dolcissimo

Som barn syntes jeg at der var noget uhyggeligt ved begrebet "lørdagsslik". Vi fik det ikke selv, men man kunne høre om det eller opleve det i andre familier, hvor dette lørdagsslik f.eks. manifesterede sig i separate skåle - decideret - jeg husker konkret en families røde slikskåle, som hundeskåle, triste, asociale, det virkede så regelbundet, så programmæssigt, så lystløst.

Jeg tænker på det mens jeg indser, at der umærkeligt er gået rytme i mit eget forhold til kage. Jeg er ligeså lidt glad for regler nu som da jeg var barn, alligevel har kage etableret sig som en ret så rart tilbagevendende del af det bløde, venlige flow jeg bestræber mig på at min søndag har. Og det føles hverken regelbundet eller programmæssigt, det føles traditionsrigt og under alle omstændigheder lystfyldt. Søndag er så velegnet til kage, for jeg har tid til at nyde den. Det pokkers er at mit yndlingssted - Dessertdragens Kageværksted - er lukket om søndagen, men på vej tilbage fra Messe kommer jeg lige forbi både Emmery's og van Hauen, og kan gøre en ubesværet afstikker til Lagkagehuset, som jo snart findes allevegne.

Idag fik vi noget helt særligt: et udvalg af små italienske kager, som Julie havde medbragt fra den italienske bod på fødevaremarkedet, som i disse dage breder sig over Kongens Nytorv.

Efter Messe, efter lidt huslighed og en backflushing af køkkenets konge, Vibiemme, denne overdådighed:

En lidt sejg, millefeuille-lignende kage med citron creme.

En bådformet, småkagesprød og smørsukkersød ramme om en meget fast, meget sød creme med pinjekerner.

En lille massiv kugle af en slags grovmalet mandelmasse med et marmeladecentrum.

En mandelsag mere med en anden slags marmelade.

Jeg bryggede kaffe og serverede mandelmælk til. Det var altsammen skønt, det var også meget sødt, meget, meget sødt. Jeg ville ønske at der var mere af en araber eller syditaliener i mig, for jeg ville helst have spist og drukket mere af herlighederne end min naturlige grænse tillod mig. Jeg har sådan én. Den er irriterende. Til gengæld er der rester til imorgen.

picnic med pesto rosso

Jeg er glad for at tage pasta med i picnictasken. På det sidste har jeg især været glad for pasta vendt med pesto og noget sprødt grønt af en art. Den klassiske, grønne basilikum pesto er altid en vinder, men i de sidste uger har jeg shoppet forskellig fyldt pasta i Supermarco, hvilket kaldte på nye eksperimenter. Så igår fik vi raviolini med parmigiano og basilikum, som var vendt i pesto rosso - min version af tomatpesto - og rucola, mens de stadigt var dampende varme. Det tilbereder rucolaen en smule.

Pesto rosso:

*50 g. soltørrede tomater, udblødt i vand
*1/4 - 1/2 kop pinjekerner
*1 kop reven parmigiano reggiano
*4-5 spsk god olivenolie
*1 spsk aceto di pomodoro
*3 fed hvidløg
*en smule salt

Læg de soltørrede tomater i blød i koldt vand mindst fire timer i forvejen. Dæk skålen til.

Når tomaterne er bløde, hældes vandet fra. Skyl evt. en ekstra gang.

Riv omkring en kopfuld parmigiano.

Hæld alle ingredienser i blenderen, skær evt. de tre fed hvidløg i mindre stykker først. Blend til pestoen er ensartet. Smag til! Vær opmærksom på at tomaterne kan være lidt salte i sig selv, så det kan være klogt at begynde forsigtigt. Konsistensen kan reguleres med mere olivenolie.

Hvis pestoen skal bruges til pasta, kan man - ligesom med den grønne - med fordel regulere konsistensen med lidt af pastaens kogevand, synes jeg. Men den kan naturligvis også bruges på crostini som den er, som dressing og til meget andet.

Til picnic havde vi, udover raviolini'erne, medbragt nogle pinde-hapser af tallegio stukket på gedechorizo, et stegt kyllingebryst med dejligt, sprødt skind, tomatsalat, oliven og en perfekt moden chaumes. Og brød og vino, selvfølgeligt.

