kuldens manifestationer

Det var sindsygt koldt at stå nede på Rådhuspladsen, det frøs for alvor, og det blæste. Men det var Malk de Kojn! Og hvad skulle man så gøre, andet end at mænge sig, blandt alle de andre solidt påklædte københavnere, og rækkerne af bredhoftede, solidt jysk-udseende politibetjente. Det var så vidunderligt fjollet det hele, at holde koncert i så umuligt vejr, trængslen mellem scenen, den tændte globe og skurvognene i Hopenhagen landsbyen, juletræet, den sært dæmpede klappen fra luffer, folk der insisterede på at danse i deres tumledukke-tykke påklædning, de iskolde dåseøl, hårbøjlerne med griseører og Malk de Kojns ko kostume. Lyden var ikke så klar, men det gjorde heller ingenting, alle mellem 14 og 40 (alle undtagen jeg) kunne tilsyneladende ordene udenad, og mangedoblede dem fra alle sider.

Det var så god en fest at man ikke overvejede at gå, før man faktisk var blevet alt for kold. Nede ved Larsbjørnsstræde var det næsten ikke til at overskue. Vi stred os videre, vi holdt ud, akkurat, og nåede hjem, stønnende, med noget der mindede om krampe i lårmusklerne, mine fødder var røde og hævede og krævede øjblikkeligt fodbad.

Ligeså snart vi kunne trække vejret uden at blive svimle, løftede det skandinaviske blod sig, og krævede sin ret.

Protein. Fedt. Alkohol.

Lige med det samme.

Så det endte med noget så mærkeligt som Cointreau af arvekrystallet og kyllingepølser af en smørrebrik. Det var vidunderligt. Det mindede mig om at et vidunderligt måltid netop ikke altid hviler på det omhyggeligt forberedte og udførte. Nogle gange hviler det alene på den lykke det er at få dækket sine behov når de er der.

Tony's

Vi var på Tony's igår, min grand-grand kusine og jeg. Det var godt, synes jeg. Jeg ville egentligt have taget nogle billeder af maden, men det glemte jeg. Vi snakker begge to rigtigt meget.

Tony's breder sig over to etager, en høj kælder og en høj stue. Ved kælderindgangen bliver man mødt af en venlig mand i forklæde bag en pult, han anviser en plads. Der er hyggeligt på en på én gang lidt praktisk, stordrift-lignende & HAY CPH agtig måde. Dæmpet lys uden at det bliver klægt, endsige candle-light slemt, med et af de dér elghoveder i foldet, hvid lampeplastik på væggen. Og så er der ellers bare hvidt og træfineret & -lamineret. Med lidt autentisk bjælke. Og vinkler og niveauer. Ret afslappet, med opstablede vinkasser mod en endevæg. Vi blev ført forbi den lange bardisk, og fik et lille firkantet bord af den slags man finder på café'er, beklædt med den træstrukturerede laminat de er glade for dernede, dækket op med menukort som dækkeservietter - eller hvad man kalder det, når der er tale om et stykke ubleget papir - et vinglas og et vandglas fyldt med bestik og en papirserviet. Der var ikke langt til bordet ved siden af. Virkeligt ikke. Det tavse kærestepar som sad der, kunne lade sig underholde af vores snak lige til de gik. Vi fik brød og en kraftig oliventapanade ind på bordet i en dyb tallerken, og tid til at beslutte os.

Man vælger enten tre retter for 200 kr. eller fire retter for 250 kr. Der er forretter, hovedretter, ekstratilbehør til hovedretter, ost og sødt, menuen udskiftes jævnligt, og der er altid noget at vælge imellem. Det er rustikke, klassiske sager af overvejende italiensk tilsnit, f.eks. vitello tonnato, bistecca alla fiorentina, spaghetti med kødboller, caprese salat, tiramisu. Nogle retter lægger man et tillæg på 30 - 100 kr. for, men de fleste ligger selvfølgeligt indenfor menuens rammer.

