Lourdes er fantastisk.
Min menighed havde sendt mig afsted til otte skønne dage som pilgrim i Lourdes, sammen med 91 andre skandinaviske katolikker. Det var tæt tilrettelagte dage, med Messer, processioner, ting at høre og se og faste spisetider at komme hjem til.
Grupper og andres detaljerede tilrettelæggelse af min tid har det - i det store og hele - med at føles imposerende og snærende fra indersiden af min hud, vil jeg gerne indrømme, begge dele har det med at gøre mig rastløs, indadvendt og irritabel. Men pilgrimskonceptet holdt 100%. De andre pilgrimme var vildt søde, og vi var simpelthen bare sammen i dagenes skønne, rolige flow.
Det er ikke så tit jeg står op kl. 5.45 med glæde, slet ikke på en ferie. Men man skulle jo være til Messe et sted nede på Le Sanctuaire ved 8-tiden, og den udsigt var sådan set nok.
På vores hotel i Rue Sainte Marie blev petit déjeuner serveret som buffet, og udvalget var karakteristisk sydeuropæisk. Hvidt brød, noget af det ristet. Og kage. Uundværlig for italienere, og dem var der mange af. Restauranten forsøgte at være imødekommende, de havde indskaffet rugbrød - ! - til skandinaverne, og der var yoghurt og svesker og ost af en bleg art, frugt og skinke og juice og et mørkt fluidum de kaldte kaffe.
Jeg vil gerne indrømme at det var svært at være helt sirlig med kommunionsfasten (faste en time inden man modtager kommunion), for buffeten var først klar kl. 7.30, og man skulle jo lige op og omkring den og ned til sit bord igen. Og så afsted, ud i den smukke varme dag, med et let sjal over skuldrene, med sanghæftet i tasken og rosenkransen rundt om håndledet, så den hele tiden var ved hånden.
Måltiderne var en fremtrædende del af vores dage, både de himmelske og de jordiske. Der var som sagt faste spisetider i hotellets restaurant, det lader til at de fleste pilgrimsgrupper holder sig til sådan nogle, og det giver faktisk god mening, i betragtning af de mange ting man skal nå. Man skal ikke tage stilling til hvornår, hvor eller hvad man vil spise. Man skal bare møde op, finde sine borde - vi sad ved lange borde, markeret med skilte for "Scandinaves" - og så var der fælles bordbøn og en varm tre-retters menu.
Jeg er glad for grillet ost på sprødt brød, så denne hér forret var et hit.
De spiser solidt i Haute-Pyrénées. Kraftfuldt. Energirigt. Proteinrigt. Denne hér salat kunne have været en anden fin lille forret, også uden bjerget af ost, skinke og æg, som bare lige skal markere bunden.
Jeg tror jeg fik mere kød på de otte dage, end jeg plejer at spise på halvanden måned. Men først og fremmest spiser de tilsyneladende kartofler og æg på de kanter. Vi fik kartofler hver eneste dag, til hver eneste frokost og hver eneste middag på nær en enkelt. Hér blev de f.eks. serveret som gnocchi.
Vi fik dem også som mos.
Som små tærter, som hele og bagte...
...som fritterede og stegte i både og skiver.
Man blev glad for deres letteste desserter, som citronsorbet, jordbæris eller denne hér melonsalat. Den blev severet med ost i tykke skiver ved siden af. Hvis man skulle mangle.
Men kagen hér var også dejligt klassisk fransk, med sin cremede, syrligt-søde sauce.
Efter frokost ser man lige om kan finde sig en kop kaffe, inden man skal finde gruppen igen. Kaffe er altid dejlig, og efter sådan et måltid er den nærmest nødvendig. Vi blev glade for Café L'Esplanade som ligger ud til en - efter forholdene - lidt trafikeret vej. Der var ikke så tæt pilgrimstrængsel, de var søde og lavede ok kaffe, fransk kaffe godt nok. Som jo er tynd.
Hen på eftermiddagen kunne det være tid til at finde gruppen igen, f.eks. for at samles omkring vores røde fane og gå i Sakramentsprocession kl. 16.30. En præst bærer den indviede hostie ned fra Rosenkranskirken, og vi følger efter, skandinaver, belgiere, italienere fra masser af forskellige menigheder, irere, indere og senegalesere og mexicanere og amerikanere, folk fra hele verden. Optur. Vi endte nede i Pius X basilikaen.
Hinsides Pont Saint Michel ligger Boulevard de la Grotte, en travl gade hvor man bl.a. finder de religiøse dimsers svar på dallevalle, Palais du Rosaire, og hvor små sidegader bugter sig op og ned, og man tydeligt mærker at byen ligger akkurat ved Pyrénéernes fod.