Åh sommeraften!

travlhed, flytning, houseblessing

Der er sket en masse. Og selvfølgeligt er der blevet spist undervejs, men en del mere hastigt og lidt mere enkelt end sædvaneligt.

Jeg har nydt at Irma dette forår begyndte at sælge friske ramsløg, de var i ugevis til at få uden videre, og de blev spist i rigelighed. Det var noget med noget løg og radicchio og salvie og hvidvin og fløde. Over tagliolini.

Der er blevet spist snacks og prøvet kartoffelpizzaer.

Der er også blevet serveret en del kage.

Jeg er flyttet. Mit køkken er en del større, og der er meget bedre plads omkring middagsbordet. Min mor er ved at sy forhæng til køkkenbordet, min morfars gamle køkkenur er hos urmageren, og jeg skal vist lige i ikea efter en skuffesektion mere. Men kaffemaskinen er på plads, kogepladerne virker, og det samme gør min nye køkkenbelysning, et gammelt butiksskilt fra Le Mans, som min moster har foræret mig. Det er helt bestemt Københavns cooleste.

Det er begyndt at ligne hjemme. Og i lørdags var Daniel her så, og velsigne det. Det var et fint lille ritual med noget bibellæsning, nogle bønner, selve velsignelsen og bestænkelse med vievand. Bagefter fejrede vi den glædelige begivenhed med et glas Prosecco Colli Nobili og en bid mad.

Vi fik:

*fatoush
*brød
*små lammefrikadeller med soltørrede tomater, rosmarin, hvidløg og pinjekerner
*vagtelæg fyldt med et blend af egne æggeblommer, hvidvinsdrukne pinjekerner, koriander, honning, fiskesauce, hvidvinseddike etc.
*crostini med crème af varmrøget laks med kapers, dild og esdragon
*tern af mozzarella buffala rullet i finthakkede krydderurter med et stykke jambon cru omkring
*min mors klistret syrligt-søde appelsinkage
*min søsters frugttærte med nødde- & marengsbunde, jordbær og ananas

Jeg har lovet at lægge opskrifterne ud ved lejlighed. Jeg skal nok! Det bliver ligeså snart jeg har tid til at lave det igen, og måle efter.

Da de fleste gæster var gået, fandt vi en flaske rødvin, nogle oliven og en bid ost frem i køkkenet, og begav os ud mod søbredden på Christiania. Vi var absolut ikke sultne, det var bare hyggeligt at synke ned i den stille sommeraften. Der var musik på begge sider af bredden, fra kolonihaverne og fra gadesiden af Christiania, men det var umuligt at ærgre sig, det var skønt. Da vi gik hjem over Holmen stod månen perfekt gyldent over vandet, og brudevalsen spillede et eller andet sted fra. Og så begyndte fyrværkeriet at gnistre på himlen inde over byen. Det var næsten en kliché på en perfekt aften, efter en perfekt dag. Men det var umuligt ikke at hengive sig til dens charme.

penne med auberginecreme, pølse & knas

Det er dejligt med store portioner i øjeblikket, af fyldige, krydrede, substantielle sager.

Jeg var meget begejstret for nogle rigatoni med aubergine creme, som min grandkusine og jeg fik nede på Tony's i efteråret. Så det var oplagt at improvisere over temaet, det er alligevel umuligt at holde varmen andre steder end i køkkenet i øjeblikket. I fuld aktivitet bag forklædet, med blussende ovn, over dampende pander og gryder.

Det var en rigtigt rar improvisation, lidt ligesom med Glenn Gould og Bach, men uden sammenligninger iøvrigt. Jeg tror man kan improvisere morsomt videre, med løg og andre urter i cremen f.eks., man kan lade være med at tilsætte fløde, man kan også erstatte auberginerne med zucchini. Et cetera.

Til 2-3 personer bruger man:

*2 auberginer
*2 fed hvidløg
*1/2 kvist rosmarin
*olivenolie
*et skvæt piskefløde
*salt & peber
*3 håndfulde spæde spinatblade
*1/4 – 1/2 kop hasselnødder
*2-4 skiver tørt brød skåret i små tern
*3 pølser (helst nogle små tykke svinepølser fra slagteren - ellers irmas grove øko wienerpølser)

+ penne, rigatoni eller anden kort pasta

Auberginerne flækkes på langs, og lægges med snitfladen nedad, i et fad (eller en lille bradepande) smurt med olivenolie.