Vi valgte begge to tre retter. Udover mineralvand ville vi gerne have et enkelt glas rødvin hver, og tjeneren sagde så at den eneste rødvin de havde på glas den aften var en forholdsvist frugtig syditaliener, som jeg ikke husker navnet på. Det gav mig anledning til en let ængstelse, men det var der ingen grund til. Vinen var fyldig og dejlig og blød og nem.

Vores foretter kom hurtigt. Jeg fik en aflang, hvid tallerken foran mig, med tre tun-bøffer en miniature, grillet så de var tilberedte langs kanten, men rå indeni. Det var ikke den mest aromatiske tun jeg har fået i mit liv, men jeg ved ikke, måske er det svært når den først skal fryses ind, med tanke på parasitter. Anyways, de var fine og faste, de små sager, og jeg fik en dejlig purée af kogte, hvide bønner til (var der et strejf citronsaft i?). Drysset med friske blade af babyspinat og mynte, og små ringe af rødløg.

Efter en lille pause kom hovedretterne. Foran mig, endnu en aflang hvid tallerken med rygende varme rigatoni. De hyggede sig i en creme af bagte, purerede auberginer med lidt hvidløg, blandt tykke skiver salsicce (som de kaldte kålpølser) i genereuse mængder, stegt perfekt af, sammen med endnu et drys babyspinat - altsammen toppet af en slags knas af noget nødde-rasp lignende noget. Det var virkeligt en skøn ret! Uprætentiøs, varmende og mættende. Jeg spiste til jeg ikke var sulten længere. Og så spiste jeg lidt videre, fordi det smagte så godt. Det var med et suk og fugtige øjne at jeg måtte lade en ikke ubetydelig rest bære fra bordet igen. Selvom jeg er en ganske lille kvinde har jeg en sund appetit, og jeg tror godt jeg tør love at også store mænd kan blive mætte på Tony's. Hvis de er helt usædvaneligt store og sultne kan de jo endda bestille ekstratilbehør til omkring 40 kr. Og der var rigeligt med brød på bordet.

Vi havde stadigt osten tilgode. Den kom ind på samme, velkendte slags tallerken, nu med plads og blanke flader. Der var en lille bunke mild, cremet blåskimmel i smulder, og en stor trekant pikant lagret komælksost af en halv centimeters tykkelse, dertil endnu en lille skive brød for opfordringens skyld, og lidt flis af syltet pære. Jeg var som sagt mæt allerede, men man skulle jo være et skarn for ikke at smage på de gode sager, når de lå dér og bød sig til. Man kunne måske godt have ønsket sig noget ged eller får ved siden al den komælk, eller også er det bare mig - det er det helt sikkert også - der er lidt monoman med mine fåre- & gedeoste. Men blandingen kunne da være god. Især når der nu findes så mange gode italienske.

Vi var blevet siddende noget længere end vi i princippet kunne, stedet har nemlig regler omkring forskellige serveringer. Man har kun sit bord for et vist tidsrum, vi fik besked om at vi havde to timer og et kvarter. Det er selvfølgeligt rimeligt nok at der skal være et vist flow af gæster, så køkkenet kan blive holdt oppe og priserne nede. Men jeg var lidt skeptisk overfor det til en begyndelse, jeg afskyer tidspres når jeg spiser, min barndoms morgenborde gik ikke ud på andet. Og snakken ved bordet er en stor del af fornøjelsen ved at gå ud, synes jeg, jeg gider ikke at kigge på ure. Heldigvis var der altså ikke mere pres på bordene denne hér tirsdag, end at vi fik lov at blive siddende aldeles uforstyrrede. Det var i det hele taget en rar betjening, effektiv men ikke påtrængende. Jeg er klar over at det skal ligne opmærksomhed når tjeneren kommer undervejs for at spørge om man kan lide sin mad, men det føles påtrængende og uhøfligt, synes jeg. For tænk nu hvis man ikke kan. Det er rart at slippe for, også når man kan, som nu igår.

