hotdogs - the experience

Prøv lige at se - det er hotdogs! I en quasi-øm samtale tilsyneladende, jeg er den lille til venstre.

Jeg havde fået denne hér impulsive idé om at vi måtte i Tivoli at høre Birthe Kjær på Plænen, de har haft dansktop aftener de sidste mange mandage. Jeg var allerede lidt ærgerlig over at jeg havde overset Peter Belli & Rivalerne, det er klassisk, dansk stil. Og så havde jeg ved en tidligere lejlighed bemærket mig, at der var kommet en bod med øko hotdogs i haven. Jeg har ikke spist en hotdog siden jeg var barn, tror jeg, men lejligheden forekom så passende. Vi ville egentligt bare høre et par numre og så gå videre efter hotdogs'ne, men Birthe Kjær var sært fortryllende. Fuldstændigt som jeg kunne have ønsket mig det, i rød skjorte, sorte bukser og med blond fluff hår. Vi blev på Plænen til det sidste ekstranummer var forbi.

Oppe ved Hotdog Corner viste det sig at franske hotdogs var den eneste mulighed, man skulle bare tage stilling til størrelsen og hvad der skulle i. Jeg spurgte hvad der var. Jeg er utrænet. Der skal fransk dressing i, selvfølgeligt! Fremme ved bænkene viste det sig, at pølserne var rigtigt udmærkede, kødfulde, smagfulde, ikke for fintfarserede, ikke for salte. Brødet var en slags grovbaguette, ikke et pølsebrød. Det lignede den stenhårde slags med en skorpe der river i gummerne, men det barske stoppede heldigvis ved udseendet, det var blødt og eftergivende. Til gengæld var der meget af det, samme størrelse uanset pølserne. Den franske dressing viste sig at være et andet navn for syrlig mayonnaise.

Alt i alt synes jeg det var et lykkeligt gensyn. Især var hele oplevelsen af handy mad på bænkene, i mørke, et hit.

Bagefter gik vi op for at hente kaffe i plastikkrus, men det kunne man ikke få. Der var lukket. Tivoli i september er lidt som jeg forestiller mig en mandagsaften på Holbæks Algade, stille, afventende.

på ternede duge

Mine forældre inviterede på middag i Tivoli forleden aften. Jeg har et princip om at jeg helst spiser dét ude som jeg ikke laver hjemme, så jeg syntes helt klart vi skulle i Grøften. Den er også en klassiker i familien!

Jeg gik efter et stjerneskud, som er noget med nogle panerede, sprødstegte fiskefileter og en dampet én i midten, rejer, asparges og et lille stykke surbrød allernederst. Der er også en slags kold, lys sauce (syrlig, urtet) ovenpå, et par citronryttere, et salatblad og et par tomatbåde, og noget stenbidderrogns-look-alike-kaviar. Det er ærgerligt med den – stenbidderrogn smager så dejligt inden den bliver smadret med konserveringsmidler og farvestoffer! - men resten var virkeligt skønt. Da tallerkenen blev bragt ned foran mig, havde jeg akkurat selvbeherskelse nok til at forsøge at tage et billede af herlighederne, men de var ligesom for rigelige til at kunne rummes af telefonens lille linse.

Se hvor meget fisk! Og ret perfekt tyndt og sprødt i paneringen.

... og overfloden ovenpå, man bliver mæt.

Jeg forsøgte at mms’e billederne til Mr. B som ville forstå traktementets pragt, og tænkte på at han ville have syntes jeg var en tøs fordi jeg drak portugisisk hvidvin til istedet for øl. Jeg ved godt at det er dårlig stil.

Bagefter fik jeg et stykke gammelost. Noget stærkt, blødt smulder på et lille stykke rugbrød med fedt, stænket med rom og toppet med sky og et par radisser.


Og jeg har helt vildt meget lyst til at vi tager på Ravelinen snart!

gulerodssalat med abrikoser og mynte, karrystegt svin og ris

Visse meget rødkindede, sunde mennesker holder af at sige, at der ikke findes dårligt vejr – kun forkert påklædning. Det passer naturligvis ikke.

Jeg kan godt se at jeg er ude i noget af det samme, når jeg vil hævde at der ikke findes dårlige retter – kun forkerte tilberedninger. Men alligevel. Det passer faktisk en lille smule.

For eksempel er jeg ikke ret pjattet med råkost. Jeg synes den er kedelig. Men måske er det fordi folk lader den ligge dér og smage af vand, med en enkelt rosin og et strint umoden citron som eneste opmun... nåja, afveksling.

Forleden skulle jeg lave en hurtig bid mad inden vi skulle i bif. Og så var det at det – sommeren taget i betragtning og alting – endte med en slags råkost, nemlig brede strimler af rå gulerod, med friske abrikoser, mynte, rosiner, honning, citron og salt. Dertil noget svin stegt i karry. Og fordi jeg ikke havde noget brød, lavede jeg risotto bianco til.

Det fungerede faktisk ret fint alt sammen.