Og hér finder man også Regalty, en café med klassisk stribet markise over gaden, og den bedste mand bag disken. Opmærksom, effektiv, simpelthen så venlig. De mange italienere i byen havde det tydeligvis ligesom mig, de kunne ikke klare sig på fransk kaffe alene, og det var der råd for hos Regalty.
Som så mange andre i byen havde han et separat, lysende skilt med "espresso all'italiana", og et kort med crêpes. Vi havde kastet kærlige blikke på det, men man er ikke voldsomt sukkerflov sådan en eftermiddag, kun et par timer efter frokostens dessert, og med aftenens ditto i udsigt. På den anden side skulle jo man være et skarn for at være i Frankrig uden at tage for sig. Vi måtte. Man fik dem i sæt af to, vi valgte crêpes au confiture og au grand marnier, som den opvartende herre satte ild til ved bordet. God stil.
De var perfekt tynde, akkurat lidt sprøde i kanten, ikke for søde.
En dag tog vi op i bjergene, med retning mod Gavarnie hvor vi skulle spise frokost. Mens vi drejede om det ene sving efter det andet, opad og opad, og jeg med mellemrum skulle minde mig selv om at buschaufføren var lokal og givetvis havde styr på sagerne, ventede jeg hvert øjeblik at se de hemmelige skrænter fulde af høns, som alt taler for at de må holde sig på de kanter. Kartoflerne må de bytte sig til, tænker jeg. Anna (en af de andre pilgrimme) spurgte os om vi ville have omelet eller ørred til frokost, hun ville lige ringe til vores spisested og give besked. Ørred er den fisk man kan få på de kanter. Den springer i Le Gave, så vi selv.
Det var en varm dag, så det var dejligt at komme ind i skyggen at spise. Salat med en vinaigrettedressing, en smule cremet med en smule sennep, tror jeg. Herligheden var selvfølgeligt toppet med et æg...
... for lige at lægge bunden til de næste æg.
For det er klart at vi skulle have omelet. Vi er jo i Frankrig. En rødmosset mand dukkede op fra køkkenet indimellem. Jeg begriber ikke hvordan han kunne håndtere så mange omeletter ude i køkkenet. Jeg begriber heller ikke hvordan deres fadebure kan rumme mængderne af æg, jeg vil skyde på at hver omelet var lavet på mindst fire. Nej, det er ikke tallerkenen der er lille, det er omeletten der er stor, og den var god, rigtigt god. Og selvfølgeligt var der kartofler til.
Til sidst fik vi en lille, kølig æbletærte, og gik så ud i middagsheden, kiggede os lidt omkring og fandt den lillebitte kirke. Nød landskabet, fandt nogle delis. Ret pudsigt at de overhovedet findes sådan et sted, byen er virkeligt ganske, ganske lille, men der må være madglade gæster nok, både blandt sommerens bjergvandrere og vinterens skiløbere. Der var et vidunderligt udvalg af oste, vi havde set noget lignende i nogle små, mørke butikker i Lourdes, men hér lå de så duftende og så tæt at man næsten kunne mærke hjertet synke, da man skulle lade dem tilbage. Vi havde jo ikke køleskab på hotellet. De havde også dejlige søde sager som klassisk, fransk nougat - jeg købte noget med lavendel - og honningslik, en anden lokal glæde - som de perles au miel, jeg fik med. Og kager, først og fremmest gateau basque, en rund sag med skrånende sider og kuppel på oversidens midte, og en konisk én, stærkt vanilleduftende og flitret i overfladen.
De holder traditionelt en del får i Pyrénéerne, og spiser dem angiveligt ved nogle særlige middage, på et eller andet særligt tidspunkt om året (eller var det flere?). Anna var engang blevet inviteret på lam grillet på skifer, som de jo også har ved hånden deroppe. Det var et hit, sagde hun, og jeg tror det gerne.
Vi trak ind under en markise, og så var skyerne også venlige at trække lidt sammen, mens vi nød en kold orangina og et par kopper kaffe. Der skulle altid være sådan en udsigt over eftermiddagskaffen, synes jeg. Yep, den vertikale stribe over det bageste hus, det lyse i bunden af billedet, er et vandfald.
Vi havde på forhånd forestillet os at der skulle blive masser af stille aftentimer, hvor man kunne nyde et glas vin. Jeg tror ikke at vi på hele ugen nåede flere glas end man kan tælle på en hånd. Philippe var sød at byde på et glas rødvin ved middagen en aften hvor vi delte bord, Grethe bød generøst af sin flaske hvid en anden aften.