Vanvittigt nok slap vi derfra med en regning på under 600 kr.

Jeg har tænkt en del på de dejlige rigatoni siden. Det er irriterende at det tager så mange timer at fordøje et måltid, for nu kunne jeg da godt have spist op!

Men jeg tror bare jeg kommer tilbage efter mere en anden aften.

hotdogs - the experience

Prøv lige at se - det er hotdogs! I en quasi-øm samtale tilsyneladende, jeg er den lille til venstre.

Jeg havde fået denne hér impulsive idé om at vi måtte i Tivoli at høre Birthe Kjær på Plænen, de har haft dansktop aftener de sidste mange mandage. Jeg var allerede lidt ærgerlig over at jeg havde overset Peter Belli & Rivalerne, det er klassisk, dansk stil. Og så havde jeg ved en tidligere lejlighed bemærket mig, at der var kommet en bod med øko hotdogs i haven. Jeg har ikke spist en hotdog siden jeg var barn, tror jeg, men lejligheden forekom så passende. Vi ville egentligt bare høre et par numre og så gå videre efter hotdogs'ne, men Birthe Kjær var sært fortryllende. Fuldstændigt som jeg kunne have ønsket mig det, i rød skjorte, sorte bukser og med blond fluff hår. Vi blev på Plænen til det sidste ekstranummer var forbi.

Oppe ved Hotdog Corner viste det sig at franske hotdogs var den eneste mulighed, man skulle bare tage stilling til størrelsen og hvad der skulle i. Jeg spurgte hvad der var. Jeg er utrænet. Der skal fransk dressing i, selvfølgeligt! Fremme ved bænkene viste det sig, at pølserne var rigtigt udmærkede, kødfulde, smagfulde, ikke for fintfarserede, ikke for salte. Brødet var en slags grovbaguette, ikke et pølsebrød. Det lignede den stenhårde slags med en skorpe der river i gummerne, men det barske stoppede heldigvis ved udseendet, det var blødt og eftergivende. Til gengæld var der meget af det, samme størrelse uanset pølserne. Den franske dressing viste sig at være et andet navn for syrlig mayonnaise.

Alt i alt synes jeg det var et lykkeligt gensyn. Især var hele oplevelsen af handy mad på bænkene, i mørke, et hit.

Bagefter gik vi op for at hente kaffe i plastikkrus, men det kunne man ikke få. Der var lukket. Tivoli i september er lidt som jeg forestiller mig en mandagsaften på Holbæks Algade, stille, afventende.

på ternede duge

Mine forældre inviterede på middag i Tivoli forleden aften. Jeg har et princip om at jeg helst spiser dét ude som jeg ikke laver hjemme, så jeg syntes helt klart vi skulle i Grøften. Den er også en klassiker i familien!

Jeg gik efter et stjerneskud, som er noget med nogle panerede, sprødstegte fiskefileter og en dampet én i midten, rejer, asparges og et lille stykke surbrød allernederst. Der er også en slags kold, lys sauce (syrlig, urtet) ovenpå, et par citronryttere, et salatblad og et par tomatbåde, og noget stenbidderrogns-look-alike-kaviar. Det er ærgerligt med den – stenbidderrogn smager så dejligt inden den bliver smadret med konserveringsmidler og farvestoffer! - men resten var virkeligt skønt. Da tallerkenen blev bragt ned foran mig, havde jeg akkurat selvbeherskelse nok til at forsøge at tage et billede af herlighederne, men de var ligesom for rigelige til at kunne rummes af telefonens lille linse.

Se hvor meget fisk! Og ret perfekt tyndt og sprødt i paneringen.

... og overfloden ovenpå, man bliver mæt.

