Så det bliver denne hér muffin, af gulerodskage med stor krumme, god fugtighed og rigelige trevler, toppet til overdådighed med sød-syrlig, ostelig creme og orange spåner, der smager som hvid chokolade. Så højt at den forsigtigt må presses en smule ned med en paletkniv, så den passer i æsken.

Man kan lære meget i fastetiden. Prioritering, blandt andet, og at sortere i sin lyst. Og at gode ting er værd at vente på.

dolcissimo

Som barn syntes jeg at der var noget uhyggeligt ved begrebet "lørdagsslik". Vi fik det ikke selv, men man kunne høre om det eller opleve det i andre familier, hvor dette lørdagsslik f.eks. manifesterede sig i separate skåle - decideret - jeg husker konkret en families røde slikskåle, som hundeskåle, triste, asociale, det virkede så regelbundet, så programmæssigt, så lystløst.

Jeg tænker på det mens jeg indser, at der umærkeligt er gået rytme i mit eget forhold til kage. Jeg er ligeså lidt glad for regler nu som da jeg var barn, alligevel har kage etableret sig som en ret så rart tilbagevendende del af det bløde, venlige flow jeg bestræber mig på at min søndag har. Og det føles hverken regelbundet eller programmæssigt, det føles traditionsrigt og under alle omstændigheder lystfyldt. Søndag er så velegnet til kage, for jeg har tid til at nyde den. Det pokkers er at mit yndlingssted - Dessertdragens Kageværksted - er lukket om søndagen, men på vej tilbage fra Messe kommer jeg lige forbi både Emmery's og van Hauen, og kan gøre en ubesværet afstikker til Lagkagehuset, som jo snart findes allevegne.

Idag fik vi noget helt særligt: et udvalg af små italienske kager, som Julie havde medbragt fra den italienske bod på fødevaremarkedet, som i disse dage breder sig over Kongens Nytorv.

Efter Messe, efter lidt huslighed og en backflushing af køkkenets konge, Vibiemme, denne overdådighed:

En lidt sejg, millefeuille-lignende kage med citron creme.

En bådformet, småkagesprød og smørsukkersød ramme om en meget fast, meget sød creme med pinjekerner.

En lille massiv kugle af en slags grovmalet mandelmasse med et marmeladecentrum.

En mandelsag mere med en anden slags marmelade.

Jeg bryggede kaffe og serverede mandelmælk til. Det var altsammen skønt, det var også meget sødt, meget, meget sødt. Jeg ville ønske at der var mere af en araber eller syditaliener i mig, for jeg ville helst have spist og drukket mere af herlighederne end min naturlige grænse tillod mig. Jeg har sådan én. Den er irriterende. Til gengæld er der rester til imorgen.

medallien

Jeg har så meget lyst til medallier, at det næsten er et begær. Ingen anden kage kan gøre mig rigtigt glad i øjeblikket.

Jeg har ikke regnet det lille mesterværk for noget særligt, indtil for nyligt. Det var min søster der for alvor introducerede mig for medallien da vi var i sommerhus, de var fra Bager Erik i Nykøbing Sjælland, og de havde ikke bare en høj retro værdi, de var nærmest elegante. To tynde, ikke for søde småkagebunde omsluttede fra top og bund en kølig, luftig, flødelig, fint sødet creme. Oplevelsen var sprød og blød på én gang. Som om det ikke var nok, var kagen en pige-æsthetisk fornøjelse med sin lille plet af glasur ovenpå, og de små skiver af jordbær til pynt & glæde.

Tilbage i byen har jeg været på hvileløs jagt efter medallien hos flere bagere, end jeg efterhånden kan huske. Jeg har været hos Van Hauen på Østergade, Van Hauen i Magasin, i Lagkagehuset, i Trianon, i Amadeus på Store Kongensgade, hos Johansen på Gl. Kongevej. Og hos flere endnu. Jeg har endda været hos Wienerkonditoriet ved Kultorvet, selvom det ikke præcis har fristet mig hidtil. Alt har været forgæves. Så var det jeg huskede, at Mr. B havde haft medallier med til vores eftermiddagskaffe engang i juni, og jeg var glad da jeg hørte at de små vidundere - med lyserød glasurplet og mandarinpynt, så vidt jeg husker - var så nærved som hos Taffelbay på Nørre Voldgade. Fuld af forventning - som jeg ovenikøbet havde delt med min søster, der kom til kaffe den dag - løftede jeg ansigtet mod de fremmede diske, og spurgte ekspeditricen ud. De havde dem ikke. Det var ondt. De har dem ikke, når det er saison for jordbærkager og frugttærter.

Hvad gør jeg? Hvor går jeg hen med min længsel?