Bages i ovnen i 25-35 minutter ved 200 grader – tag dem ud og prik i dem, de skal være bløde.

Imens gør man knaset klar. 2-4 skiver brød med fin krumme skæres ud i ganske små tern. I en pande eller en kasserolle varmes en pæn sjat olivenolie op til den er meget varm. Smid de små brødtern i, og vend dem konstant indtil de er sprøde, ca. 10-12 minutter. Lad dem evt. fedte lidt af på en tallerken dækket med køkkenrulle.

Hasselnødderne ristes i et fad i ovnen så snart auberginerne er ude, ca. 7-10 minutter ved 200 grader. Hold øje! Hasselnødder brænder pludseligt på til det uspiselige. Når de er kølet lidt af, kan man evt. nulre det brune lag af nødderne. Hak dem groft, og stil dem til side.

Skær hvidløgsfedene i små tern, og pil nålene af en halv kvist rosmarin. Varm en pande op med lidt olivenolie, og steg forsigtigt hvidløget i det – det må endeligt ikke branke.

Skrab kernerne ud af auberginerne med en lille ske, og kasser dem. Skrab så kødet ud af skindet med en større ske, og smid det ned på den varme pande sammen med rosmarinen. Tilsæt et godt drys salt og nogle – mange! - vrid af peberkværnen.

Varm det godt igennem, og tilsæt et skvæt fløde. Lad det hele varme godt igennem, og fløden komme i kog. Sluk for blusset og stil panden til side.

Pølserne skæres i skrå skiver, og steges i ovnen i et oliesmurt fad, eller på bagepapir. Giv dem circa 10-15 minutter ved 200 grader.

Fjern stilkene fra spinaten, skyl den og slyng den omhyggeligt. Skær den evt. i strimler hvis bladene er meget store.

Kog pastaen.

Når aubergineblandingen er kølet lidt af, hældes den i en blender. Blend til den er blevet til crème, det tager kun et øjeblik.

I en lun skål blandes cremen med pastaen og pølsestykkerne. Anret en god portion på tallerkenen, og drys med spinat, croutoner og hasselnødder.

kuldens manifestationer

Det var sindsygt koldt at stå nede på Rådhuspladsen, det frøs for alvor, og det blæste. Men det var Malk de Kojn! Og hvad skulle man så gøre, andet end at mænge sig, blandt alle de andre solidt påklædte københavnere, og rækkerne af bredhoftede, solidt jysk-udseende politibetjente. Det var så vidunderligt fjollet det hele, at holde koncert i så umuligt vejr, trængslen mellem scenen, den tændte globe og skurvognene i Hopenhagen landsbyen, juletræet, den sært dæmpede klappen fra luffer, folk der insisterede på at danse i deres tumledukke-tykke påklædning, de iskolde dåseøl, hårbøjlerne med griseører og Malk de Kojns ko kostume. Lyden var ikke så klar, men det gjorde heller ingenting, alle mellem 14 og 40 (alle undtagen jeg) kunne tilsyneladende ordene udenad, og mangedoblede dem fra alle sider.

Det var så god en fest at man ikke overvejede at gå, før man faktisk var blevet alt for kold. Nede ved Larsbjørnsstræde var det næsten ikke til at overskue. Vi stred os videre, vi holdt ud, akkurat, og nåede hjem, stønnende, med noget der mindede om krampe i lårmusklerne, mine fødder var røde og hævede og krævede øjblikkeligt fodbad.

Ligeså snart vi kunne trække vejret uden at blive svimle, løftede det skandinaviske blod sig, og krævede sin ret.

Protein. Fedt. Alkohol.

Lige med det samme.

Så det endte med noget så mærkeligt som Cointreau af arvekrystallet og kyllingepølser af en smørrebrik. Det var vidunderligt. Det mindede mig om at et vidunderligt måltid netop ikke altid hviler på det omhyggeligt forberedte og udførte. Nogle gange hviler det alene på den lykke det er at få dækket sine behov når de er der.