Jeg forsøgte at mms’e billederne til Mr. B som ville forstå traktementets pragt, og tænkte på at han ville have syntes jeg var en tøs fordi jeg drak portugisisk hvidvin til istedet for øl. Jeg ved godt at det er dårlig stil.

Bagefter fik jeg et stykke gammelost. Noget stærkt, blødt smulder på et lille stykke rugbrød med fedt, stænket med rom og toppet med sky og et par radisser.


Og jeg har helt vildt meget lyst til at vi tager på Ravelinen snart!

gulerodssalat med abrikoser og mynte, karrystegt svin og ris

Visse meget rødkindede, sunde mennesker holder af at sige, at der ikke findes dårligt vejr – kun forkert påklædning. Det passer naturligvis ikke.

Jeg kan godt se at jeg er ude i noget af det samme, når jeg vil hævde at der ikke findes dårlige retter – kun forkerte tilberedninger. Men alligevel. Det passer faktisk en lille smule.

For eksempel er jeg ikke ret pjattet med råkost. Jeg synes den er kedelig. Men måske er det fordi folk lader den ligge dér og smage af vand, med en enkelt rosin og et strint umoden citron som eneste opmun... nåja, afveksling.

Forleden skulle jeg lave en hurtig bid mad inden vi skulle i bif. Og så var det at det – sommeren taget i betragtning og alting – endte med en slags råkost, nemlig brede strimler af rå gulerod, med friske abrikoser, mynte, rosiner, honning, citron og salt. Dertil noget svin stegt i karry. Og fordi jeg ikke havde noget brød, lavede jeg risotto bianco til.

Det fungerede faktisk ret fint alt sammen.

Jeg lavede risotto på de brune ris fra Alce Nero (et dejligt italiensk øko mærke man kan få i Irma nu), og de tog en evighed at tilberede – beregn ikke under 50 minutter (mod omkring 20 minutter for de almindelige arborio ris). Begynd med risotto’en, lav salaten og gør svinekødet klar mens risene simrer med bouillonen. Men allerførst skal rosinerne lægges i blød.

Risotto bianco (bianco og bianco... på brune ris):
*1 kop risottoris
*1 løg
*et halvt glas hvidvin
*2-3 kopper (eller 1/2 – 3/4 liter) bouillon (f.eks. hønsebouillon, som er det jeg typisk har i fryseren)
*evt. lidt salt
*ca. 50 g. friskreven parmiggiano reggiano

Løget skæres i små tern, og steges til gennemsigtighed i olivenolie på en varm sauterepande. Tilsæt risene, og steg dem i olien til de er transparante på en opal måde (evt. omkring en lille hvid kerne). Der er tit ikke så langt fra at risene er klare til de brænder på. Hæld vinen på, og lad den bruse af. Tilsæt bouillonen, en kop ad gangen, og skru lidt ned for varmen. Lad risene simre, og vend og rør ofte. De suger sig fast, de små djævle. Tilsæt bouillon efter behov, og evt. et lille drys salt (afhængigt af bouillonens egen salthed). Smag på risene efter 35-40 minutters tid, og vurder hvor meget de mangler. Når de er møre slukkes der for varmen, og man vender osten grundigt ned i risene. Den skal smelte.

Gulerodssalat:
*200 – 250 g. gulerødder (gerne de små sprøde man kan få i øjeblikket)
*4-5 friske abrikoser
*ca. 2 spsk mørke rosiner
*en kop friske mynteblade
*citronsaft (af ca. 1/4 citron)
*acaciehonning (ca. 2 spsk)
*et tag salt

Rosinerne lægges i blød i en skål koldt vand med en tallerken over, og stilles til side i et par timer.

Gulerødderne skrælles fri for det yderste lag. Fortsæt med at bruge skrælleren til at høvle lange, tynde strimler af gulerødderne, til der ikke er mere.

Abrikoserne halveres, befries for sten, og hver halvdel skæres i tredie- eller fjerdedele.

Myntebladene skylles og slynges eller tørres.