Jeg lavede risotto på de brune ris fra Alce Nero (et dejligt italiensk øko mærke man kan få i Irma nu), og de tog en evighed at tilberede – beregn ikke under 50 minutter (mod omkring 20 minutter for de almindelige arborio ris). Begynd med risotto’en, lav salaten og gør svinekødet klar mens risene simrer med bouillonen. Men allerførst skal rosinerne lægges i blød.

Risotto bianco (bianco og bianco... på brune ris):
*1 kop risottoris
*1 løg
*et halvt glas hvidvin
*2-3 kopper (eller 1/2 – 3/4 liter) bouillon (f.eks. hønsebouillon, som er det jeg typisk har i fryseren)
*evt. lidt salt
*ca. 50 g. friskreven parmiggiano reggiano

Løget skæres i små tern, og steges til gennemsigtighed i olivenolie på en varm sauterepande. Tilsæt risene, og steg dem i olien til de er transparante på en opal måde (evt. omkring en lille hvid kerne). Der er tit ikke så langt fra at risene er klare til de brænder på. Hæld vinen på, og lad den bruse af. Tilsæt bouillonen, en kop ad gangen, og skru lidt ned for varmen. Lad risene simre, og vend og rør ofte. De suger sig fast, de små djævle. Tilsæt bouillon efter behov, og evt. et lille drys salt (afhængigt af bouillonens egen salthed). Smag på risene efter 35-40 minutters tid, og vurder hvor meget de mangler. Når de er møre slukkes der for varmen, og man vender osten grundigt ned i risene. Den skal smelte.

Gulerodssalat:
*200 – 250 g. gulerødder (gerne de små sprøde man kan få i øjeblikket)
*4-5 friske abrikoser
*ca. 2 spsk mørke rosiner
*en kop friske mynteblade
*citronsaft (af ca. 1/4 citron)
*acaciehonning (ca. 2 spsk)
*et tag salt

Rosinerne lægges i blød i en skål koldt vand med en tallerken over, og stilles til side i et par timer.

Gulerødderne skrælles fri for det yderste lag. Fortsæt med at bruge skrælleren til at høvle lange, tynde strimler af gulerødderne, til der ikke er mere.

Abrikoserne halveres, befries for sten, og hver halvdel skæres i tredie- eller fjerdedele.

Myntebladene skylles og slynges eller tørres.

Dræn rosinerne for væde, og hæld dem i en skål med de andre ting. Smag til med honning, citron og salt, og vend grundigt.

Svin til 2 personer (som ikke er meget sultne):
*ca. 250 g magert svinekød, f.eks. svineschnitzel
*et par tsk karry
*salt

Svinekødet befries for evt. synligt fedt, og skæres i brede strimler. I en varm stegegryde steges karry’en af i olivenolie et par minutter (det udvikler smagen) inden svinekødet smides i. Tilsæt evt. et drys salt, og steg i ca. 5-7 minutter.

sommereftermiddag

Aj - det er bare så godt!

Eftermiddagskaffe med is og frugt - polske blåbær, spanske nektariner og jersey is af hindbær- & jordbærslagsen.

Og så er det jeg endnu engang kommer i tanker om, at jeg ønsker mig et kamera der kan yde traktementet retfærdighed. Blåbærrenes mathed, nektarinernes saftige blankhed, isens bløde lyserøde...

Hidtil har jeg måttet klare mig med min telefon og gæsternes snapshots, men jeg ved ikke, jeg tror jeg må ud at kigge kamera snart. Jeg tror det skal være et lyserødt, ligesom Tinas.

snacks på volden

“I ryger ikke fed – I drikker rødvin?!”

... og det gjorde vi jo.

Hvis det af én eller anden grund ikke passer så godt med picnic – fordi man f.eks. har lyst til varm mad, som ikke kan holde sig i en foret boks, eller til ting som simpelthen er for upraktiske, for lidt sammenhængende eller for skvulpende - så kan man jo bare tage ud og nyde aftenen med en halv flaske vin og lidt snacks. Enten som apéritif, eller efter middagen.

Jeg har fornyligt købt nogle forskellige halve flasker vin i Supermarco, bl.a. en Valpolicella Superiore Zenato, som viste sig rigtigt behagelig. En del mere fyldig end den frugtige Mellini, vi gjorde det i sidste år. Supermarco har meget at vælge imellem nu, og nogle af af de halve flasker er endda helt rimeligt prissat, dvs. de koster ikke næsten det samme som de hele. Jeg glæder mig bl.a. til at prøve en øko Soave Borgoletto Fasoli Gino, som står klar i køleskabet, til en aften hvor der lige pludseligt er brug for den.

Til et glas vin er det rart med lidt brød (tynde skiver, evt. ristet) og et glas tomat crème eller lidt hommus, eller en rest kyllingelever crème, man måske har til overs. Man skal lige huske en smørrekniv. Igår havde jeg fikset en hurtig klassiker sammen på skærebrættet, nemlig pindemadder af tynd, krydret pølse skåret i passende stykker (et par centimeter) med en terning ost af hhv. moden fransk rødkit og gorgonzola stukket ovenpå. Istedet for ost kan man toppe med en oliven, eller man kan pakke en strimmel lufttørret skinke sammen om et passende stykke mozzarella buffala. Eller stikke et basilikumblad fast på en terning chevre du poitou.