Tony's

Vi var på Tony's igår, min grand-grand kusine og jeg. Det var godt, synes jeg. Jeg ville egentligt have taget nogle billeder af maden, men det glemte jeg. Vi snakker begge to rigtigt meget.

Tony's breder sig over to etager, en høj kælder og en høj stue. Ved kælderindgangen bliver man mødt af en venlig mand i forklæde bag en pult, han anviser en plads. Der er hyggeligt på en på én gang lidt praktisk, stordrift-lignende & HAY CPH agtig måde. Dæmpet lys uden at det bliver klægt, endsige candle-light slemt, med et af de dér elghoveder i foldet, hvid lampeplastik på væggen. Og så er der ellers bare hvidt og træfineret & -lamineret. Med lidt autentisk bjælke. Og vinkler og niveauer. Ret afslappet, med opstablede vinkasser mod en endevæg. Vi blev ført forbi den lange bardisk, og fik et lille firkantet bord af den slags man finder på café'er, beklædt med den træstrukturerede laminat de er glade for dernede, dækket op med menukort som dækkeservietter - eller hvad man kalder det, når der er tale om et stykke ubleget papir - et vinglas og et vandglas fyldt med bestik og en papirserviet. Der var ikke langt til bordet ved siden af. Virkeligt ikke. Det tavse kærestepar som sad der, kunne lade sig underholde af vores snak lige til de gik. Vi fik brød og en kraftig oliventapanade ind på bordet i en dyb tallerken, og tid til at beslutte os.

Man vælger enten tre retter for 200 kr. eller fire retter for 250 kr. Der er forretter, hovedretter, ekstratilbehør til hovedretter, ost og sødt, menuen udskiftes jævnligt, og der er altid noget at vælge imellem. Det er rustikke, klassiske sager af overvejende italiensk tilsnit, f.eks. vitello tonnato, bistecca alla fiorentina, spaghetti med kødboller, caprese salat, tiramisu. Nogle retter lægger man et tillæg på 30 - 100 kr. for, men de fleste ligger selvfølgeligt indenfor menuens rammer.

Vi valgte begge to tre retter. Udover mineralvand ville vi gerne have et enkelt glas rødvin hver, og tjeneren sagde så at den eneste rødvin de havde på glas den aften var en forholdsvist frugtig syditaliener, som jeg ikke husker navnet på. Det gav mig anledning til en let ængstelse, men det var der ingen grund til. Vinen var fyldig og dejlig og blød og nem.

Vores foretter kom hurtigt. Jeg fik en aflang, hvid tallerken foran mig, med tre tun-bøffer en miniature, grillet så de var tilberedte langs kanten, men rå indeni. Det var ikke den mest aromatiske tun jeg har fået i mit liv, men jeg ved ikke, måske er det svært når den først skal fryses ind, med tanke på parasitter. Anyways, de var fine og faste, de små sager, og jeg fik en dejlig purée af kogte, hvide bønner til (var der et strejf citronsaft i?). Drysset med friske blade af babyspinat og mynte, og små ringe af rødløg.

Efter en lille pause kom hovedretterne. Foran mig, endnu en aflang hvid tallerken med rygende varme rigatoni. De hyggede sig i en creme af bagte, purerede auberginer med lidt hvidløg, blandt tykke skiver salsicce (som de kaldte kålpølser) i genereuse mængder, stegt perfekt af, sammen med endnu et drys babyspinat - altsammen toppet af en slags knas af noget nødde-rasp lignende noget. Det var virkeligt en skøn ret! Uprætentiøs, varmende og mættende. Jeg spiste til jeg ikke var sulten længere. Og så spiste jeg lidt videre, fordi det smagte så godt. Det var med et suk og fugtige øjne at jeg måtte lade en ikke ubetydelig rest bære fra bordet igen. Selvom jeg er en ganske lille kvinde har jeg en sund appetit, og jeg tror godt jeg tør love at også store mænd kan blive mætte på Tony's. Hvis de er helt usædvaneligt store og sultne kan de jo endda bestille ekstratilbehør til omkring 40 kr. Og der var rigeligt med brød på bordet.