Dræn rosinerne for væde, og hæld dem i en skål med de andre ting. Smag til med honning, citron og salt, og vend grundigt.

Svin til 2 personer (som ikke er meget sultne):
*ca. 250 g magert svinekød, f.eks. svineschnitzel
*et par tsk karry
*salt

Svinekødet befries for evt. synligt fedt, og skæres i brede strimler. I en varm stegegryde steges karry’en af i olivenolie et par minutter (det udvikler smagen) inden svinekødet smides i. Tilsæt evt. et drys salt, og steg i ca. 5-7 minutter.

sommereftermiddag

Aj - det er bare så godt!

Eftermiddagskaffe med is og frugt - polske blåbær, spanske nektariner og jersey is af hindbær- & jordbærslagsen.

Og så er det jeg endnu engang kommer i tanker om, at jeg ønsker mig et kamera der kan yde traktementet retfærdighed. Blåbærrenes mathed, nektarinernes saftige blankhed, isens bløde lyserøde...

Hidtil har jeg måttet klare mig med min telefon og gæsternes snapshots, men jeg ved ikke, jeg tror jeg må ud at kigge kamera snart. Jeg tror det skal være et lyserødt, ligesom Tinas.

snacks på volden

“I ryger ikke fed – I drikker rødvin?!”

... og det gjorde vi jo.

Hvis det af én eller anden grund ikke passer så godt med picnic – fordi man f.eks. har lyst til varm mad, som ikke kan holde sig i en foret boks, eller til ting som simpelthen er for upraktiske, for lidt sammenhængende eller for skvulpende - så kan man jo bare tage ud og nyde aftenen med en halv flaske vin og lidt snacks. Enten som apéritif, eller efter middagen.

Jeg har fornyligt købt nogle forskellige halve flasker vin i Supermarco, bl.a. en Valpolicella Superiore Zenato, som viste sig rigtigt behagelig. En del mere fyldig end den frugtige Mellini, vi gjorde det i sidste år. Supermarco har meget at vælge imellem nu, og nogle af af de halve flasker er endda helt rimeligt prissat, dvs. de koster ikke næsten det samme som de hele. Jeg glæder mig bl.a. til at prøve en øko Soave Borgoletto Fasoli Gino, som står klar i køleskabet, til en aften hvor der lige pludseligt er brug for den.

Til et glas vin er det rart med lidt brød (tynde skiver, evt. ristet) og et glas tomat crème eller lidt hommus, eller en rest kyllingelever crème, man måske har til overs. Man skal lige huske en smørrekniv. Igår havde jeg fikset en hurtig klassiker sammen på skærebrættet, nemlig pindemadder af tynd, krydret pølse skåret i passende stykker (et par centimeter) med en terning ost af hhv. moden fransk rødkit og gorgonzola stukket ovenpå. Istedet for ost kan man toppe med en oliven, eller man kan pakke en strimmel lufttørret skinke sammen om et passende stykke mozzarella buffala. Eller stikke et basilikumblad fast på en terning chevre du poitou.

Man kan selvfølgeligt sagtens blive meget mere kunstfærdig med sine traktementer, men nogle gange vil man ikke bruge så meget tid i køkkenet, man vil bare ud. Afsted. Med de to picnicglas svøbt ind i et viskestykke, vinen + proptrækkeren og en lille boks med snacks, det fylder ingenting.

Ude ved Christianias sø kan man synke ned i den fredfyldte aften, vi har lært at undgå bænken hvor rotterne pusler. Men så er det, at der alligevel kommer overraskelser. En muskelhund styrede sikkert imod os, og bag den styrede et par amagerdrenge knapt så sikkert deres skridt og en cykel. Den dér hund var jeg ikke ret pjattet med, den var lav og kraftig og havde små blege øjne, men drengene var søde, og de hævdede at hunden også var det. Hunden ville snuse, drengene ville have ild, men det havde vi ikke. Og så var det at de opdagede rødvinen.