Men vi skulle jo videre. Der var kun omkring fem kvarter at nyde vores tre retter i, hvis vi skulle nå ned på Le Sanctuaire i tide til at deltage i la procession mariale aux flambeaux, som begynder klokken 21. Man mødes og stiller sig klar i skumringen. Når der er budt velkommen sætter processionen langsomt igang, man beder rosenkransens fem led, ave maria'erne på alle de sprog som er repræsenterede i byen, stemmer i et fælles paternoster og sicut erat in principio på latin, skifter til sang - Ave Maria på Lourdes'k - lytter til musikken, forsangerne og forbederne som står oppe foran Rosenkranskirken, og bevæger sig langsomt rundt om L'Esplanade med tændte lys bag små papirsskærme. Tusindvis af mennesker fra hele verden. Til sidst samles man foran kirken og synger Salve Regina.
Vi deltog som gruppe bag den røde fane et par aftener, hvor ave maria blev både sagt og sunget på dansk under den franske himmel. Det er en rar følelse at lægge skandinavisk stemme til Kirken.
Andre aftener gik vi ned og deltog fra processionens periferi, sammen med alle de andre pilgrimme som ikke gik med. Man kan altid bede sammen. Og synge.
Andre aftener igen fandt vi en andagt at falde ned i, en aften viste det sig at blive blandt irere. Der er altid liv i byens kirker, og uanset hvor vi kommer fra i verden, er vi fælles om det vigtigste.
Et par enkelte aftener blev der tid til at passere Pont Saint Michel igen, og få et glas vin hos Regalty. Og simpelthen nyde at gå ude under så smuk og lun en himmel i sin sommerkjole, med lidt rod i krøllerne efter en lang dag, men ikke træt.
De skænker vinen generøst på de kanter. I enorme glas. Mens rødvinen er lidt ungdommeligt robust i det, ofte på en drue der hedder tannat, er hvidvinen ganske dejlig. En hvid grenache. Karakterfuld og frisk.
Men den suverænt mest interessante drik i Lourdes er jo Grottens vand, som begyndte at springe efter Bernadettes møde med Den Hellige Jomfru i 1858. Opfordringen var som den stadigt står på de mange runde plader på klippevæggen, der strækker sig mellem Grotten og Rosenkranskirken; "Venez boire à la fontaine et vous y laver". Så det gør vi.
Der er altid mange mennesker ved Grotten, langs kirken, badene og de overdækkede lysborde, hvor man kan tænde et lys i forbindelse med sine bønner. Over broerne, på den anden side af Le Gave, er der fredfyldt. Og også her kan man tappe grottevand som man vil. Vi lærte at tage en dunk med, og plastikglas.
Og så satte vi os på stenbænkene langs floden, under trækronerne der stadigt var lysegrønne langs bredden, mens løvet op ad bjergsiderne var ved at blive gyldent og rødligt. Det var næsten den bedste tid. Stille tid i varmen, hvor vi sank hen i stedet. Kiggede ned i det krystalklare vand, hvor ørrederne slog plask, og lyttede til ænder der skræppede og pilgrimme der sang ved badene på den anden side. Skubbede støvet foran bænken lidt rundt med snuden af sandalerne.
Jeg havde taget en masse lekture med, Ricoeur og Dufrenne, Sor Juana Ines de la Cruz, Octavio Paz og James Joyce, men det eneste jeg fik læst var nogle afsnit af Apostlenes Gerninger, en stille stund efter søndagsmessen. Jeg havde forestillet mig masser af stunder med kaffe ved hånden, ryggen mod en varm mur og en bog på knæene, almindeligvis ville jeg blive rastløs af at undvære mine bøger så længe. Men jeg savnede dem ikke.
Dagenes rolige rytme satte sig i kroppen. Der var en tid til alt, og alt var ordnet. Jeg ville ikke have troet det på forhånd, men selv jeg som har været hidsigt fortravlet og følt mig bagud med alting i evigheder, selv jeg måtte overgive mig. En af de vigtigste ting jeg har lært i Lourdes, er at modtage.
Og så fik jeg brugt min rosenkrans så meget, at perlerne skiftede farve fra rosa til hvide. Med blikket mod verdens vigtigste spisebord, dét som vi har ét stående af inde i Grotten, dét som vi helt konkret deler med Gud og hvermand. Og kvinde.
Jeg tror ikke at jeg nogensinde har oplevet noget så intenst på så udramatisk en måde, som Lourdes.
Det føltes overhovedet ikke rigtigt at tage nordpå igen, men man var nødt til det. Jeg glæder mig til at komme tilbage