Vi havde stadigt osten tilgode. Den kom ind på samme, velkendte slags tallerken, nu med plads og blanke flader. Der var en lille bunke mild, cremet blåskimmel i smulder, og en stor trekant pikant lagret komælksost af en halv centimeters tykkelse, dertil endnu en lille skive brød for opfordringens skyld, og lidt flis af syltet pære. Jeg var som sagt mæt allerede, men man skulle jo være et skarn for ikke at smage på de gode sager, når de lå dér og bød sig til. Man kunne måske godt have ønsket sig noget ged eller får ved siden al den komælk, eller også er det bare mig - det er det helt sikkert også - der er lidt monoman med mine fåre- & gedeoste. Men blandingen kunne da være god. Især når der nu findes så mange gode italienske.

Vi var blevet siddende noget længere end vi i princippet kunne, stedet har nemlig regler omkring forskellige serveringer. Man har kun sit bord for et vist tidsrum, vi fik besked om at vi havde to timer og et kvarter. Det er selvfølgeligt rimeligt nok at der skal være et vist flow af gæster, så køkkenet kan blive holdt oppe og priserne nede. Men jeg var lidt skeptisk overfor det til en begyndelse, jeg afskyer tidspres når jeg spiser, min barndoms morgenborde gik ikke ud på andet. Og snakken ved bordet er en stor del af fornøjelsen ved at gå ud, synes jeg, jeg gider ikke at kigge på ure. Heldigvis var der altså ikke mere pres på bordene denne hér tirsdag, end at vi fik lov at blive siddende aldeles uforstyrrede. Det var i det hele taget en rar betjening, effektiv men ikke påtrængende. Jeg er klar over at det skal ligne opmærksomhed når tjeneren kommer undervejs for at spørge om man kan lide sin mad, men det føles påtrængende og uhøfligt, synes jeg. For tænk nu hvis man ikke kan. Det er rart at slippe for, også når man kan, som nu igår.

Vanvittigt nok slap vi derfra med en regning på under 600 kr.

Jeg har tænkt en del på de dejlige rigatoni siden. Det er irriterende at det tager så mange timer at fordøje et måltid, for nu kunne jeg da godt have spist op!

Men jeg tror bare jeg kommer tilbage efter mere en anden aften.

hotdogs - the experience

Prøv lige at se - det er hotdogs! I en quasi-øm samtale tilsyneladende, jeg er den lille til venstre.

Jeg havde fået denne hér impulsive idé om at vi måtte i Tivoli at høre Birthe Kjær på Plænen, de har haft dansktop aftener de sidste mange mandage. Jeg var allerede lidt ærgerlig over at jeg havde overset Peter Belli & Rivalerne, det er klassisk, dansk stil. Og så havde jeg ved en tidligere lejlighed bemærket mig, at der var kommet en bod med øko hotdogs i haven. Jeg har ikke spist en hotdog siden jeg var barn, tror jeg, men lejligheden forekom så passende. Vi ville egentligt bare høre et par numre og så gå videre efter hotdogs'ne, men Birthe Kjær var sært fortryllende. Fuldstændigt som jeg kunne have ønsket mig det, i rød skjorte, sorte bukser og med blond fluff hår. Vi blev på Plænen til det sidste ekstranummer var forbi.

Oppe ved Hotdog Corner viste det sig at franske hotdogs var den eneste mulighed, man skulle bare tage stilling til størrelsen og hvad der skulle i. Jeg spurgte hvad der var. Jeg er utrænet. Der skal fransk dressing i, selvfølgeligt! Fremme ved bænkene viste det sig, at pølserne var rigtigt udmærkede, kødfulde, smagfulde, ikke for fintfarserede, ikke for salte. Brødet var en slags grovbaguette, ikke et pølsebrød. Det lignede den stenhårde slags med en skorpe der river i gummerne, men det barske stoppede heldigvis ved udseendet, det var blødt og eftergivende. Til gengæld var der meget af det, samme størrelse uanset pølserne. Den franske dressing viste sig at være et andet navn for syrlig mayonnaise.

Alt i alt synes jeg det var et lykkeligt gensyn. Især var hele oplevelsen af handy mad på bænkene, i mørke, et hit.

Bagefter gik vi op for at hente kaffe i plastikkrus, men det kunne man ikke få. Der var lukket. Tivoli i september er lidt som jeg forestiller mig en mandagsaften på Holbæks Algade, stille, afventende.