Man kan selvfølgeligt sagtens blive meget mere kunstfærdig med sine traktementer, men nogle gange vil man ikke bruge så meget tid i køkkenet, man vil bare ud. Afsted. Med de to picnicglas svøbt ind i et viskestykke, vinen + proptrækkeren og en lille boks med snacks, det fylder ingenting.

Ude ved Christianias sø kan man synke ned i den fredfyldte aften, vi har lært at undgå bænken hvor rotterne pusler. Men så er det, at der alligevel kommer overraskelser. En muskelhund styrede sikkert imod os, og bag den styrede et par amagerdrenge knapt så sikkert deres skridt og en cykel. Den dér hund var jeg ikke ret pjattet med, den var lav og kraftig og havde små blege øjne, men drengene var søde, og de hævdede at hunden også var det. Hunden ville snuse, drengene ville have ild, men det havde vi ikke. Og så var det at de opdagede rødvinen.

picnic med salade niçoise

Det er spild af god sommer at sidde inde i sin stue sådan en smuk, lys aften, synes jeg. Som tidligere nævnt synes jeg det er en oplagt glæde at tage middagen med ud, og spise den på volden mens solen kun akkurat går så langt ned at himlen farves lyserød og violet, endnu forholdsvist ugeneret af insekter, men med tiden og en flaske chianti for sig.

Der er masser af grøntsager at få nu, så vi skulle have salat. Fatoush er en klassisk vinder, men niçoise er også dejlig. De to salater har en del til fælles, men æg, kapers og tun twister smagen over i en syrlig retning, og de dyriske sager mætter selvfølgeligt godt. Niçoise er fin at spise sammen med en klassisk chevre du poitou (som man kan få i f.eks. Helges Ost) og tæt, lyst brød (som Naturbagerens spelt-surbrød). Osten er roligt cremet til syrligheden, og altid perfekt til rødvin og brød. Man kan eventuelt have lidt pølsehaps og hommus eller samosa’er med til supplement.

Salade niçoise:

*1 salathoved eller knap 2 hoveder hjertesalat
*1 agurk
*6-8 blommetomater
*1 løg
*100 g. kapersbær eller små kapers “non pareilles”
*3 æg
*2 dåser tun à ca. 160 g. (og ja, den i olie smager bedst, f.eks. “Rio Mare tonno all’olio di oliva”)
*100 g. små brune oliven (Nice oliven)

+ dressing af hvidvinseddike, en smule olivenolie, ca. 2 fed hvidløg og salt

Begynd med at lave dressingen, så den kan stå og trække lidt. Pil de to fed hvidløg, og knus dem omhyggeligt i en morter. Pisk en sjat hvidvinseddike med en smule olivenolie og salt, til den er ensartet cremet. Tilsæt hvidløget, pisk igennem og stil dressingen til side.

Salaten skylles, tørres (eller slynges) og skæres i brede strimler. Agurken skæres i ikke-for-tynde skiver eller tern ( i hvilket tilfælde man lige kan fjerne kernerne), tomaterne skæres i ottendedele, og løget i ganske tynde skiver, som prikkes ud til ringe. Kog æggene i otte minutter, og skær dem i sjettedele når de er kølet lidt af. Hæld alle grøntsagerne i en skål sammen med de drænede kapers, tun og oliven, og vend omhyggeligt hele herligheden med dressingen.

Volià!

de små glæder er store

Verden er som bekendt et eksotisk sted. Så vidt jeg har forstået, skal man ikke længere væk end til jyske provinsbyer, før man finder familier som aldrig udveksler ordene "jeg elsker dig" imellem sig. Mennesker der er opvokset i sådan nogle familier, fortæller at genereuse traktementer ved middags- eller kaffebordet, rigelige madpakker og fyldte kagedåser i ret vidt omfang udtrykker dét den verbale blufærdighed lader usagt.

Min vidunderlige storesøster fortæller mig tit at hun elsker mig, og jeg fortæller hende at jeg elsker hende. Så der er ingen usagt kærlighed imellem os, men én som kan udtrykkes på mange forskellige måder. F.eks. kom hun idag forbi, på vej fra shopping og videre til børnehave-vuggestuehentning, og drak kaffe og snakkede og spurgte om jeg ikke kom op i sommerhuset næste uge eller deromkring. Og så havde hun bagt snegle til mig igår! Så mange at der stadigt var nogle tilbage da hun gik.

Nu sidder jeg ved skrivebordet med mine bøger, og eftermiddagens første arbejdsbryg er næsten drukket. Men så er der sneglen. Den er ikke bare blød og saftig, duftende dejlighed. Den er også min søsters omsorg. Jeg bliver aldrig for gammel eller for klog eller for selvstændig til at elske fornemmelsen af at være hendes lillesøster, og af at hun tager sig af mig.